Optimal føde der fornyer din krop

Superfood for renewal of your body and mind

Tekst og billeder Erik K Abrahamsen

 

Hyllingebjerg, Liseleje, Nordsjælland.Den Danske Riviera, del af den 200 km lange kystlinie langs Øresund og Kattegat. Part of the 200 km Danish Riviera from Charlottenlund 5 km north of Copenhagen at Øresund to Elsinore, Gilleleje, Hundested to Zealand Odde  at Kattegat. Udsigt mod nord ud over Kattegat. Foto: Juli 2009

 

Hver dag hele livet igennem skal du drage omsorg for din krop med mere end 10.000 mia. celler (Se: artikel “Det lange seje træk”,Weekendavisen 4-11-2016 i tillæg Ideer).

Du skal sørge for at give dine celler optimale betingelser for at de kan omsætte næringsstoffer, så de kan udføre deres funktioner.

Når den føde du spiser når frem til dine celler er den nedbrudt til molekyler og atomer.

Jeg vil kort beskrive for dig den komplicerede vej fra du tygger din føde i munden til dens nedbrydning i mave-tarmkanalen og til dens optagelse i blodbanen og dens vej videre frem til alle kroppens celler.

Jeg vil give dig eksempler på, hvad optimal føde er og hvad den indeholder.

At spise er yderst individuelt fra menneske til menneske.

Enhver må tage sine egne personlige valg af fødevarer. Det er valg der kan skifte fra dag til dag efter dit humør, dine behov for bestemte fødevarer og med hvilke mennesker du spiser sammen med.

Det kræver viden at vælge den optimale føde. Mange fødevarer er idag produceret og forarbejdet så intensivt, at de ikke indeholder de nødvendige næringsstoffer for at kunne vedligeholde og opbygge din krop.

Fødevarer fra plante- og dyreriget består af proteinstoffer, kulhydrater, fedtstoffer, vitaminer, mineraler, sporstoffer og enzymer.

Nogle af disse næringsstoffer skal nedbrydes i din krop for at kunne optages. Andre stoffer som mineraler og visse vitaminer kan optages direkte og indgå i opbygningen af dine celler.

Melby, Syv-høje, Nordsjælland. Bronzealder gravhøje i billedets baggrund. Foto: juli 2009

Al den mad du spiser gennemgår en nedbrydning, der er mekanisk, enzymatisk og bakteriel.

Den mekaniske fordøjelse sker i hele mave-tarmkanalen. I munden når du tygger din mad og i mave-tarmkanalen, hvor tarmens bevægelser (peristaltik) sørger for at føden er i tæt kontakt med tarmens overfladeceller.

Den enzymatiske fordøjelse sker i munden, maven og i tyndtarmen. Her spalter enzymer kulhydrater, proteiner og fedtstoffer til mindre molekyler, som tarmvæggen i tynd- og tyktarm kan optage og overføre til blodet.

Den bakterielle fordøjelse sker i nedre tyndtarm, hvor mælkesyrebakterier omdanner resterende kulhydrater til mælkesyre og i tyktarmen, hvor bakterier danner vitaminer bl.a. B-1-2 og 6, K og B-12 og hjælper optagelsen af Ca, magnesium, jern, zink og fosfor.

Målet for fordøjelsen er maksimal udnyttelse af føden d.v.s. max. nedbrydning og max. optagelse samt en hurtig passage max. 24 timer gennem hele mave-tarmkanalen for at undgå forrådnelse og reducere skadelig indflydelse af sygdomsbakterier.

For at alle disse processer sker under de bedste betingelser er det nødvendigt, at din føde er af bedste kvalitet.

Føden skal være frisk og produceret under forhold uden brug af kunstige gødestoffer, væksthormoner, medicin, sprøjtemidler og uden tilsætningsstoffer som aroma-, duft-, sukker-, salt-, konserverings-, farvestoffer m.m.

Når du dagligt vælger din føde så sørg for at den er varieret med en fin balance mellem kulhydrater, proteiner og fedtstoffer.

Vælg ikke forarbejdet føde, men derimod råvarer som du selv kan sammensætte og lave spændende og sunde retter af.

Vælg råvarer fra planteriget som grøntsager, frugt, korn, frø, kerner, gryn, nødder og urter. Disse råvarer kan indgå i alle dine måltider med stor variation. De indeholder når de er af bedste kvalitet alle de nødvendige proteiner, fedtstoffer, kulhydrater, enzymer, mineraler og sporstoffer, som de krop har brug for til vedligeholdelse og genopbygning.

Du kan tilføje råvarer fra dyreriget som æg-, mælke-, kød-, og fiskeprodukter af absolut bedste kvalitet.

Lad hovedparten af din føde bestå af rå næringsmidler fra planteriget.

Økologisk dyrkede grøntsager. Klik på billedet og du ser det i større format. Her fotograferet i butik “Natur & Sundhed helsekost”, Nørrebrogade 57, 2200 København N. Foto: Foto: 10. marts 2010

Brød af grovmalede korn dyrket økologisk. Klik på billedet og du ser det i et større format. Foto fra butik “Natur & Sundhed helsekost, Nørrebrogade 57, 2200 København N. Foto: 10. marts 2010

Opvarm føden gennem kogning og bagning. Steg så lidt som muligt.

Spis grød opvarmet i alle variationer iblandet frugt, nødder, korn og frø. Du bliver aldrig træt af det. Det har vidunderlig smag og er en fryd at spise for øjne og øre.

Spis grønne salater iblandet urter, nødder, frugt og grøntsager.

Bag dit eget brød af fuldkornsmel som spelt og rug.

Spis forureningsfri fisk i kogt, bagt og dampet tilberedning.

Drik ikke under måltider og lad din hovedvæske indtagelse være et par liter rent postevand dagligt.

Drik urtete i alle variationer efter behov og lyst eventuelt sødet med ægte honning af bedste kvalitet.

Spis kun når du er sulten og kun så meget til du ikke mere er sulten. Det er ikke nødvendigt at overspise til mæthedpunktet. Optimal velbefindede opnås FØR mæthedfornemmelsen.

Spis i rolige og afslappet atmosfære og tyg maden grundigt. Da vil alle kirtler, der indgår i din fordøjelse producere maksimal væske for fødens nedbrydning og optagelse.

Daglig produktion af kirtelvæsker for din fordøjelse:

Spyt  ca. 1 liter

Mavesaft ca. 3 liter,

Bugspyt ca. 2 liter,

Galde ca. 1 liter og

Tarmsaft ca. 1 liter.

Det giver ialt en daglig produktion af fordøjelsessafter på ca. 8 liter, hvor de 7,8 liter tilbage-absorberes i tynd- og tyktarmen og 0,2 liter forlader kroppen via fæces.

Søg viden om de optimale fødevarer i den egn, hvor du bor og køb ind både med hoved og kropsfornemmelse.

Ingen regel uden undtagelse. Deltager du i et festmåltid med god vin m.m. kan du selvfølgelig drikke mådeholdent under måltidet.

Fødeindtagelse bør altid være en glæde og en daglig oplevelse – alene eller sammen med andre mennesker. Bliv aldrig fanatisk i dit fødevarevalg. Sundhed er glæde og frihed – ikke bundethed.

Husk latteren og afslappethed under og efter hvert måltid.

Motion fremmer en sund mave- og tarmfunktion, idet regelmæssig gå-, løbe- eller cykeltur holder tarmens peristaltik igang.

Stress – både følelsesmæssigt og fysisk vil hæmme din mave- og tarmfunktion.

Stress udløser en reaktion, der bl.a. betyder at blodet løber bort fra mave-tarmkanalen og dens sekretionskirtler ud til bevægeapparatets muskler og til hjernen. Det sker for at du kan handle formålstjenligt på en opstået fare, hvor du enten kan tage kampen op eller beslutte at flygte. Dette vil kræve muskelkraft og hjernemæssig snarrådighed. Når faren er borte igen falder krop og hjerne til ro og vender tilbage i en biologisk afbalanceret tilstand.

Stress reaktionsmekanismen er en hel naturlig sund overlevelsesmekanisme, men bliver sundhedsfarlig, hvis den over tid bliver en permanent tilstand.

Jeg ønsker det bedste for dig, din familie og venner.

Racekvæg formentlig fra Skotland. Teglstrup Hegn, som ligger mellem Gurre og Hellebæk tæt på Kattegat i Nordsjælland. Klik på billedet og du ser det i fuldskærm format. Foto: September 2008

 

Du er velkommen til at printe denne artikel til eget brug.

Copyright tekst og billeder Erik K Abrahamsen.

 

 

København, den 18. marts 2010

Med kærlig hilsen

Erik

Opdateret den 6. november 2016

Leave a Response