Jorden rundt på stop 1965-66

Two guys hitchhiking around the world and travels by ships, trains, buses and airplanes 1965-66.

 

Experience Europe, Caribbean Sea, U.S.A., Africa and Asia in mid-sixties.

 

1 år Jorden rundt på stop – vore drømme går i opfyldelse efter store trængsler.

 

Tekst and fotos Erik K Abrahamsen.

 

Hikkaduwa, Sri Lanka, tidligere Ceylon. Stranden uden for vort hotel. Foto: Erik K Abrahamsen juni 1966

 

 

Klik på fotos og tegning og brug din zoom kontrol og du ser dem i fuld skærmstørrelse.  

Erik på vor altan ved solnedgang og Adriaterhavet som baggrund på ferie med sine studentervenner i Rimini, Italien juli 1964. Erik Kristian Abrahamsen, født 4. august 1945. Mat.-Fysik student fra Marselisborg Gymnasium juni 1964. Værnepligtig marinesoldat 19. august 1964 – 25. august 1965, heraf 9 mdr. på Grønlands Kommando, Flådestation Grønnedal, Grønland. Foto: Rimini, Italien juli 1964.  
Two guys hitchhiking around the world. Here in the jungle near Chiang Mai in North Thailand. Her er Niels til venstre og jeg til højre fotograferet i Thailands jungle på besøg hos bjergstammer nær Chiang Mai. Foto: Juli 1966 af Mr. Suchat fra Mae Rim, Nordthailand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright text and photos Erik K Abrahamsen 2012 All rights reserved

 

Oversigtstegning over vor rejserute gennem 1 år fra 27. september 1965 til 5. september 1966:

 

 

Kort over vor rejserute fra 27. september 1965 til 5. september 1966. Tegning: Erik K Abrahamsen

 

1. DEL:

På stop 2 måneder gennem Europa “Per aspera ad astra”: Gennem vanskeligheder mod målet. 

 

Min kammerat Niels og jeg besluttede under vor værnepligt som marinesoldater på Flådestation Grønnedal, Grønland fra 1. nov. 1964 – 15. august 1965, at vi ville rejse “Jorden Rundt på Stop”. Vi afslutter vor 12 mdr. værnepligtstjeneste i Søværnet den 25. august 1965. Jeg  får udbetalt min opsparing i Forsvaret og tjener så ekstra til rejsen som lærervikar ved Århus Skolevæsen frem til vor afrejse fra Danmark sidst i september 1965. Alt i alt har jeg 4000 kr. på lommen eller nærmere  omvekslet til “traveller cheques” i dollars i skindpose rundt om halsen INDEN for skjorten, da jeg lørdag den 25. september forlader min barndoms by Århus og tager “på stop” til Maribo. Niels og jeg mødes tidlig mandag morgen den 27. sept. ved færgelejet i Rødby for at tage færgen til Tyskland. Vi starter med udrejse via Rødby-Femern den 27. september 1965 og “stopper” de næste 2 mdr. rundt i Europa: Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien og Holland.

Brev nr. 1, postkort, Essen den 27 september 1965 til familien i Århus:

“- Hvad siger I så. Et eneste stop direkte fra Puttgarten til Essen. Startede kl.10.30 – er i Essen kl. 17.20 – 600 km i eet stræk. Mægtig start. I morgen over Archen/Liege/ Reines, så må vi se hvor langt vi når. Som sagt alt vel. Har det rigtig godt. Erik.”

Brev nr. 2, Bruxelles, tirsdag aften 28. september 1965 til familien:

“- Tra- tra – Bruxelles – på 1,5 dag. Det er næsten for heldigt. Vi ankom i eftermiddags kl. 16.30 – startede fra Danmark tidlig en morgen og er i Bruxelles næste eftermiddag. Ca va! Aldrig har jeg været omgivet af så megen fransk – jeg kan jo heller ikke prale med at have været i disse egne før! Bruxelles er en skøn by. Vi har fundet – eller nærmere ham vi kørte på stop med har fundet et billigt studenterhotel – billigt det er det. I prisen er inkluderet morgenmad + frokost, ialt 10 kr. (72 belgiske franc). Midt i byen ved Bruxelles Champs Elysee: Rue Louise. Studenterhotellet er noger rigtig gammelt noget; højt til loftet med 12 sengepladser og en enkelt stor lampe i loftet. Og så er der en stor altan udenfor – men jeg har mest indtrykket af, at de bruger den som pulterkammer! En stor jernport skal man igennem for at komme ind. Det hele lugter lidt af Paris, hvilket iøvrigt de store boulevarder, brede og med træer også gør. Mægtig trafik. De kører helt som de selv har lyst. Når der er hastigheds-begrænsning på 60 km sætter de farten op fra 110 km/t til 120!! På den nye autobahn fra Køln til forbi Liege måtte vi køre 140 km i timen. Drøn trætte er vi. Vi startede fra Essen kl. 8.30 med bussen fra Wuppertal for at komme ud til Autobahnen. Drøn besværligt – det tog 2 timer og kunne ikke gøres hurtigere. Bussen svingede sig i små hårnålesving – de 20 km tog den første time. Dernæst med “Swebenbahn” i Wuppertal og endelig med bus til indkørslen til autobahn Køln-Aachen. Vi kom op med nummer 2 bil – han skulle til Frankfurt – derfor blev vi nær Køln sat af ved en “udfoldning” mod Aachen. For sent opdager vi, at det ikke var en udfoldning, men en regulær fortsættelse af autobahn. Så da vi havde stoppet der en halv time opgav vi. Bilerne kørte alt for hurtigt og turde ikke standse. Der stod vi. Midt ude i et netsystem af krydsende autobahner med Køln Domkirke i det fjerne. Nå – vi kom da op på en mark – nypløjet – møj beskidte blev vi efter 1 km gang. Derfra fandt vi en ny indfaldsvej til en ny autobahn til Køln – klokken var ved at være 12! Hurtigt op igen og hen til den indfaldsvej vi søgte til Aachen. Pyh  – nu måtte det da gå! Der var kun 80 km til Aachen. Men nej – vi stod i fulde 2,5 timer til kl. 14.30 før en en belgier standsede og vi kom med. Han var mægtig flink og kørte os helt til Bruxelles, ca. 240 km. Men hvor var vi langt nede! Vi havde intet at spise – vi spiste ikke fra kl.8 morgen til kl. 19 her i Bruxelles. Vi havde frygtet, at vi skulle overnatte i Køln. Men heldige var vi altså. D.v.s. at vi har haft 3 stop fra Puttgarten til Bruxelles: et dansk – et tysk og et belgisk. Men det er autobahn der redder os! På godt og ondt!!! Har kun brugt ca. 14 mark – men nu har vi til gengæld spist et godt måltid til aften. Vi bliver her i Bruxelles i morgen. Det kan vi ligeså godt, da det er en skøn by. Med andre ord alt vel. Håber det går lige så godt med jer. Masser af hilsner fra Erik. Gem brevene!”

Vi oplever de 2 hovedstæder Bruxelles og Paris, hvor vi bor privat hos venner til vore familier. Vi var 10 dage i “byernes by” og oplevede alt hvad vore hjerter og øjne begærede: musik, kunst, historie, god mad m.m.

Brev nr. 3, Paris, torsdag aften den 30. september 1965 til familien:

“- Så kom vi hertil efter at have taget en fridag i Bruxelles. Vi kom kørende ind gennem Paris byport kl. 21 og så alle lysene ved Louvre og Concordepladsen. Jeg har aldrig set noget skønnere og elegantere – ALDRIG! Det var som tusinde sole i universet med Obelisken som en stjernetåge – ligeså Champs-Élysées – formidabelt! Det røde Eiffeltårnet gjorde også sit – dog var de ved at rense Triumfbuen – så den lignede i øjeblikket en stabel pindebrænde! Jo – det lover godt med Paris.(….) Alt her er langt over forventningerne . Det kan man ellers ikke sige, at vor start fra Bruxelles var i morges. Vi fik betalt vore 20 kr og spist vores morgenmad, mens vi engang imellem skeler lidt til regnen, der drypper udenfor. Det går ikke rigtig op for os – vi TROR ikke på det! Men jo – endelig finder vi de sporvogne ud til Mons-Paris landevej og hvor det dog sjasker ned! Her får I de nøgne facts: Første opstilling ved landevejen kl. 8.45. Kommer først op at køre kl. 13.45 – altså 5 TIMER ! Ja- det er sandt 5 timer og vi tilbagelagde 16 km – 10 km til fods og 6 km med sporvogn – i silende regn før vi endelig bliver samlet op og kører til Mons. Vi går så småt og er glade for, hvis vi blot når over på den anden side af grænsen med den dårlige start. Men det går anderledes! Nu er der skub i den! Fra Mons til Maubeuge i Frankrig. Bliver i Maubeuge kørt ud til hovedvejen af en dansk tandlægefrue – oh, oh! Hurtigt 5 km længere ud – det er jo et kapløb med tiden – vi er jo 5 timer bagefter og klokken er 17!  Når vi Paris?? Vi SKAL! Dernæst 20 km til ….?… og igen 80 km til Laon. Nu er vi nået 100 km ind i Frankrig – der er 150 km tilbage til Paris. Vi SKAL! Klokken er 18.45. Det er lige før det bliver helt mørkt. Kl. 19 fanger det lange lys fra en konsulatvogn fra Paraguay vores Dannebrogsflag – og han tror selvfølgelig, at vi er schweizere – det er ligemeget – han skal til Paris……. Voila – vi kører forbi Hallerne i Paris kl. 21.00. Bien! Mange hilsner fra Erik.”

Under vort 10 dages ophold i Paris bor jeg privat hos forældre til en veninde af min lillesøster Helle. Niels bor privat hos en kunstmaler, som er ven til Niels forældre. Hver dag og aften sætter vore værtspar os i forbindelse med smukke, kvikke  og humoristiske kvinder, som er døtre af deres venner. De viser os alt, hvad der er værd at se og opleve i byernes by: Montmartre, Sacré-Cæur-kirken, Av. des Champs-Elysées,Tuilerierne, Triumfbuen, Louvre, Pl. de la Concorde, Pigalle, Bd. St. Germain, Latinerkvarteret, Versailles slottet m.m. Desuden hyggelige og sjove oplevelser i private hjem og på et væld af cafeer og restauranter.

Brev nr. 5, kort. Paris, fredag den 7. oktober 1965. Sendt til familien:

” Á Abrahamsen, 21 Gentoftevej. Aarhus C, Danemark “, Jeg sidder i øjeblikket på kajerne lige neden for Notre Dame og venter på Niels. Det er drøn varmt, de fleste her sidder i bar overkrop – 26 grader i skyggen og sådan har det været alle dagene – det er den franske sommer der er kommet. Kajerne er noget af det skønneste jeg har oplevet. Det er o.k. med arbejdet i Bordeaux, tager afsted på mandag d. 10 okt. Bor på slottet og spiser der. Tjener 18,50 N. F. om dagen, det er pænt. Kender ikke adressen, derfor skriv til SCEAUX, som om adresserer. Tout est bien – taler KUN fransk. Hils alle. Masser af hilsner fra Erik

 

Seinen, les Quai, Paris. Kort hvor jeg jeg har tegnet min oplevelse af at sidde og nyde solen langs Seinen bredder. Brev nr. 5 ud af ialt 52 breve som jeg skrev til min familie under min 1 års rejse: "Jorden rundt på stop". Tegning, kuglepen på tyndt pap: Erik K Abrahamsen, Paris, 7. okt. 1965

Tegning på kort jeg sendte fra Paris. Seinen. Sign.: Les quai -65 Abrahamsen. Tegning: Erik K Abrahamsen

 

Det var dyrt, så vore franske venner skaffede os job hos vinbønder i Sydvestfrankrig.Vi stoppede til landsbyen Cognac nær Bordeaux, hvor vi var vinplukkere i 8 dage og arbejdede 3 dage på en fabrik, der fremstillede cognac. Vi overnattede og spiste alle måltider hos den lokale vinbonde og tjente dagløn på 18,5 N.F. = 25 danske kr. ( 1 N.F. er lig 1,40 kr.) for 8 timers arbejde plus gratis kost og logi. Vinhøst i Sydfrankrig:

Brev nr. 7, Cognac, Sydvestfrankrig, torsdag den 14. okt0ber 1965, som jeg skrev hjem til min familie i Århus:

” – Jeg har lige en pause her, mens jeg venter på en lastbil fuld af kasser med cognac, som skal lastes på togvogne. Dejligt hårdt arbejde! Vi begyndte på det i morges efter at “le patron”, ham der ejer vinmarkerne, havde bestemt at vente lidt med høsten til mandag – så foreløbig har vi kun plukket druer i 2 dage. Skægt er det, men trættende, man bliver øm over det hele. Starter kl.8 morgen og slutter kl.18 med 2 timers middagspause. Sjovt er det at møde de franske bønder typer, mange af dem er 70-75 år – retiring som det hedder på engelsk. Har deltaget i både Første og Anden Verdenskrig – er møj-sjofle! Der var en af dem, Andre, 72 år, rød i hele ansigtet, et par tænder i munden, øjenbryn der var flere cm lange, kun 2 led på højre pegefinger, næsten ingen hår tilbage. Mange gange da vi plukkede druer stak han hovedet frem fra den anden række og hviskede: Viens ici, Eric! og hver gang fortalte han mig et nyt ord for “coucher avec une fille”! Jeg kan mindst 10 nu! Vi var ved at flække af grin hver gang. Dem der grinede højest var dog en gammel dame, tyk og med hveranden tand tilbage i overmunden og en kvinde vel 40 år og højst sandsynlig tidligere luder og som nu må tjene til føden som vinplukker. Hun underholder os alle hele dagen lang med en stemme, som er afskyelig skinger. Når man spørger hende, hvad hun hedder svarer hun: La Reine –  jo hun HAR været en dronning i sine unge dage! Vi er ca. 20 der plukker og klarer pr. dag ca. 50 hektoliter – det er 5000 liter vin, som hvis man laver almindelig vin af det, får en procent på ca. 8. I år er procenten ikke så høj, da det har regnet for meget i sommer – det betyder for lidt sukker i druerne samt en mængde der er rådne. Men alt sammen kommer med i “møllen”: druer, rådne, blade, stilke, snegle – alt for til sidst at trampe oven på det hele. Så lad være med, at tro at det er mere hygiejnisk end i gamle dage! Jeg har i hvert tilfælde givet årgang 1965 sin specielle smag med mine gummistøvler! Efter at vinen er færdig destilleres den og man har cognac´en. Oh la la – aldrig har vi drukket så meget – om morgenen cocnac til kaffen, til frokost en masse af “vin ordinaire” fra i år plus selvfølgelig cognac og det samme om aftenen. Det drikkes hernede som vand! De gamle gutter bæller det i sig. I middagspausen er de fleste hjemme og spise på gården hvor vi bor, 12 ialt og hvor er det et skønt syn: der smaskes og grines mens savlen løber ud af munden, tallerkenen udskiftes ikke men bruges til alle 4 retter. Når suppen er spist hældes rødvinen op i tallerkenen og tallerkenen sættes til munden –  for endelig at vendes om når osten kommer! Vi er rigtig kommet på landet! Niels og jeg bor på samme værelse hos bonden der laver vinen, altså ikke på selve slottet.  Vi bliver her til ca. 25 oktober for så at se, om vi kan få hyre på en båd i Marseilles. I øjeblikket  indtil lørdag laver vi altså lidt af hvert på tapperiet, ved samlebåndet og ved pakningen. Ca. 25 kvinder arbejder her – halløj! De klarer ialt 8000 flasker om dagen og som straks sendes afsted. Hver aften afgår der et tog helt fyldt op med cognac flasker – 25 vogne der hver rummer 4000 flasker. Det er 100.000 flasker fra 5-6 fabrikker, alle de kendte mærker – vores er “Prince Hubert de Polignac”. Tænk over det frue, når de køber een næste gang! Glem den ikke i husholdningen! Hils alle. Håber alt vel. Masser af hilsner fra Erik”

Kort over Europa:

 

Kort over Europa. Tak til Swissair, SAS og Esselte kort service, Stockholm, Sverige for lån og brug af dette kort, 1965.

 

I slutningen af oktober tog vi videre “på stop” via Toulouse, Narbonne, Nimes og Arles til Marseille. Vi skulle tjene penge til vor videre rejse og søgte derfor hyre på fragtskibe i udenrigsfart, som lå til kaj i Marseilles.

 

Brev nr. 8, Marseille, tirsdag den 26. oktober 1965, til familien:

“- Alt efter planerne. Vi nåede Marseille. Det er immervæk stadig 450 km – ankom her også først kl. 19 i bælgmørke! Sov godt i Toulouse – skodderne for, troede derfor det var mørkt – op først kl.8 og ude på vejen kl. 9.30. Første stop efter 10 min. med en ung mediciner der skulle helt til Grenoble – mægtig fint – hoppede af i Lunel. Et stop på ca. 350 km. Derefter et stop  efter 2 mim. til Arles, hvor besværlighederne først begyndte. Var der kl 15 og kom først derfra kl. 17.30. Det skyldes de franske træer langs vejene – det er umuligt for bilerne at stoppe! Kom dog op og kørte til Salon – 50 km fra Marseille. Men vi skulle nå Marseille! Så vi stillede os op i bælgragende mørke – kom dog hurtigt op og kørte med 150 km. i timen mod Marseille. Han sagde han var sent på den!! Har fundet et godt og billigt hotel og vil søge efter et “Auberge de la Jeuness” i morgen. Det er en enorm by – masser af trafik!  Som Paris. Hils Alle. Masser af hilsner fra Erik.”

Brev nr. 9, Marseille, den 28. oktober 1965, (uddrag)til familien:

“- Nå, men ellers sidder jeg og skriver resten af brevet her i Marseille – det er blevet torsdag den 28. oktober – har været væk i en måned nu og er altså i øjeblikket på jagt efter en BÅD. Om chancerne er det ikke til at sige noget om endnu – vi håber stadig på heldet – foreløbigt er det jo gået mægtigt. Men der er mange på ventelisterne – mest portugisere og de er ikke særlig populære – det er skandinavere derimod. Vi var i formiddag på de danske, svenske og norske konsulater. På det danske fik vi at vide, at det er sjældent at danske både går ind i Marseille – de tager til Genova i Italien. På det svenske konsulat var der for mange på ventelister, ligeså på det norske – men der blev vi da skrevet op – men chancerne er vist ikke store på de skandinaviske både. Det bliver på Panama-både og den slags og så må vi ned i havnen og spørge kaptajnerne. Men den dansk konsul sagde, at det ikke var vanskeligt og søfartsbog var ikke nødvendig. Vi får se! I øjeblikket venter vi på, at et billigt “Auberge” skal åbne – der er den sædvanlige middagspause!! Det skulle kun koste 1 Franc pr. nat – fantastisk billigt – det er et slags munkekloster. Det er umuligt at sige, hvor længe vi kommer til at blive her!!!  Nu blev der igen en pause i mit skriveri – vi har i mellemtiden snakket med en 59-årig maler, som også vil bo her. Han har rejst over hele verden i 44 år – arbejdet sig frem og betalt rejsen til et nyt land for de penge han tjente. Blevet i de forskellige lande i 1 år eller mere og så videre. Det var en rigtig hyggelig type – kom fra Nice med 2 kufferter + en paraply!!! I mellemtiden er der også kommet en munk ud i sort kappe og det hele. Dårlig nyt – det er ikke et daglogi – kun et natlogi som først åbner kl. 19.00. Ikke andet at gøre end at vente – vi kan ikke komme af med vor bagage, som vi iøvrigt skal passe mægtig på her i Marseille – alle siger til os: Pas på Marseille!! Der er rigtig mange fremmede her!! Skal hilse fra Niels mange gange. I hilser videre. Masser af kys fra Erik.”   Vi gik i 2 dage havnen “tynd” fra skib til skib, men ingen havde arbejde til os.

Brev  nr. 10, Marseille, lørdag den 30. oktober 1965 (uddrag) til familien:

” – Ellers er vi andre næsten på vej til Genova i Italien. Det er UMULIGT at få et skib til Østen her. For det første er havnen for dyr – det betyder relativ få skibe og for det andet anløber skibe på vej til Østen som regel ikke Marseille – først på hjemvejen og det har jo ingen interesse. Bevares der kommer skibe på vej til Østen hertil Marseille, men det er FOR sjældent – det bliver for dyrt at vente. Derfor prøver i Genova, som er en større havn, hvor ser ligger betydelig flere skibe end her – men om chancerne er det umulugt at sige. Det er jo møg dyrt at spille “amerikanske sommer-turister” her ved Middelhavet! Heldigvis har vi fået en studenterpris på hotellet – værelset er sat ned fra 9 N.F. til 6 N.F. pr. mand. Det er MEGET billigt i frankrig, hvor værelserne ofte koster 12 N.F. pr. mand. Men sørme om vi ikke kom af med 2,20 N.F. for e sølle brusebad, normalpris 3 N.F. Alt løber op! Vi lever af flutes hele dagen, morgen, middag og aften – bliver godt fede af alt det brød – så køber vi lidt fransk spegepølse, lidt ost og lidt syltetøj plus mælk eller øl – det kan såmænd gøres billigt. Men det er jo en lidt triviel kost – så iaften lørdag finder vi en billig restaurant – det eneste jeg næsten vil bede om er KARTOFLER!! – jeg har ikke smagt det i en uge nu. Man trænger til at blive rigtig mæt!! Marseille er ellers en meget speciel by. Aldrig har jeg set så mange tiggere, gamle krøblinge, afrikanere og andre fremmede og folk der ikke har arbejde. Aldrig! Man skal passe mægtig godt på sine penge og papirer og så er det med at holde sig fra ghetto kvartererne om aftenen. Det der munkekloster som vi ville overnatte på – jeg skrev noget om det i sidste brev – blev vi hurtigt kvit med. Det var vi allerede inden vi kom indenfor. Det var nemlig et sted, hvor alle tiggere, arbejdsløse, fremmede m.fl. gratis kan sove og spise lidt – der stod mindst 100 og ventede på at komme indenfor, så hvis vi blot ville have en minimal chance for at bevare bagage, penge og lign. så var det med at komme hurtigt væk derfra. Det var helt umuligt – det skulle vi ikke risikere – så hellere betale 6 N.F. pr. nat og have alle sine penge!! Så efter at have spildt en hel eftermiddag med at vente på, at det skulle åbne – traskede vi tilbage til vort gamle hotel for 3′ gang!! 2 gange tidligere havde vi også sagt farvel til hotellet! Første nat sov vi på 1. sal – anden nat på 2. sal og nu sover vi i et værelse på 3. sal! Jo – “les danoises” er en kilde til megen moro! Også i butikkerne – de morer sig mægtigt, når jeg med min accent ber om et brød o.s.v. – jeg bliver beskyldt for at være italiener, schweizer og belgier og jeg ved ikke hvad – men morer sig, det gør de. Ellers syntes jeg, at det går godt med det franske. Nå – jeg må se at konkludere. Vi starter på mandag den 2. november mod Genova og min adresse bliver altså “Poste Restante”, Genova. Og så prøver vi chancen dér. Og det skal jo helst ske temmelig hurtigt for pengene smutter som sagt, men jeg har på fornemmelsen, at det er billigere at leve i Italien. Vi får se. I må hilse alle rigtig mange gange – som sagt er vi nødt til at køre et stramt budget – knap nok råd til frimærker – prisen på 1 frimærke er lig vores morgenmad!! Masser af hilsner fra Erik

Så efter 5 dage i Marseille “stoppede” vi den 2. november videre til Toulon, Cannes og Nice og via den fransk-italienske grænse ankom vi til Genova og indlogerede os på vandrehjemmet.

Brev nr. 12, Genova, torddag den 4. nov. 1965 + lørdag den 6. nov.Til Familien (uddrag):

Så kom vi til GENOVA og har forberedt os på at blive her indtil vi får en båd. Bor på vandrehjemmet ca. 10 km. syd for byen, det er i NERVI, koster kun 300 lire pr. nat. Vi har allerede konstateret, at vi her i Italien kan leve for ca. HALVDELEN i forhold til Frankrig, hvor det daglige budget lå mellem 15 og 20 N.F. Betydeligt billigere her plus bedre valuta for os danskere, om dagen ca. 1500 lire – 15 kroner, men det skal presses længere ned! Vi har ellers fået en vis rutine i at støde på helligdage – helligdagen i mandags i Frankrig forsinkede os en dag – men minsandten om det så ikke også er helligdag i Italien – “VIctoria” dag. Det er noget med 1918. Alt lukket. Men vi tog chancen og hoppede ud i det – og så galt er det heller ikke! Heldigvis havde de fleste af “shipping-kontorerne” åbent. Vi har idag været på jeg ved ikke hvor mange forskellige kontorer o. lign. Trasket igennem hele byen – på kryds og tværs – fra den ene adresse til den anden, gået forkert utallige gange. Det er på den måde man lærer at finde rundt i en by! Langs Middelhavskysten fra Nice til Genova var det helt umuligt at stoppe. For det første er de i den del af Sydfrankrig ikke særlig glade for at tage os op. Og for det andet er der for mange små byer med 10 km.´s mellemrum og for det tredje er det umuligt for bilerne at stoppe på bjergvejene. Man kommer 10 km. med, må tage bussen til 1 N.F. ud af byen, så vi blev enige om, da vi kom til San Remo i Italien, at tage bussen til genova. Det var den eneste chance for at nå Genova den dag. Vi tog bussen kl. 1 og var her kl. 5 og det var virkelig et kup – kun 15 kr. I Monte Carlo kom vi iøvrigt op med en dansker som boede der – vi sad på en bænk og ventede på bussen ud af Monaco. Han ser tilfældigvis Niels´s lille danske flag og heldige var vi.

Lørdag den 6 nov. -65.

Ja – Ja – nu har vi trasket rundt i 3 dage og prøvet at få fat i noget. Det er ikke for godt! Igår var vi oppe på et italiensk skib, som skulle til Bangkok. Det var helt umuligt at komme med. De italienske skibe tager KUN italienere, som de franske skibe i Marseille KUN tog franske ombord. Det var ganske simpelt forbudt at tage os med, og det skulle gå igennem kontorerne. Men i alle kontorerne siger de, at den enste chance er , at gå ombord i skibene og spørge kaptajnen. Det skal altså være udenom alt andet. Derfor skrev vi alle PANAMA-bådene op, som lå i havnen og gik fra det ene til det andet for at høre, hvor de skulle hen – det står nemlig IKKE i aviserne, som alle de andre skibe. Desværre skulle ikke nogen af dem de steder, vi ville. På Panama-bådene har vi ellers den største chance – uanset nationalitet. Men vi har opgivet, at at tjene noget ombord. Vi har nemlig snakket med et par stykker her på vandrehjemmet som har prøvet det, og man tjener intet. Man kommer med og får lov at arbejde for rejse og mad. Det er også helt O.K. for os, hvis vi blot kunne få en båd. Jeg må indrømme, at det er betydelig vanskeligere end jeg havde regnet med -men det skyldes nu også, at der ikke er forbandet mange skibe. Dertil kommer, at vi mangler VISA´er til de to steder vi vil til enten THAILAND eller Australien. Det hjælper jo ikke, at vi får en båd til Australien og ikke kan komme iland! Australien har vi nemlig sat som nummer ét nu, fordi det er meget let at få arbejde der og man tjener godt. Hvis vi kunne få en båd og arbejde der i 1 eller 2 måneder ville det derfor være mægtig fint. Så havde vi penge til resten af rejsen + er det sommer i Australien i december og januar. Mod Australien går der en båd den 7, 8, 9, 21, 32, 26 november, men vi må have visaet og mærkelig nok eksisterer der intet australsk konsulat i Genova – kun i ROM!! Mod Thailand afgår der skib den 15, 16, 26 nov. Og mod Singapore den 9, 10, 13, 20 nov. men visa må vi altså først få. Der er en Thailandsk konsulat her i byen og der tager vi hen på mandag og prøver. Så må vi se. Selvfølgelig har vi også tænkt på at tage en båd til andre steder i verden, men så står vi dér. Sydamerika f.eks., vanskeligt at få arbejde og tjener dårligt. Afrika ligeså. Mellemamerika – ikke dårligt – men visa til mange af landene. U.S.A – ked af at tage derover på denne årstid om vinteren – selvfølgelig godt i Texas men Chicago og New York! Jeg vil hellere derover til foråret omkring maj måned – efter at vi har tjent penge til at komme ind for. Det eneste rigtige er at rejse MED sommeren altså starte ØST- over. Derfor vil vi, hvis vi ikke får visaet til THAILAND på mandag den 8.´ tage til ROM og se at få et australsk visa. Der er ikke andet at gøre, og så må vi se om vi tager tilbage til Genova eller tager til Napoli – MEN vi har altså IKKE besluttet os endnu – det er et møgsvært valg, men jeg tror at det bliver nødvendigt. Det er heller ikke blevet bedre efter at vi har snakket med en australier. Han ønsker at tage på samme måde som os tilbage til Australien. Han har prøvet at få et skib i følgende havne: Hamborg, Rotterdam (Verdens største havn), Antwerpen, Le havre, Marseille og nu Genova – ALT NEGATIVT!! Nu køber han en billet!!!!! Han forstår det ikke selv – siger at det er meget let at få en båd i Australien – har rejst på den måde til Europa, U.S.A. og Sydamerika – uden vanskeligheder. Men fra Europa er det ikke gået denne gang – for 3 år siden siger han, at det var lettere. Men altså – vi får se. Som han siger: det kommer an på held, om man er heldig at finde den rigtige kaptajn. Men altså, i øjeblikket kan vi finde på alt muligt!! Men foreløbig ender det nok med, at vi tager til Rom og prøver at få et visa til Australien. Jeg nyder stadig, hvor billigt her er i Italien. Frokost – spaghetti – 200 lire. Vi spiser aftensmad på vandrehjemmet – 3 retter mægtig godt for 450 lire. Men igår ville vi prøve at købe noget ind i byen for at gøre det billigere – men det gik slet ikke. Selvom det var MEGET skrabet blev det alligevel ca. 450 lire – kun lidt skinke, ost, marmelade og brød. Det kan altså ikke betale sig. Men trods vanskeligheder med båden er ALT vel. Hils alle rigtig mange gange! Kys fra Erik

Igen gik vi fra skib til skib i Genoas havn og forhørte os hos styrmænd og kaptajner om hyre.  Heller i i Genoa lykkedes det. Nu var gode råd dyre! Vi havde rejst i 40-50 dage “på vej jorden rundt” og vi var stadig ikke kommet ud af Europa! Når vi ikke kan tjene penge ved arbejde på et fragskib, kunne vi jo tilbyde at arbejde gratis for sørejsen til et land, hvor vi kunne arbejde til en rimelig timeløn. Så vi fik ideen om at tage til Australien for at finde arbejde der. Det ville kræve et visa og et sådan kunne kun fås eet sted i Italien – i ROM!  Så vi beslutter os i begyndelsen af november at “stoppe” via Firenze til Rom.

Brev nr. 13, Firenze, onsdag den 10- nov -65 til familien:

Så havnede vi altså i Firenze på vej til Rom for at få et visa til Australien. Det bliver helt spændende, om vi får det. Vi SKAL ha´det!!. Når vi kommer tilbage til Genova har vi så ca. 15 både vi har chancer på – til Australien, hvis vi altså får visaet – til Bangkok, hvortil vi får et visa, så snart vi har navnet på båden (vi har besøgt det thailandske konsulat) – og endelig til Japan, hvortil vi altid kan komme, da det IKKE er nødvendigt med visa – men allerhelst vil vi jo til Australien for at få noget arbejde – I Japan er det umuligt at få arbejde – der er ganske simpelt for mange mennesker. Vi var ellers i havnen hele mandagen i Genova. Oppe på et amerikansk skib, der skulle til Japan, men dets forbumd forbød at tage folk med som os!! Ja, ja og iøvrigt var der 59 0mbord og der må ikke være over 60. Desværre, for de var ellers mægtig imødekommende og forstod os godt. Så gik vi ellers til mellem 5 og 10 skibe i havnen og hørte, hvor de skulle hen – de stod nemlig ikke opført i listen over hvilke skibe, der var i havnen. Der var kun een der duede – skulle til Australien, det var pokkers ærgerligt – det var nemlig et “Panama- skib”. Man kan vel næppe regne med, at det stadig ligger i havnen, når vi i næste uge vender tilbage til Genova! Ellers var vi på en mægtig skæg tur hertil Firenze igår tirsdag. Vi startede med at vædde med 2 italienske piger, som var på stop fra Tyskland til Rom, hvem af os der kom først til ROM. Som nok så bekendt har piger, der tager på stop et væsentlig plus eller FLERE væsentlige plusser frem for os mænd!!!! De havde deltaget i et tysk sommer-sprogkursus og arbejdede derefter i 3 mdr. på en messe i Køln. De boede i Rom. For at komme hurtigst muligt afsted beslutter Niels og jeg at skilles og mødes i Rom. Og samtidig besluttede vi med hinanden, at lave et kapløb om hvem af os, der først kom til ROM!!! Det går jo væsentlig hurtigere, når man stopper alene, da man så også kan komme op med lastvognene. Jeg stiller mig et godt sted omkring 500 m fra vandrehjemmet, mens Niels går længere frem. Efter et kvarter standser en bil, men han skal kun til Nervi – 1 km. længere fremme. Så ham siger jeg nej til. Snart efter standser en scooter, men hvor skal soveposen anbringes? – desuden skulle han ikke særlig langt! Endnu et nej. Det er jo ellers ikke noget man skal gøre alt for mange gange ….Endelig efter ca. 1,5 time er jeg heldig og kommer helt med til LA SPEZIA. En utrolig smuk kyststrækning – væsentlig forskellig og smukkere end den “Italienske Riviera – kyst” fra den franske grænse til Genova. Nu havde vi nu også et skønne vejr igår – sol hele dagen. Ad små bjergveje igennem Rapallo forbi Portofino og videre til La Spezia. Ikke mange på vejene – den fordel har vi som nu, hvor vi rejser uden for den store turistsæson – men samtidig er vi også fri for alle de papmaché-bode, som ellers kendetegner Italien i sommermånederne. Det er skønt at rejse på denne årstid, man føler det mere som sit eget land, som om men selv boede her. Og — så 30 km. før La Spezia står minsandten Niels og stopper, og jeg når da at få forklaret på en blanding af fransk/spansk/latin og italiensk at den”pæne” unge mand der i ruskindjakke, lyshåret og blå øjne og med det lille røde flag – at han er min ven, MON AMIGO, – INDEN Niels er forsvundet i en røgsky af benzin-os og støv. Så op kommer han. Så ved jeg da, hvor jeg har ham. Han kunne jo allerede have været i Firenze med den 1,5 times ventetid jeg havde i starten ved vandrehjemmet. Jeg ånder lette op. Jeg kunne selvfølgelig også have ladet som ingenting og blot kørt forbi ham …. I La Spezia bliver vi sat af på vejen til Pisa og minsandten om vi så ikke lige ser et glimt af vore rivaler – de 2 italienske piger smutter grinende forbi os i en lille Renault, mens vi prøver at få fat i en bil på “Strandpromenaden”. Vi er kun nået de 90 km fra Genova til La Spezia. Og det tog alligevel 2,5 time. Men inden 3 min. stopper der en vogn, mens Niels er inde i en kiosk og spørge om vej til en bus ud af byen!! Mens jeg står og råber efter Niels får jeg overtalt chaufføren til at tage TO med – han så jo KUN mig. Det lykkedes og videre går det med 5 min.´s forsinkelse efter pigerne!! Vi kommer med til MASSA – 40 km og beslutter os at skilles med tryk på vokalen “I” i skilles for nu har vi virkelig ikke i sinde at mødes inden ROM!! Denne gang står Niels forrest og jeg 200 længere fremme. Og den “bandit”, han kommer op efter kun 2 min. Det må være det LYSE hår, der gør det!. Godt ærgerlig stiller jeg mig hen på hans plads og prøver med mit lidet danske udseende!! Men jeg gør i stedet ALT for at de kan se mit danske rød-hvide flag. Men tiden går – 5 min, 10, 20 og imens fjerner Niels sig km. for km. – ganske støt. Nå – en halv time går før jeg kommer op med en lastvogn, italiener og snakker ikke fransk- så det bliver jo ikke til en lang diskussion, højst til et par nik, når vi ser et par søde piger!! Det går gennem marmor distriktet – en mængde fabrikker og stenbrud. Bliver sat af 20 km. før Pisa på det sted, hvor autustradaen til Firenze starter. Pisa har vi tænkt os  at se på tilbagevejen – så bare rolig. Iøvrigt er der autostrada helt fra Firenze til ROM, da den er færdig nu. Og hvem står så allerede på vejen og stopper- ja der er 3 muligheder, men den ene kan nu hurtigt skelnes fra de to andre. Det er minsandten Niels igen!!! Ankommet en halv time før. Også med lastvogn, som netop havde fået en bøde på 3000 lire for at have overskredet en fuld optrukket linie. Betaling på stedet! Det var den anden Niels havde været oppe at køre med idag, der havde fået en bøde på stedet. Det var for at køre over for rødt. Her var der kun et sted at stå for autostop – så vi måtte stoppe sammen igen!! Vi står 2-3 meter før autostradaen begyndte lige foran et kæmpeskilt, hvor der stod: Al standsning forbudt!!!! Men det var der ingen, der tog sig af – det tog i hvert fald os kun 5 min. før vi kom op. Til LUCCA, hvor vi igen efter 2 min. kommer op med endnu en italiener i en meget gammel Alfa Romeo, som vi senere får at vide har kørt ikke mindre end 150.000 km. Men det får vi også snart at mærke! Efter 10 km.´s kørsel begynder motoren af “snøfte” og han må køre ind til siden. Det var kølervæsken, der var begyndt at koge og en mægtig kaskade af vand og gammel rust står til vejrs. Heldigvis løber der en grøft med vand langs hele autobanen. Den grøft hjalp os ikke mindre end 3 gange yderligere: Endnu 3 gange skete det samme: ind til siden – sprøjt og nyt vand på. Vi nåede sådan 15 km. af gangen! Men fremad gik det jo og vi var jo i samme vogn Niels og jeg. Klokken blev 16.30 før vi nåede en indfaldsvej til autostradaen til Rom. Hvordan gik det mon med vore italienske piger? Mon de ligesom os ville være nødt til at blive i Firenze? Det får vi snart besked om. Ved vejen stod nemlig en canadier – han havde stået der i 1,5 time og var godt gal i hovedet. Vi spurgte ham, om han havde set 2 italienske piger. Jo, det havde han. For 5 min. siden havde de stået på den anden side af vejen – de havde kun stået der i 3 min. før de kom op!!!!!!! Så kom ikke at fortælle os, at der ikke findes uretfærdighed i verden ! Man behøvede blot at se på canadieren! Og os andre!!!! Det var helt mørkt nu, så vi kendte vores retning ind mod FIRENZE! Ja, ja sådan endte vores kapløb – pigerne kom til ROM og vi andre til Firenze – SAMTIDIG!!! Og imorgen starter vi så mod Rom , imorgen den 11. nov.  Det er ellers det bedste vandrehjem vi endnu har været på – plads til 400 – Mussolinis gamle palads, søjler, højt til loftet, springvand og skulpturer i parken! Hav det alle rigtig godt og hils. Masser af hilsner fra Erik

Vi henvender os på Australiens ambassade i Rom og her bliver vi bedt om at dokumentere rejsepapirer tur/retur til Australien samt personlig rejsevaluta. Og ingen af delene var vi i besiddelse af! Så nu var den dør også lukket. Ingen visa til poor guys! Slukørede forlader vi ambassaden og Niels udbryder: “Lad os droppe den jordomrejse og smut over til Grækenland, leje to scootere og køre landet tyndt, mens her endnu er varmt”.  “Aldrig i livet, Niels. Glem det. Op med humøret. Lad os tage ud at nyde Italiens hovedstad, som ligger lige for vore fødder!” var min kommentar. Det var Niels med på. Så vi nød et par dage som turister i denne vidunderlige verdenshovedstad med kultur, kunst og 3000 års “historie.  Al nedtur blev glemt under vore besøg i katakomberne, Forum Romanum, Pantheon, Den Spanske Trappe, Peterskirken, Det Sixtinske Kapel m.m og gav os nyt mod og opmuntring. “Lad os prøve at søge hyre i Genova endnu engang og håbe på held!”

Brev nr. 14, Firenze, tirsdag den 16. nov. 1965 (uddrag), til familien:

Alle veje fører til Rom, det er måske også en af grundene til at vi endte dér i 5 dage! Men desværre fik vi ikke vores visa til Australien. Vi kunne få det, hvis vi kom med et brev fra kaptajnen på det skib vi skulle med, og i det brev skulle kaptajnen garantere, at vi kom tilbage med hans skib. Og det kan enhver jo se er umuligt, hvis man vil arbejde i et land i 1-2 mdr. Næh, det er slet ikke så let at få de visaer. Alle steder forlanger de en RETUR-billet!! Men med Thailand tror vi det går. Konsulen forlanger kun at få navnet på skibet at vide. Så derfor vil vi nu prøve at få et skib til Thailand i Genova og så tage det i den rækkefølge det kommer!!! Med andre ord – et stort spørgsmålstegn. Ellers nød vi rigtig dagene i Rom. Det er alligevel den skønneste by vi har set. Det er en god rækkefølge vi har taget hovedstæderne: Bruxelles – Paris og endelig Rom. Har set det meste og var så heldig at kunne låne Politikens: “Rejsen går til Rom”. Helt uundværlig. I morgen tager vi så videre til Genova og håber, at vi er heldige! Købte idag en “Søndags Berlinger”, hvori jeg så, at I er ved at få sne derhjemme, Hva!! Vi kan stadig holde de 18-20 grader, men koldt om natten. Hils Alle. Kys fra Erik

Så igen “på stop” tilbage til Genova for at finde hyre som sømænd på et skib, der afgår til det fjerne Østen.

Brev nr. 15,Genova, torsdag, den 18 nov. 1965, uddrag, til familien:

Her er en lille hygge-overraskelse her på morgenstunden. Idag, den 18. nov., har vi efter “blod, sved og tårer” besluttet os at tage til ROTTERDAM. Samtidig må vores rejse tage en hel ny form. Vi har indset, at det er næsten umuligt at rejse på den måde, vi havde regnet med. For det første er skibene ikke så interesseret i, at vi kommer ombord og arbejder for billet og logi uden betaling og for det andet kan vi ikke få visaer uden returbillet og hvis man prøver at undersøge det, kræves der visaer til jeg ved ikke hvor mange lande. De fleste af landene i “Østen” har så store befolkninger, at det er temmelig umuligt dels at få arbejde og hvad der er vigtigere at få et skib FRA landet. Med andre ord er det hverken muligt at tjene penge ombord og heller ikke at tjene penge i de pågældende lande. Og det kan vores økonomi jo IKKE klare. Den var jo baseret på begge dele. KUN i Australien var der mulighed for begge dele, men vi kan som sagt ikke få visa. Derfor har vi besluttet at tage en ganske simpel hyre på et skib med kontrakt og det hele. Det kan KUN gøres fra enten Rotterdam ellet Antwerpen. Det er derfra de fleste skibe starter. Så nu tager vi en “Østens” tur på 3 måneder frem og TILBAGE. Vi kommer altså til Indien, Singapore, Bangkok og Japan og TILBAGE til Rotterdam igen. Samtidig tjener vi altså penge – meget bliver det ikke til, da vi får et job ingen andre sømænd er interesseret i (dårligt betalt). Derfor har VI en stor chance. Vi kan måske på de 3 mdr. tjene 1000 kr., mere bliver det ikke, men vi ser alt det vi har lyst til at se og har altså ingen nævneværdige udgifter. Lad os sige at vi kommer tilbage omkring 1. marts og omkring 1. april vil vi så tage til U.S.A. Det skulle der da være penge til. Blive der i 3 mdr., rejse rundt og være hjemme omkring august. Alt er selvfølgelig med forbehold. Noget vi har lært er ihvertfald ikke at få for høje tanker!!! Alt det her har vi jo haft i tankerne lige siden Marseille ikke lykkedes, men vi har jo ikke været så glade for at tage TILBAGE!! Man skal jo først overbevises fuldkommen ellers er det jo man siger: “hvorfor gjorde jeg nu ikke det og det”. Det er det sædvanlige, men vi har jo væet så heldige, at have oplevet hele Frankrig og Italien samtidig. Så det har såmænd ikke gjort en døjt. Samtidig har vi hørt om al sneen, der er faldet lige fra Milano, Venezia og nordefter, så vi har ikke for meget tiltro til “autostop” lige i øjeblikket – i snevejr og hvor det er mørkt kl.4 om eftermiddagen. Man når ikke langt pr. dag. En tur til Rotterdam vil tage mellem 5 og 7 dage. Pr. dag med overnatning, busser og mad koster mellem 15 og 20 mark. Det bliver ca. 100 mark for den tur og vi kan få et tog direkte til Rotterdam for 15000 lire, det er 165 danske kroner. Derfor har vi bestilt plads til i aften kl. 21.33 og er i Rotterdam imorgen den 19. nov. kl. 19. Når I læser dette befinder de 2 foreløbige “Europarejsende” sig altså i Holland!!! Det var forresten meget skægt, at vi besluttede os idag – kun 2 timer efter jeg fik dit brev, mor fra den 14. nov., hvor du bl.a. skrev:  “Hvad med at tage hjem til lille Danmark og begynde forfra og få et skib derfra?” Den sætning vakte jo vild jubel!! For hun har jo altid ret, den lillemor i den sidste ende!!!!!!! I øvrigt fik jeg den poste restante “kopi” du sendte til Rom!!! Det bliver helt spændende, om jeg får den anden “kopi”. For jeg må indrømme, at jeg ikke har megen tiltro til de italienere, når de skal tyde navnet, de ser i alle de bokse, hvor de IKKE skal se! Det går lige når man selv står bag glasruden og med alskens fagter og råb får dem ledt ind i den rigtige bås, som en anden flok okser. Men det er værre, når de selv skal rubricere et “poste restante” brev uden at vi er der. Man må blot håbe, at de bare een gang hvet 10. år laver en rutine undersøgelse. Jeg er sikker på, at jeg på min 30 års fødselsdag vil modtage mange “friske” nyheder hjemmefra!!!! Men vi priser os stadig lykkelige for, at vi både har vores penge og bagage i behold, specielt efter at vi idag snakkede med en amerikaner fra Chicago. Han ville se at få et skib til U.S.A. Alt hvad han havde tilbage efter 4 mdr. i Europa var det han stod og gik i!!!! Alt hans bagage var stjålet på vandrehjemmet i Stockholm, en tyk varm frakke havde han glemt i en bil og hans gode varme sko blev stjålet i Paris!!! Kan man være mere uheldig, men en del af det er nu også hans egen skyld. I øjeblikket har han kun en skjorte, en sweater plus 100 kr, men som han sagde: “det kan man ikke tage så tungt!” Skægt har han det og hvis det går helt galt, så kan han jo henvende sig til den amerikanske ambassade, hm hm!!!!! Nå, jeg slutter for dennegang og tager om en halv time afsted fra det varme Italien mod nord, hvor bladene er faldet af træerne, hvor stolene på fortovs restauranterne er taget ind og endelig hvor skibene står i kø for at få os ombord! Hils alle Masser af hilsner fra Erik

Efter et par dages resultatløse jobsøgninger på havnens skibe beslutter vi at sætte alt på eet bræt: Vende snuden nordpå mod kulde og vinter og søge hyre i verdens største havneby: ROTTERDAM i Holland. Som tænkt – så gjort og nu havde vi ingen tålmodighed, så vi købte en billet til nattoget fra Genova direkte til Rotterdam. Her ankommer vi den 19. november 1965 og indlogerer os på et kristent vandrehjem, hvor de hjælper os med alle adresser på forhyringskontorer for international skibstrafik.

Brev nr. 16, Rotterdam den 21. november -65, søndag (uddrag), til familien:

Nye facts “skånes” I for. Det er temmelig begrænset, hvad man kan få udrettet på en lørdag i et land, hvor de øjensynligt har fået indført 5-dages ugen. Vi sidder i øjeblikket i en restaurant 120 m over jorden i noget der hedder Europatårnet. Vi syntes vi måtte have et overblik over havnen!! Landskabet langt nede bliver hvidere og hvidere – det sner og er HUNDEKOLDT for varmblodige fyre!! Fra plus 19 grader til minus 2-3 grader. Jeg kan nemt forestille mig, hvordan I har det derhjemme!  Vi kom hertil fredag aften kl. 19.30 efter en togtur på 22 timer, skiftede kun i Utrecht. Startede fra Genova torddag aften kl. 21.30, var heldig at have egen kupé og kunne derfor lægge os på langs over 4 sæder.- mægtig godt. Sov lige fra Milano kl. 24 til kl. 8 om morgenen i Basel. Kun forstyrret af paskontrollen -altså 8 timers uafbrudt søvn, det var derfor turen gik så let. Den gik over Milano, Luzern, Basel, Strasbourg, Luxemborrg, Liége og Utrecht – altså 6 lande. Her i Rotterdam er der en dansk sømandskirke med læsestue, fjernsyn, radio og køb af kaffe o. lign. Blev vældig godt modtaget i går lørdag, blev budt på kaffe og kager og fik alle de friske aviser. For eftertiden vil jeg med glæde betale min kirkeskat! Det er godt vi har de,t da vandrehjemmet er lukket til kl. 16.  Verdens største havn er vi i. 27000 skibe i anløb i 1964. Det siger jo lidt. Der skulle være en stor chance. I morgen mandag prøver vi følgende: Holland-Amerika Linien og Orange Linien – passagerskibe med en mængde gode retninger. Ligeledes tager vi op på det norske og svneske konsulat og endelig tager vi på arbejdsanvisningen for sømænd. Rotterdam er en mægtig by, 730.000 indbyggere, mange nye bygninger efter krigens bombardementer af mange af de typiske hollandske huse. I hører videre i morgen eller i overmorgen, jeg er selv meget spændt! Kys fra Erik

Da vi står ved lugen på forhyringskontoret for sømænd får vi den besked, at vi skulle tage hjem til Danmark og søge hyre på et skib derfra: “Forhyringskontoret i Rotterdom er for spanioler og portugisere og ikke for skandinaver”! Men vi insisterer på, at vi ønsker hyre under hvilken som helst forhold, der måtte være og på lige vilkår som alle andre udlændinge. Det accepterede forhyringskontoret.

Brev nr. 17, Rotterdam den 24. nov. onsdag 1965, uddrag, til familien:

Ganske kort. Vi var heldige i dag. I formiddags fik vi et skib. Det er dansk og vi kommer på det samme. Det kan slet ikke være bedre. Det hedder M/S GAUTATYR, 11.000 tons, kun 2 år gammelt, en stor svend – 200 m lang. Det ligger i øjeblikket i Hamborg, så derfor er vi i dette øjeblik på vej til Hamborg, billet og alt betales, får løn fra idag at regne. 100 dollars om måneden. Fint (700 kr.). Vi tager toget her kl. 19.56 og er i Hamborg d. 25.  kl. 3.30. Vi ved ikke hvor skibet sejler hen, men det sejler over hele verden. Mest Syd- og Nordamerika. Vi får se. Nu er vi kun meget spændte med skibet. men der er ingen tvivl om, at vi har været MEGET heldige. Masser af hilsner Erik

Og da vi kom derhen tredjedagen fik vi den besked, at vi begge tilbydes hyre på et dansk fragtskib i udenrigsfart  med afrejse fra Hamborg. Vi sagde straks ja og fik udbetalt rejsepenge og tog samme aften toget mod Hamborg – 150 km fra den danske grænse og efter at have rejst i 2 måneder med målsætningen om at komme “Jorden rundt på stop”! Vi ankommer tidlig morgen den 25. november til Hamborg og finder det danske fragtskib Gautatyr, hvor jeg ansættes som koksmath og Niels som dæksdreng – begge til en hyre på 100 dollars pr. måned (1 dollar= 7 kr) plus feriepenge 7% og overtidsbetaling,  Jeg fik udstedt en Afregningsbog (sømandsloven § 11)  med tjenesteaftale på grundlag af sømandslovens bestemmelser mellem skibsfører P. Jelsdal, M/S GAUTATYR (OZBB) og undertegnede Erik K. Abrahamsen. Dertil fik vi ekstra betaling som “Amerika-tillæg” og “krigszone-tillæg” – så alt i alt tjente vi ca. 8-900 kr. pr. måned med gratis kost og logi i alle 5 måneder vi arbejdede på “Gautatyr”, et 11.000 tons dansk fragtskib ejet af Rederiet Myren.

 

2.DEL: 5 måneder som sømænd – nu sejler vi bare derudaf!!

Brev nr. 18, Atlanterhavet, mandag den 6. dec. 1965. Position kl. 9 i morges: 58W, 40 N. Uddrag, til familien:

Alt vel ombord – det er vist sådan det hedder! Det går strålende – langt over forventning. Som I sikkert ved vugger vi i øjeblikket på Atlanterhavet på vej til NewYork. Vi akal efter beregningerne være der om to dage- nu på onsdag den 8. dec. Det bliver møj spændende. Men jeg skal ellers love for, at vi har fået vor sag for. Niels er dæksdreng, mens jeg er koksmath – alt det forefaldende arbejde i kabyssen (skibskøkkenet), som laver mad til 34 mand. Jeg står for alt det grove  omkring madlavningen samt rengøring og opvask af gryder, pander o. lign. Tilbereder grøntsager, skræller 30 pund kartofler i hånden til alle 34 mand -hver dag! Skrællemaskinen er i stykker!!! Starter dagen kl. 5.30 om morgenen og slutter kl. 19. Effktivt bliver det ca. 10-11 timer i døgnet. Plus skal jeg op om natten kl. 3.30 for at servere kaffe for styrmanden på broen, når vi er i “søen”!! Jeg kan godt love for, at der er en mand, der går tidlig i seng om aftenen. Og samtidig er der ikke noget, der hedder fridag – arbejder både lørdag og søndag!! Men vi tjener til gengæld pænt. Normalt lønnes begge vore job, Niels´s og mit med ca. 400 kr om måneden. Det var, hvis vi havde mønstret hjemme fra Danmark, men fordi vi fik hyren i Holland har vi fået særordning for de 700 kr. om måneden plus gratis kost og logi. Så vi kan kun være godt tilfredse. Samtidig har vi fået hvert sit værelse med skrivebord lige over for hinanden på agterdækket, hvor også hele dæksbesætningen på vel 15-20 mand bor. Det er også skønt, at kunne være lidt for sig selv. De er virkelig flinke ombord – den overvejende del af selve mandskabet er spaniere og dem er der ikke noget i vejen med. Hvis jeg tager mig lidt sammen, skulle jeg nok kunne lære noget spansk. Nu har jeg da chancen.Men foreløbig har jeg haft tiden fuldt optaget af at skrive julebreve – 20 stk. Det tager også sin tid, specielt når skibet vipper så meget, at man for det første knap nok kan skrive og med den anden hånd skal holde fast i skrivebordet, som heldigvis er naglet fast til gulvet og med begge ben presse mod bordbenene for ikke at falde baglæns! I drømmer ikke om hvilke “hop” skibet kan tage, når det stormer. Det er sådan at ALT ryger på gulvet trods en kant på 5 cm. I sin seng ligger man hele natten og kurrer frem og tilbage, men heldigvis har jeg vænnet mig til det efter første dag. Men den var til gengæld også afskyelig! Den startede med et mægtigt stormvejr i Nordsøen og det var min første arbejdsdag. Jeg tror aldrig at jeg har haft det så dårligt. Hele dagen gik med, at jeg brækkede mig – der gik hver gang ca. en halv time og så hurtigt afsted! Jeg arbejdede jo i køkkenet i varme og mados! Samtidig raslede alt ned fra hylderne med pander og grydelåg, hvilket iøvrigt gik kraftigt ud over min næse!! Siden den dag har skibets vipning og rulning ikke rørt mig spor. Man har valgt en rute ned om Azoerne, derfor en luften skøn varm. Men hurtig er båden ikke – i gennemsnit er farten ca. 10 knob, det er 18 km/timen. Turen over Atlanten kommer altså til at tage 13 dage. Men tiden går fantastisk hurtigt alligevel.. Nu tænker I nok, at vi står af i New York . – men det gør vi altså IKKE. Vi vil først vente med U.S.A. til april-maj, når det bliver mere varmt. Samtidig har vi også for få penge til at holde ferie i U.S.A. på nuærende tidspunkt. . Jeg har kun 2800 kr og det er jo ikke noget i det dyre land. Så vi bliver pænt ombord på denne her båd og håber, at den tager nogle gode steder hen. Det kommer kun an på det. I øjeblikket ved ingen ombord, hvor skibet skal sejle hen næste gang – så vi er mægtig spændte.  Som sagt fik vi jo skibet temmelig hurtigt i Rotterdam. Vi blev skrevet op på Sømændenes Forhyringskontor mandag formiddag og blev hyret onsdag formiddag for næsen af en masse spaniere. Der er næsten ikke andre i Rotterdam eller for den sags skyld i alle de store havnebyer. Men vi har jo den fordel at være skandinaver! Ok-jo vi skulle til fremmedpolitiet og betale 240 kr i depositum og hele “smøren”. Dem fik vi så igen, da vi blev hyret. Da vi fik at vide, at skibet ikke skulle til Østen var vi lidt nølende – men vi kunne ikke sige nej. Dels havde vi endelig fået et skib og os begge på det samme og endelig ville vi tjene godt. Og jeg kunne mærke på kontormanden, der sad med det hele, at han ikke ligefrem var interesseret i, at vi vragede. Og fortrudt det har vi ikke. SIDSTE! Ankom idag til New York den 8 dec. Fik alle jeres breve – 5 stk. Tusind tak for dem. Tager i aften kl. 18 på sightseeing til kl 24. Glæder mig mægtigt. Næste havn bliver Santo Domingo i Den Dominikanske Republik. Alletiders. 1000 kys fra Erik

Ankomst indsejlingen til New York den 8. december 1965:

 

Indsejlingen til New York den 8. december 1965. Foto taget fra vort skib 11.000 tons dansk fragtskib "Gautatyr" Erik K Abrahamsen

 

Vor rejse- og sejlrute 1965-66:

 

Vor rejse- og sejlrute i 1965-66. Mit originale tegneark, hvor jeg daglig opførte tid og sted. Over Atlanten fra Europa til U.S.A. har jeg indtegnet skibets positioner hver moren kl 04. Jeg fik positionerne af Styrmanden. når jeg serverede morgenkaffe for ham på broen kl. o4 alle dage, når vi var i søen.

 

Brev nr. 19, Vel 3-400 km nord for “Hispaniola”, Den Dominikanske Republik, tirsdag den 14. dec. 1965, aften. Uddrag. Til Familien.

 

I øjeblikket er vi godt på vej sydover. I drømmer ikke om, hvor det er varmt. Det er som om, man har fåer foræret en ekstra sommer. Solen står allerede op ved 6-7 tiden og står dagen igennem lige så højt på himlen som i juli i Danmark.. Vi har alle fået shortsene og sommertrøjerne frem og sveder bravt i det.. Her i eftermiddag lå jeg og solede mig kun i badebukser – luften er fantastisk mild. Og her til aften kan man mageligt gå på dækket i bar overkrop – om natten ligger jeg kun med et lagen over mig og sveder trods det. Joh – det hele er så fint!! Vi kan sørme ikke få det bedre. I morgen onsdag ankommer vi til Santo Domingo. Øen Hispaniola er delt op i Den Dominikanske Republik og Haiti. Det er fantastisk, at vi var så heldige at få sådan en last hertil. Bare det bliver ved på den måde.. Ellers fik vi ca. 3 dage i New York. Det var virkelig en oplevelse – aldrig har man set noget så forskelligt fra det man er vant til. Det var som om udsigten over til Manhattan med alle skyskraberne var helt forkert – man syntes der var noget galt – hvad var det for nogle klodser, de havde stillet på højkant! O.s.sv. Men imponerende var det. Vi ankom til New York om morgenen ved 7- tiden og ombord steg så en immigrant officer plus en læge. Alle skulle vaccineres mod kopper – vi slap, da vi jo lige er blevet det. Dernæst fik vi et landgangskort med alle data på og hvor der stod, at vi ikke hoppe i land o.s.v. Vi skulle losse i Newark – en forstad til New York, lige over for en stor lufthavn. Store jetlinere strøg hele dagen lige over hovedet på os. Det meste af dagen landede der fly med kun 2 min.´s mellemrum – aldrig har jeg hørt så megen støj. Lige efter at vi havde lagt til ka,j fik vi ellers rigtig at føle den amerikanske  reklame mentalitet. Der gik ikke 2 min. efter at broen var sat, før snesevis af reklamefolk stormede skibet. Hvilke cigaretter ryger De? Har De prøvet den her? o.s.v. Nå -De ryger kun pibe! Har De prøvet denneher cigaret med pibetobak? Vi fik et læs af cigaretter. Folk ville sælge ure, transistorradioer, sko, bukser og jeg ved ikke hvad! Samtidig fik vi fra præser uddrag af bibeltekster!!? Kalendere med labre piger der ryger “Chesterfield” hænger overalt på skibet! Jo – det er rigtig Amerika. Samtidig blev vi hele dagen igennem propfodret med reklamer over radien! Et andet sjovt syn var da havnearbejderne ankom – de kom allesammen kørende i de mest lækre store amerikanske vogne – buick, cherolet o.s.v,. kun 2-3 år gamle. Det så brand komisk ud – derhjemme skal man jo næsten være millionær for at eje en sådan. Men de koster jo intet her. En splinter ny kan man få for 2000-2500 dollars. Det er 14.000 kr. og en brugt kan man få for 50 dollars og opefter!!! Det er ufaglærte arbejdere og de tjener ikke mindre end 3,5 dollars i timen – 5 dollars hvis det er overtid. Det er ca. 25 kr i timen, vel at mærke i DANSK valuta. I U.S.A. vil det såmænd svare til det samme som hjemme. Men han har alligevel 9000 dollars om året sådan en arbejder: 63.000 kr hvis han altså tog til Europa – mon ikke han kunne spille greve!! Det er uhyggeligt – her ovre kan man kun gange med 2-3 stykker. Man får mildest talt intet for en dollar – lige undtaget radiogrej og grammofonplader. Den første aften – vi var kun få der kunne gå ud om aftenen, tog vi på en sightseeing. Det foregik i en stor privat vogn med plads til 6-7 stykker. Det var en mand, der levede af at køre sømand rundt i New York og vise dem byen. Vi fik den for 4 dollar, men den var rigtig pengene værd. Vi troede længe, at han var lidt af en fupmager – han pointerede stærkt lig da vi var kommet ind i vognen, at det kostede 4 dollars, hverken mere eller mindre!! Og da vi havde kørt en halv time anmodede han om af få pengene for som han sagde, han havde ikke selv nogen!! Men da han kom tilbage og hentede os efter at vi havde gået for os selv på Broadway, troede vi på ham. Vi var ellers allesammen sikre på, at ham så vi aldrig mere!! Men han viste sig at være helt ok. Vi så “China Town”, en bydel kun med kinesere, alle butikkerne var kinesiske, lysreklamerne var kinesiske – selv telefonboksene havde små halvtag, gesimser og jeg ved ikke hvad. Det var sjovt at opleve. Dernæst alle de store gader: Fith Avenue, Madison Square, Broadway, Times Square o.s.v., United Nations og Rockefeller Center. Det var altsammen sjovt at se. Skyskraberne er fantastiske – men een ting savner man: træer! Jeg så kun een gade med træer i hele den tid, vi var i New York. Det er en stenørken! Alt er lige linier- streger – streger. Alle gaderne ligger jo parallelle – lige fra first street i Downtown til 84´street i Uptown. Selv Central Park er rektangulær. Noget der også er karakteristisk er alle de forskellige folketyper, man ser i gaderne og i undergrundsbanen :japanere, kinesere, spaniere, negre o.s.v. Det vrimler med typer. De andre aftener var vi ude på egen hånd. Der røj jo et par dollars men helt galt var det ikke . det dyreste var såmænd en farvefilm. Den kostede ikke mindre en 5  dollar svarende til 35 kr. !! Så nu kan jeg fotografere igen. Skibet er chartret ud til et amerikansk firma. Det er den måde det hele tiden sejler på – det kaldes TRAM-fart. De tager ganske simpelt den last der giver flest penge – ikke noget med bestemte ruter. Det er derfor vi aldrig ved, hvor vi skal hen. Alle muligheder eksisterer – også Europa –  åh nej! Men det vil vi slet ikke tænke på!! Lige nu har vi taget “Bermuda” shortsene på og spiller rigtig “ferie turister”. Ferie i gåseøjne –  for ferie er det nu altså ikke!! Arbejder hver dag. Det er iøvrigt mærkeligt. Alt hvad der hedder uge forsvinder fuldkommen – den ene dag går over i den anden – ikke noget med at glæde sig til lørdag/søndag!! I søndags opdagede jeg først hen på tidlig formiddag, at det egentlig VAR søndag – det var da kokken begyndste at bage rundstykker. Men man vænner sig til det. Men jeg siger, at det er godt, at jeg ikke skal arbejde sådan resten af mit liv!! Når man er hyret efter danske bestemmelser får man så senere alle søndagene som ferie. Kokken f. eks. arbejder i 1,5 år , halvandet år – uafbrudt. HVER dag op kl. 7 og færdig kl. 18! Og tager sig så en kraftig ferie på 4 mdr., men alligevel – det er det samme som at mangle sin søvn!! Og trætte er vi om aftenen – jeg plejer at falde i søvn i min stol, mens jeg læser en bog!! Det sker ved 21.30 tiden. Jeg er ganske simpelt for træt til at bevæge mig 1 meter hen til sengen. Så vågner man kl. 24 og styrter i seng for at blive vækket kl.3.30 igen – de plejer at skulle vække mig 2-3 gange!! Men det tager spanierne ikke så tungt. Der er jo kun spaniere her henne agter på skibet. Det er hele dæksbesætningen på 14 mand. De er mægtig flinke og sjove. Atid skæg – så får vi lige en spansk dans eller tyrefægtning. De tjener for lidt i selve Spanien – derfor sejler de med udenlandske skibe. Dette rederi tager dem ombord, fordi der ikke er så meget knæk med dem. Danske sømænd laver altid vrøvl – så skal de arbejde for meget o.s.v. Her kan de sættes i land med 1 dags varsel. Der er nok at tage af! Som sagt var der masser af spaniere i Rotterdam. Hvis de ikke bestiller noger, er det ud med det samme. Jeg nyder ellers at have mit eget værelse med skrivebord og en  god seng. Jeg plejer ellers at bytte lidt om på enten at ligge i fodenden eller den anden ende med hovedet efter som KAKELAKKERNE holder til i den ene eller anden ende!!!! Ja – det er sørme rigtigt. Hver aften slår jeg et par kakelakker ihjel – jeg farer hele værelset rundt – men de har fundet et godt puttested i min seng!!! Men kakelakker vænner man sig også til!! Mine genvordigheder skyldes, at mit værelse ligger op til et anretterkøkken – så følger kakalakkerne blot væg listerne ud på gangen og smutter ind af den første dør til venstre!! Og der bor jeg! Det her er ellers blevet til en gevaldig smøre. Jeg opdager til min forbavselse, at jeg endnu ikke er faldet i søvn – kl. er 22.30!!! Og jeg sidder mildest talt og drønsveder – kun i badebukser. Nå , I skal vist lige have en lille julehilsen med på vejen, endnu engang – det er jo umuligt at sige, om det bliver den sidste. Det tror jeg nu forresten – det her brev kommer først afsted den 16. dec. Så vil jeg håbe, I får en rigtig god jul i København. Hils alle rigtig mange gange.  1000 kys fra Erik

Det tog os 13 døgn at passere Nordatlanten via Kanalen og Biscaya Bugt med ankomst til New York den 8. december 1965. Vi lå til kaj i Newark, var 3 dage i New York og tog om aftenen efter arbejdsdagens ophør ind til China Town, Broadway, Times Square og Greenish Village og oplevede det intense liv på Midtown Manhattan. Den 11. december sejlede vi mod syd og varmere vinde til Den Dominikanske Republik med ankomst til Santo Domingo. 8 mdr. tidligere i april 1965 havde amerikanske soldater foretaget en intervention i Den Dominikanske Republik. Da vi ankommer til hovedstaden Santo Domingo er der blandt store dele af befolkningen stor fjendlighed mod alle amerikanere. Under vort 14 dages ophold på øen modtager hele besætningen på Gautatyr et krigstillæg. På min afregningsblanket (hyreregnskab) for januar 1966 er dette beløb opført som”Forkortsejlads” og udgjorde 222,30 kr.

 

M/S Gautatyr ved kaj i Santo Domingo:

 

M/S Gautatyr ved kaj i Santo Domingo i Den Dominikanske Republik. Foto: December 1965 af Erik K Abrahamsen

 

Lodsning i Santo Domingo:

 

Lodsning af 11.000 tons dansk fragtskib M/S Gautatyr bygget 1962 ved kaj i Santo Domingo. Foto: Erik K Abrahamsen, december 1965

 

I en mindre havneby Borahona opholdt vi os i 7 dage for lastning af råsukker: 4000 tons blev hældt pr. håndkraft med een sæk på 50 kg. af gangen! Lastning af 4000 tons råsukker – een sæk af gangen direkte ned i lastrummet på M/S Gautatyr:

 

Borahona, Den Dominikanske Republik. Lastning af 4000 tons råsukker. Een sæk af gangen direkte ned i lastrummet på M/S Gautatyr. Foto: Erik K Abrahamsen, december 1965

 

Vi nød fritiden  med badning, afslapning og fejring af juleaften i 30 graders varme. Den 27. december sejlede vi gennem Det Caribiske Hav forbi Jamaica og Cuba ind i den Mexikanske Golf.   Klik på fotos og billeder og brug din zoom kontrol og du ser dem i fuld skærmstørrelse.   Afregningsblanket (Hyreregnskab) for min løn for januar 1966. Her ses mit krigstillæg på 222,30 kr for vort ophold på 2 uger i Den Dominikanske Republik, som i april 1965 blev invaderet af amerikanske soldater:

 

Afregningsblanket (Hyreregnskab) for Erik K Abrahamsen. Løn for januar 1966 med krigstillæg på 222,30 kr.

 

2 sider fra mit brev af 29. dec. -65 skrevet ombord på M/S Gautatyr i Den Mexikanske Golf  til min familie:

 

Mit brev af 29. dec. 65 skrevet ombord på M/S Gautatyr i Den Mexikanske Golf. Side 1

 

Mit brev af 29. dec. -65 skrevet ombord på vor fragtskib i den Mexicanske Golf. Side 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Brev nr. 20, Den mexicanske Golf, torsdag morgen d. 29 dec. -65.Uddrag. Til familien:

Så går det mod New Orleans, hvortil vi ankommer nu til aften og holder sandsynligvis nytår dér. Hvor vi skal hen? Et stort spørgsmålstegn. Måske på langfart. Ellers kan jeg love jer for, at der var skønt på De Vestindiske øer. Varmt var der, hver dag ca. 30 grader og vandet blot lidt under. Det sidste sted hvor vi var, var det bedste. Det hed Borahona, en betydelig mindre by end Santo Domingo og uden amerikanere, hvilket er meget vigtigt. Hadet mod fremmede var langt fra så stort der som i Santo Domingo. I drømmer ikke om hvilken hadefuld stemning, der er mod AMERIKANERNE. Utallige gange er der blevet råbt:” Go home – yankees” efter os, men lynhurtigt har vi svaret: “No americano”. Det lærer man hurtigt, når det gælder om at blive slået ned aller ej. Men ellers holdt vi on nær til skibet. Vi skulle ikke nyde noget. Skudhuller og store åbne huller i bygninger sås mange steder. Overalt på husene stod malet.”Go home, yankees” og “Constition, Si – Intervention, No!” o.s.v. Overalt var der masser af amerikansk militær. Jeep med maskinpistoler på kørte uafbrudt gennem gaderne. En af dagene blev der dræbt 3 amerikanere, mens amerikanerne dræbte en kvinde og 2 børn. Ak – ja, så har man prøvet det med, men det er altså KUN i Santa Domingo. Derfor var det så skønt at komme til Borahona, ca. 4 timers sejlads fra Santo Domingo. En meget mere rolig stemning – kun ganske få der råbte efter os – alle i byen var klar over, at det var et DANSK skib, der lastede med sukker – det var vel nok omtrent halvdelen af byen, der arbejdede med det – det er næppe helt galt. Hver dag var havnekajen fuld af mennesker – alle slag forskellige typer, hovedparten mulatter og så alle nuancer lige til ren neger. Det er sådan set en flot type de repræsenterer – den hvide mands ansigt med negerens mørke hudfarve og hårvækst.. Der må åbenbart være mangel på en mængde varer for de ville købe alt – sæbe, sko, tøj, pibe, cigaretter o.s.v. Hele dagen spurgte de efter et eller andet. I den uge vi lå der tømte jeg ikke min skraldespand een gang – de sloges næsten om at tømme den for at finde mad til dyrene og dåser, som de var helt vilde efter. Store bananklaser, altså en hel stang – kunne man købe for 2 pakker cigaretter – kokosnødder og ananas blev ligeledes solgt. Hver aften kom kvinderne fra byen ud med mad – bålene på kajen blev tændt og mens solen farvede himlen rød over byen spiste flere hundrede, for en time senere at gå igang med at arbejde hele natten. Det var et mægtigt syn. Det er sådan man forestiller sig “Østen”. Og hver dag det bedste vejr man kunne tænke sig – det kan ikke rigtig gå op for én, at det er midt i december – man kan ikke forestille sig at det er juli hver dag. Når vi var færdige med arbejdet kl. 13 var vi ude at bade kun 5 min. fra hvor vi lå – frisk varmt og klart vand – badede sådan en halv time af gangen. En mængde neger- og mulatunger rendte om os – så ville de have badebukser og cigaretter – de var ikke mere en 9 -11 år og indhallerede bravt. Dejlig brune er vi blevet – det kalder jeg ferie. Hver dag var vi derude og lå og solede os Juleaften, mens I spiste juleanden hos mormor badede jeg, klokken var kun 13.30. Det var en mærkelig fornemmelse. Hele dagen lagde jeg 6,5 time til vor lokaltid for at se, hvad I lavede. Som I sikkert kunne tænke jer til arbejdede jeg også juleaften fra kl. 6 morgen til 21 aften – men heldigvis med 2 timers badepause. Ikke noget juleferie. Men mon ikke også jeg har haft nok ferie? Jeg tror det – så det rører mig ikke. Nu går det også bedre med arbejdet – jeg har fået mere plan over det – så der bliver flere pauser. Jeg er begyndt at skrive op hvad vi får og hvordan det laves – det er sådan set skægt at lave mad – så nu må vi se om jeg kan klare juleanden til næste år!!!! Var det ikke noget? Juleaften gik som det kan gå et sted med 30 graders varme og arbejde til kl. 21, vi fik noget mere at drikkke, men der kom ingen breve hjemmefra p.gr.a. en 3 ugers lang strejke i hele Den Dominikanske Republik – så jeg har ikke fået breve siden New York men jeg regner med at der ligger lidt i New Orleans. Til gengæld fik vi mange julegaver fra tilfældige mennesker i Danmark. “En julegave til en ukendt sømand” står der og brev følger med. Jeg fik en virkelig god bog af Willy Brandt: “Min vej til Berlin” og et par hårdt tiltrængte sokker. Og så kommer næsten den bedste! Hvert år til jul sender Dronning Ingrid 30 julepakker ud til hele Danmarks Handelsflåde til en ukendt sømand. Der trækkes lod om hvilke skibe, der skal have een og endelig trækkes der lod ombord på skibet. En sådan pakke havde vi fået ombord og hvem vinder? Ja- gæt engang – det gør søhelten himself !!!!! Udenpå står der: “Dronningens julepakke” og indeni først et kort med hele kongefamilien og bagpå står der en julehilsen skrevet af The queen herself. Den indeholdt: et slips, 3 silkelommetørklæder plus en meget lækker bog og endelig brevpapir – vel ialt for 50-60 kr. Hvad gir i så!! Der er nogen der kan! Ham med de fine bekendtskaber. Takkebrev har jeg skrevet – ganske kort. Titlen fylder det meste!!! Altså Dronningens!! Jeg selv har udeladt mit våbenskjold!!! Nå – men skægt var det og i øjeblikket er vi på vej op ad Missisippi floden – helt fladt på begges sider – mange olieraffinaderier, lave skovbevoksninger – bilkirkegårde og typiske hytter bygget på pæle, som man havde forestillet sig det fra “Onkel Toms Hytte”. Jeg er meget spændt på at se New Orleans. Det skulle efter sigende være en mægtig god by – sagt sømænd imellem!! Og så skal vi til at glide i sukker over hele skibet – et par tusind tons sukker er jo ikke så lidt – det klister allevegne. Det er altså skægt med det her skib, hvor man aldrig ved, hvor det går hen. Hvergang er man møj spændt og der svirrer alle slags rygter. Mindst 10 om dagen. I øjeblikket går der et om Vietnam – men det skulle nu ikke røre mig – jeg skal blot ikke i land i Saigon. Men som sagt det er blot rygter – vores hyre stiger vist nok til det dobbelte. Men vi får se. Her i firmaet Abrahamsen & Co. tager vi det hele med! Hvo intet vover – intet vinder. Og til allersidst. Mor – et stort kys for dit nytårstelegram – jeg fik det kl. 12 lokal tid sendt kl. 10 lokal. Det skal du have tak for. Og samtidig vil jeg så ønske jer allesammen et rigtig godt nytår og held til jer allesammen. Den største hilsen skal Marianne have – at hendes fødsel må gå godt og uden for mange smerter. Held og lykke til den lille nytårsunge. Og med et prydes resten af familien med ikke mindre en d 3 nye titler: onkel, tante og mormor. Tillykke med det. Alt vel. Alle friske og raske. Skal hilse fra Niels. 1000 kys fra Erik

Kort fra Dronning Ingrid i julepakke til "den ukendte sømand i fremmed havn". Fra venstre Kong Frederik, prinsesse Benedikte, prinsesse Margrethe, prinsesse Anne-Marie og Dronning Ingrid. Julen 1965

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Julehilsen til “den ukendte sømand i fremmed havn” fra Dronning Ingrid. Håndskrevet med blæk. Julen 1965. Denne smukke hilsen modtog jeg i min julepakke fra Dronning Ingrid.

 

 

Når jeg i breve skriver “Til familien” er det stilet til: Min mor Birthe født 1916, min søster Helle født 1947 og min søster Marianne født 1943 og hendes mand Uffe født 1939. Min mor gemte og numererede alle de breve, jeg sendte til familien. I alt blev det til 52 breve på 1 år. Det næste brev her fra den 10. januar 1966 er BREV NR. 21:    Vi sejler op ad floden Missisippi til New Orleans, hvor vi ankommer et par dage før nytår. Lodsningen af de 4000 tons råsukker skete med kæmpekraner og tog kun et par dage. Nytåraften fejrede vi i Bourbon Street.

Brev nr. 21. Den Mexicanske Golf ud for Floridas kyst, mandag den 10. januar 1966. Uddrag. Til familien:

Så går det uden nogen nogen som helst last mod Baltimore, hvor vi skal have stykgods til en hel del havne. Højst sandsynlig ender vi i den Persiske Havbugt, men  vi ved ikke hvilke havne vi går ind til eller om vi går gennem Suez-kanalen eller syd om Afrika. Så det hele er mægtig spændende. Måske skal vi også til New York igen. Og alt i mens går tiden og vi skovler pengene til os. Det er langt over forventning. Grundhyren er som I ved på 700 kr. om måneden. Dertil kommer 50 kr. i feriepenge, 50 kr. for de 4 søndage hvor vi arbejder i hver måned og endelig har vi været så heldige at få noget der hedder Amerikatillæg – 30 dage inden for det amerikanske område regnet fra afrejsedato – det er 80 kr. Altså alt i alt næsten 900 kr for december måned. Herfra trækkes så skat med det samme, altså kildeskat, det er ca. 50 kr. om måneden. Heldige har vi været. Og New Orleans. Det var en oplevelse. Jeg gik igang med at læse Louis Armstrongs biografi: “Mit liv i New Orleans”, hvor man får et temmelig barskt indtryk af denne millionby – ludere der slås med lommeknive mod hinanden eller direkte skyder deres mandlige elskere. Man får et virkeligt godt stemningsbillede af byen i begyndelsen af dette århundrede og tiden omkring 1. verdenskrig. Alle de gader han beskriver nikker man nu genkendende til – kvarteret hvor jazzen fødtes omkring Basin Street – det er dog revet ned det hele nu – man hører hvordan de spillede foran ligtogene o.s.v. Helt det samme er det nu ikke mere – og byen er vel heller ikke så barsk mere. Men langt fra er det nu alligevel ikke. Den går som den by i U.S.A., hvor der er mest natteliv og hvor folk morer sig mest og det kan jeg roligt skrive under på. Det hele foregår i en gade, der hedder Bourbon Street. Og som ligger i det franske kvarter. Den ene bar, restaurant, klub, Streep-tease ligger klistret op af den anden langs den flere km. lange gade. Aldrig har jeg set så mange streep-tease restauranter – Pigale blegner ved siden af og mens man i Paris ikke kunne kigge ind, er varerne her nærmest offentlig tilgængelige – fløjdørene er åbne – så går man fra den ene ende af gaden til den anden har man lejlighed til at se mindst 20-30 afklædningsscener -without paying!!! Vi var derinde første gang dagen før nytårsaften- hele gaden er fuld af mennesker – som Strøget ved juletid. – Alle var i godt humør, alle var fulde, folk havde alverdens hatte på – ridende politi overalt – det var virkelig en oplevelse. Men man skal passe mordelig godt på pigerne – de er “kun” ude på at stjæle, hvor de kan komme til det- helst fulde folk og de har jo let spil. En aften en uge senere sad jeg på en bar og så en af de der piger komme ind og aflevere nogle småting til en bartender. Jeg spekulerede ikke videre over det – men da hun en halv time senere kom ind og gav ham et halstørklæde, hvortil bartenderen svarede:” You are a good girl tonight ” var jeg helt klar over, hvad der gik for sig. Et halvt minut senere kom stodderen løbende ind på baren – men ham afvæbnede han blot med et :” I am finish with you “. Og væk går han – møj fuld og med et halstørklæde mindre!! Jo – i den gade tilbragte vi mange aftner og havde det skid skægt. Altid stemning. Den eneste form for indirekte race diskrimination vi så, er at negrene ALTID sætter sig bagest i busserne – der står ikke nogen sted, at de ikke må sidde i den forreste del af bussen – men altså!!!! Vi er i Sydstaterne. Der står heller ikke, at de ikke må opholde på en hvid bar ell. restaurant!!! Der var ikke en eneste neger på nogen af de barer vi besøgte og det var ikke så få!!! Ellers er der masser af negre på gaderne, hvis man tager til byen om eftermiddagen – man synes, at der er mange flere end hvide. Niels og jeg smuttede lige en dag til byen i en middagspause fra 13.15 til 14.45, en halv time hver vej og et hvarter i byen !!! Mere kan vi ikke nå. Men vejret var fint – vel et par tyve grader – palmer overalt, tropiske planter, huse i rigtig New Orleans stil: lave med flere rækker af træ balcon´er – altsammen lavet i træ. Det er rigtig hygge!! Alt i alt en virkelig oplevelse – et møde med et Amerika som man havde tænkt sig til. Alle folk hjælpsomme og venlige. Vi snakkede med virkelig mange amerikanere. Med alle kom vi ind på Vietnam. Så havde vedkommende en bror, der kæmpede derovre o.s.v. Det gik de meget op i og var spændt på at høre andre landes mening om det. De ved jo godt, at de efterhånden er møj upopulære over det meste af kloden. Det gælder Latinamerika, Sydamerika, Afrika, Asien, Østen og for den sags skyld også De Gaules Frankrig!! Men sådan er det nu engang at være en stormagt. Efter det indtryk jeg fik i Santo Domingo og efter at have snakket med folk, der har sejlet på Sydamerika vil jeg vove at påstå, at om 5 år vil det være møj farligt måske umuligt for en hvid mand at færdes i mange af de egne. Alle vil tro, at vi er amerikanere. Som dansker er man ellers utrolig populær herovre. Det er forresten det samme i Europa. Lille nation og har ikke lavet noget ballade de sidste 100 år. Vikingernes plyndringstogter har alle glemt!! Både her og i Europa snakkede vi med mange, der havde besøgt Danmark og Skandinavien i det hele taget.Alle var begejstrede. Og utallige gange hørte vi utilfredshed med de Sydeuropæiske lande. Der var beskidt, dårlige badeforhold og toiletter o.s.v. Vi andre tager det ikke så tungt . Men det tør svagt antydes, at det gør mange amerikanere OGSÅ unge. Derimod Skandinavien, det kunne man forstå. I Frankrig var der ingen amerikanere der var glade for at være – igen  de gamle og da vi var i Frankrig kunne vi overalt mærke den anti-stemning mod amerikanerne. Så når I næste gang, mor, skal lave en turist brochure for amerikanere – så se at få indført en notits om “træk og slip”!!! (Side 5-6 udeladt) Side 7 (uddrag): 15 jan -66 Ankom til Baltimore igår morges kl.7. 1000 tak for alle jeres breve, jeg svarer i næste brev. Der lå også breve fra Lars, Aakjær og Claes – fik på de 3 breve en strafporto på 5,5o kr !!! Never mind !  – det betaler man glædeligt for at høre nyt. Gode lange breve var det – og endelig 1000 tak for filmen – alletiders at du var så hurtig mor – bøgerne er ikke kommet endnu – glæder mig til at læse dem. Som sagt alt vel. Hils alle. I de næste fem dage skal vi se, hvad den her by har at byde på !!! 1000 kys fra Erik

Brev nr. 21, Den Mexikanske Golf ud for Floridas kyst, mandag den 10 januar 1966, side 1

Brev nr. 21, Den Mexikanske Golf ud for Floridas kyst, mandag den 10. januar 1966, side 2

Brev nr. 21, Den Mexikanske Golf ud for Floridas kyst, mandag den 10. januar 1966, side 3

Brev nr. 21. Den Mexikanske Golf ud for Floridas kyst, mandag den 10. januar 1966, side 4

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billeder og fotos og brug din zoom kontrol og du ser dem i fuld skærmstørrelse.

Brev nr. 22. Baltimore, tirsdag d. 18. januar -66.Til familien:

Kære mor og Helle!  Det trækker ellers ud med at blive henholdsvis mormor, tante og onkel, hva!! Men det kan jo være, at jeg får et radiobrev nu når vi kommer 1 dag i søen på vej til Philadelphia. Det ligger nemlig sådan, at telegrafisten IKKE må modtage noget som helst over telegrafen, når vi ligger i havn, kun i søen – derfor kan der godt gå et par dage, før man får et telegram. Jeg venter spændt. Det var flot, at Marianne klarede sin eksamen. I må hilse hende mange gange og ønske tillykke.  Ellers tak for jeres breve – 2 fra hver af jer. Nu kender I sikkert vores rute lige så godt, som vi gør det – jeg syntes, at den er mægtig fin – den varer jo længe ca. 3-4 mdr. og returnerer til Baltimore vel sidst i april og begyndelsen af maj – det kan ikke passe bedre til at stå af i U.S.A. og så 3 mdr. frem – så har vi 1. august. Men nu ligger det sådan, at jeg er blevet helt vild efter at komme på en Østens-tur – Niels holder lidt igen, fordi vi så må regne med at betale en billet til U.S.A. til sin tid. Deri har han nok ret – men alligevel! Der ligger en hel møj interessant verden verden åben for én derovre og jeg vil meget gerne til den med – nu har jeg chancen. Derfor må jeg have lidt at gå efter før jeg overhovedet kan foretage mig noget som helst. Jeg har tænkt mig et 3 mdr.´s togt med et Ø.K. skib til Bangkok, Hong Kong og Japan. Jeg vil derfor bede dig, mor om at ringe til Ø.K. og spørge, hvornår det næste skib går til Østen og om de har brug for arbejdskraft ligegyldigt hvad. Det er meget vigtigt, at du gør det HURTIGST muligt for ellers ved jeg hverken fugl eller fisk. Vi starter fra New York den 28. januar og er i Genova vel omkring den 13-14-15 februar. Hvis det så nogenlunde passer med et skib,vil jeg så påmønstre ligegyldig hvortil – også Danmark, idet jeg så vil tage hjem. Hvis du ringer samme dag du får det her brev, skulle der være en mulighed for at få svar pr. brev i New York. Hvis det ikke nås sender jeg et radiobrev til dig, hvor jeg skriver “NEGATIVE” og så bedes du pr. radiobrev oplyse mig i korte vendinger om: 1. afgang, 2. om de er interesseret i at få mig ombord (skriv blot O.K.), hvis ikke så skriv: NEGATIVE. Som sagt er det kun planer, men jeg beder dig VIRKELIG, at gøre noget ved det. Jeg er vild efter at komme derned. U.S.A. vil jeg så se hurtigt at nå bagefter i 2 mdr – hele juni og juli. Jeg håber på hurtigt svar – altså først pr. brev. 1000 kys fra Erik

Brev nr. 23. New York, fredag den 21. jan. 1966: Kære mor og Helle! Allerførst 1000 tak for telegrammet idag. Tillykke med den “store” karl. I må hilse Marianne og Uffe og ønske dem tillykke rigtig mange gange. På skitsen her har I ellers mit nyeste forslag her til turen – ja I spiler jo nok øjnene op – det gør jeg også selv!!  Det er en ordentlig mundfuld. men det kan lade sig gøre. Men det sker jo altså på bekostning af U.S.A, desværre. Jeg valgte Østen frem for U.S.A. fordi jeg lettere kan tage 3 mdr. til U.S.A senere, f.eks. mens jeg studerer – hurtig frem og tilbage – billigere billetpriser osv. En sådan chance som den nu hænger ikke på træerne. Den bliver helt fantastisk. Den er kun planlagt rent overfladisk, vi skal rundt og høre os for her i New York. Niels er ikke helt overbevist endnu – han tror stadig der bliver ballade med visaer, men jeg siger nej. Allerførst skal vi nemlig have et visa til Iraq for at kunne stå af i Basra. Det visa vil vi så se at få i New York, men gennemrejse-visaet til IRAN fås i IRAQ og så fremdeles: visaet til det næste land fås i det foregående land. I Calcutta i Indien køber vi så en skibsbillet til Rangoon i Burma. Med andre ord bliver der ingen problemer med at komme ud af landet. Med den billet i hånden får vi visaet til Burma. Derefter fra Rangoon med tog til Bangkok, hvor vi så bliver en måned og så 1. juli tager vi en skibsbillet (køber) over Hong Kong til Japan – jeg regner med at den vil koste ca. 1000 kr. Det skal altsammen undersøges her i New York. Med andre ord har vi en billet BORT fra Thailand og så får vi visaet. Til Japan kræves ingen visa, så der er ingen problemer. Foreløbig ser planen sådan ud:

Skitse:

Afgang New York                                                        28. januar 1966

Ankomst BASRA                                                          20-30. marts 1966

Start BASRA                                                                    1. april 

Ankomst Japan                                                            15. juli 1966

Ankomst til Danmark                                              15. august 1966

IRAN, bus til Pakistans grænse (meget billigt)  

15 dage PAKISTAN

7 dage INDIEN New Delhi  ankomst efter

5 dage Indien

5 dage Indien CALCUTTA

21 dage RANGOON   Burma

10 dage BANGKOK

båd til JAPAN

Japan                                                              14 dage

Afgang Japan med Transsibiriske Jernbane til Moskva Tokio-Helsinki  1200kr.

Ankomst Helsinki

Ankomst DANMARK                                                    15. august 1966

Ja det ser jo næsten for godt ud til at være sandt. Det bliver alletiders. Jeg annulerer altså det brev jeg skrev hjem sidst om at tage hyre hos Ø.K. Man ser for lidt – det her er langt bedre. Som sagt har Niels ikke sagt bestemt ja endnu – men det er kun et spørgsmål om tid. Han har lige meget lyst til begge dele og vil først høre, hvad billetprisen Bangkok – Japan koster. Nu har vi nemlig chancen  for at se noget, der er helt forskelligt for hvad vi er vant til – Amerika ligner alligevel for meget Europa. Det eneste jeg håber nu, er at alt kommer iorden – alle formaliteterne, f. eks. skal vi undersøge, om vi kan passere den Indisk-Pakistanske grænse efter krigen. Det tror jeg nu selv på, at vi kan efter de sidste forhandlinger mnellem parterne + Rusland og måske efter, at de har fået en kvinde ved roret i INDIEN!!!! I øjeblikket i aften den 21. januar ligger vi til ankers ved indsejlingen til New York og skal i værste fald vente 2-3 dage før vi kommer til kaj. Men afgangsdatoen skulle stadig være den samme: 28 januar. Og så ud på en meget fin rute syntes jeg: måske “De Kanariske Øer” – Genova – Livorno- Suez Kanalen – derefter 3 havne i Det Røde Hav og syd om Arabien ind i Den Persiske Havbugt. Vi har været drøn heldige med det her skib!! Vi har fået ny kok – norsk – og mægtig hurtig til at lave mad. Jeg syntes lige pludselig ikke, at jeg har spor at lave – er færdig med at skrælle kartofler, servere morgenmad og vaske op allerede kl. 9 og så er der ikke noget at lave før kl. 11-11.30 og igen fra kl. 12-13, hvorefter pause til kl. 16 og arbejde fra kl. 16-17 og fra kl. 18-19.  Ind imellem skal jeg bare være der. Før i tiden nussede man hele formiddagen væk. Min rygsæk og sovepose sender jeg hjem fra Genova – den har man overhovedet ikke brug for. Soveposen har ikke været til andet en besvær. Jeg har ikke skullet bruge den på et eneste vandrehjem!!! Nu er jeg mægtig spændt på at høre jeres mening om turen – desværre når jeg ikke at få svaret i New York – det bliver højst sandsynlig først i Genova. Men ellers må I korrespondere  lidt pr. radiotelegram – det er vist ikke så dyrt Det du sendte idag , mor fik jeg kl. 10 formiddag, hvor du havde sendt det kl. 7.45 dansk tid, d.v.s. kun 5 timer efter. Hav det rigtig godt – hils alle specielt den stolte fader og moder. Fødte Marianne hjemme eller hvad? Gik det let osv. Jeg er møj nysgerrig. Salut Olé Erik Et muchas salutes de Niels!

Søndag den 13. januar 1966:

Nu er der efterhånden ingen tvivl om, at vi begge tager den tur her. Jeg kan mærke, at Niels bliver mere og mere interesseret. Den er næsten 100% sikker nu  – bare du – mor vil lægge ud til billeten Japan – Helsinki (evnt. København), ellers kan jeg ikke tage turen. Blodet skummer næsten i mine årer for at komme afsted – i morgen mandag tager vi ind til turietkontoret ved Rochefeller Centret og får oplysninger om adresser på konsulater o. lign. Vi var ellers heldige at komme til kaj igår lørdag, hvilket vi iøvrigt fejrede med at male byen blå!!! Vi kom hjem kl. 4 i morges i snestorm – vi vadede i sne til langt op over ørene. Det er godt, at vi skal til varme egne efter New York – og som sagt måske til De Kanariske Øer – det får vi sikket at vide imorgen.. Vi har sørme været heldige med det  skib her – svineheldige – tænk  måske at have 2000 kr på lommen,  når vi afmønstrer. Erik

Brev nr. 24, New York, søndag d. 30. januar -66. Til familien (uddrag):

Vi er stadig ikke kommet længere – onsdag den 2. februar er foreløbig afsat til afrejsedato, men det bliver sikkert også udskudt – never mind – jo flere penge tjener vi, før vi afmønstrer. Det hele skyldes bl. a. at havnearbejderne fryser fingrene – de holdt op med at arbejde i fredags om formiddagen, fordi det var for koldt!!! Men vi har også mellem  minus 10 grader og minus 15 grader kulde plus har vi fået 30-50 cm sne. Godt at der er nogen, der skal til varmere egne!!! Ellers syntes jeg meget bedre om NewYork denne gang – man kender byen, det er ligesom den er blevet ens egen – nu hjælper det selvfølgelig også, at vi har besøgt en ny af Niels´s venner fra sit ophold i Schweiz for 6 år siden. En fine fyr – “studerer” til instuktør, mest teater men også spillefilm, hentede os i en Thunderbird sammen med et par piger – så ud at more os på barer o. lign. Hans kammerat “studerede” til teatermaler, den ene pige socialrådgiver og den anden gik vist på college. Og om eftermiddagen har jeg så styrtet ind til byen op på konsulaterne. Visa til IRAQ kan vi få lige med det samme – vi tager et transit-visa som varer 7 dage, så bliver der ingen problemer med afmønstringen og vi når også at se Bagdad. Vi var oppe at anakke med 1. styrmanden og der er ingen problemer med at afmønstre i Basra fra skibets side blot vi siger til 7 dage før. Vi er nok fremme sidst i marts. Niels har besluttet sig til at tage med – jeg skulle blot vise ham et par brochurer fra Thailand med dejlige piger på!!! Vi har endnu ikke kunnet få opsnuset prisen  fra Bangkok til Tokio – jeg ringede til et kontor jeg fik opgivet på konsulatet og spurgte om prisen. Den kendte kontormanden ikke og syntes det var et højst usædvanligt spørgsmål – det var ikke hver dag han blev stillet over for det!!!! Sagde han. Vi fik gratis en virkelig god bog der hedder “Thailand travel facts” – har alt hvad der er værd at vide. Det er fantastisk billigt at leve der – det samme med hotellet, jernbaner, busser og mad. Vi kan komme med tog til den største nordlige by: Ching Mai – en strækning på 800 km. for kun 35 kr. og sådan er det hele vejen igennem.  New York, mandag den 31. januar 1966 Det bliver nu vist alligevel lidt vanskeligt med at afmønstre i Basra. Niels var oppe hos kaptajnen og bede om vore pas for at få visaet til IRAQ, men det kunne vi ikke få, idet han skal betale 1000 dollars, hvis de bliver borte. Det forstår vi også godt – det visa kan vi få i Genova – men det er nærmest det, at kaptajnen ikke lød særlig glad, da vi ville afmønstre i Basra – han mener ikke, at han kan få ordentlige afløsere. Nå – men noget definitivt har han ikke sagt –  vi får se. Det ville jo passe så mægtigt. Hvis det ikke kommer iorden afmønstrer vi i Genova EFTER at vi har været i Basra – vi kommer altså en måned bagefter, men tjener så 700 kr. og for dem tager vi så tog gennem Italien – Grækenland – Tyrkiet osv. Vi afmønster IKKE nu, når vi kommer til Genova omkring 20 februar. Det har ikke nogen af os råd til. Nå – men een ting af gangen – desuden bliver det også mægtigt interessant at se de havnepladser i Sudan og Etiopien. Hvorom alting er – alt går strygende. Hils alle og husk at sende tingene. Masser af hilsner fra Erik P.S. Send hurtigst muligt et billede af Mariannes og Uffes unge!!

Den 9. december 1965 om aftenen på vor anden dag i U.S.A. var jeg med mine venner på tur ind til New York City. Mens jeg går på Broadway standser jeg pludselig op på Times Quare og kigger op  på en kæmpemæssig lysreklame med følgende overskrift, der kører på skærmen igen og igen:   “PRESIDENT JOHNSON SENDS 250.000 G.I. SOLDIERS TO VIET-NAM”   Ombord på skibet i Atlanterhavet ud for New York på vej til Europa skriver jeg følgende tekst i februar 1966:

SOLDAT I VIET-NAM

” Jeg er 20 år. Blev født 2 dage før Hiroshimabomben og 12 dage før bomben faldt over Nakasaki. Jeg er soldat. Jeg mærker  sveden over min pande. Skubber hjælpen lidt længere tilbage og tørrer sveddråberne bort med underarmen. Det er noget rigtig forbandet lort. Det er aften. Solen er ved at gå ned bag bjergene i det fjerne. Himlen nærmest brænder. Jeg er træt. Tager mig en cigaret. Røgen gør godt. Vi har lige slået teltet op og mine to kammerater er igang med at lave mad over bålet. Myggene sværmer omkring. Jeg bliver snart tosset, hvis jeg ikke allerede er blevet det. Det er da også et ubekvemt træ. Barken gnaver mod min ryg og jeg gider ikke at flytte mig. I det hele taget gider jeg snart ikke mere. Igår mistede jeg en af mine bedste kammerater. Han blev skudt i en kort ildkamp. Det hele gik så hurtigt. Jeg hørte et skrig og styrtede hen til ham. Han var ramt lige i brystet. Død med det samme. Død for hvad. Til helvede med det hele. Imorgen kan det blive mig eller John eller Paul. Hvem af os vælger de. Hvem af os får lov til at leve et par dage mere end de andre. Jeg trænger til at være alene. Rejser mig og går ned mod floden. Alt er stille. Jeg hører kun summen af myggene. Det varer ikke længe før solen er helt borte. Klipperne er mørke. Ser kun deres siluet. Har jeg valgt at kæmpe her? Har jeg valgt at gå til grunde her? Jeg er ikke bange for at kæmpe for en sag, men er denne sag så stor, at jeg vil ofre mit liv for den? Vil jeg dø for denne sag? Vil den give mig en indre tilfredsstillelse ved at kæmpe for den? Hvem har sendt mig herud? Hvem har grebet ind i mit liv og bestemt dens længde? Er det ikke kun mig selv der er ansvarlig over for mit liv? Er det ikke kun mig alene det afhænger af om jeg får noget ud af livet? Har jeg ikke retten til at leve? Har jeg ikke retten til at opbygge min tilværelse? Kan andre tillade sig at gribe ind og bane en anden vej? En vej som jeg ikke er interesseret i. En vej som jeg mener er forkert. En vej som kan afkorte min tilværelse før jeg knap nok er begyndt på den. En vej som fører mod tilintetgørelse. Har nogen retten til at nægte mig at leve? Give mig et nummer og sige, at det nummer skal der og der hen. Uden at jeg kan andet end at adlyde. Men jeg kan protestere. Endnu. Over for hvem? For er der nogen der hører dig andre end dig selv? Du er jo kun en brik. Hvor mange græder over at nummer det og det er død? Om 10 år læser man overfladisk om den krig, hvor det blev bestemt, at du skulle dø. En ny generation lærer om den og prøver at drage konklusioner ud af dens fejltagelser. For så selv at blive kastet ud i akkurat det samme selv. Endnu engang skal unge på min alder berøves livet. Det liv som vi kun har fået eet af. Hvorfor. Hvorfor. Hvorfor. Skæret fra bålet får mig til at knibe øjnene sammen. Det er blevet mørkt nu. Lyset oplyser deres ansigter. De er tavse. Myggene summer.”

Copyright Erik K Abrahamsen 2012 Offentliggøres for første gang.

Brev nr. 26, Livorno, Italien d. 20. februar -66. Til familien:

Kære mor og Helle! 1000 tak for 3 breve fra mor og det fra dig Helle. Plus 2 pakker, en med 7 film og pakken med bøgerne. Også tak for de 2 bøger i julegave – det er to bøger, jeg selv kunne fnde på at købe – så det kan ikke være bedre. Jeg er flov over, at jeg først skriver nu. Jeg troede,jeg kunne nå at skrive det i Genova – men der kom alt for meget arbejde, da vi har fået ny hovmester og ny kok og der skulle masser af proviant ombord, så vi også måtte arbejde i frokostpausen. Så jeg nåede praktisk taget intet i Genova. Men never mind – det ordner vi, når vi kommer tilbage. Når du møder Hr. Bagger fra Benneth Rejsebureau næste gang, må du takke ham for hans fyldige oplysninger, om de lande vi skal igennem. Vær ikke nervøs for visa – hvis det bliver vanskeligt at få et turist-visa til et land – ja så ber´vi blot om et transit-visa i stdet for – det kan vi nemlig ALTID få – man må blot håbe på, at vi ikke KUN fåt transit-visaer !!!! Burma ser det ud til, at vi må droppe – det gør heller ikke noget – Vi er også varme på at tage til Colombo på Ceylon og så båd derfra. Men alt det finder vi ud af – det hele skal tages een ting af gangen. Foreløbig er det kun Paris, som har været efter planerne!!!! Østen er helt sikker. Vi er ikke interesseret i at tage med båd fordi: 1) Går kun ind til max. 10 byer, 2) der er for lidt fritid ombord til at man kan nå at se noget  videre ud over de værtshuse, man når at se om aftenen!!!! 3) har nu arbejdet i 3 MÅNEDER uden så meget som een eneste fridag – hver dag op kl. 5.30 og fyraften kl. 19. Det gider man ikke 3 måneder mere. Noget helt andet er, at i øjeblikket rører det mig INTET – for man er jo instillet på det, ser nye ting, tjener penge til at realisere vores Østens-tur – så tro endelig ikke, at jeg er træt af det – men der gives en grænse. Tværtimod har vi det mægtigt skægt ombord – vi er mest sammen med de 4 danske maskinassistenter – fine fyre på vores alder – så det halter ingen steder. Som jeg lige antydede har vi fået både en ny hovmester, et stort brød men O.K. og en ny kok. Han er tidligere første kok på den ny Englandsbåd “Kong Frederik”, 600 pass. og 145 besætningsmedlemmer. Der var 12 kokke og 4 koksmather i køkkenet. Så jeg kan love jer for, at han er hurtig – så det lover godt. Vores norske kok som vi havde i en måned, brændte den lidt for meget af d.v.s. drak lidt lovlig meget og tog sig derfor lidt lovlig mange fridage!!!. Så bliver man jo ikke ligefrem populær hos en hovmester, som så må overtage madlavningen. Så jeg har i den tid ,jeg har været ombord i 3 mdr. arbejdet under ikke mindre en 3 forskellige kokke og 2 hovmestre!! Jeg må gemme et længere brev til senere, det bliver Suez – så må I høre om alt. Vi har nemlig lige lagt til kaj her i Livorno og vi må nu lige ud og snuse lidt til nattelivet!!!! Hild nu Marianne og Uffe mange gange – plus “smukke”. Er det ikke lidt Storm-P agtigt at melde mig til øvelser i Medicinsk Kemi på Århus Universitet allerede her i Februar? Jeg ved det selvfølgelig ikke – men een ting ved jeg, at den her rejse er det bedste jeg nogensinde har gjort i mit liv. Det kan anbefales til alle – jeg vil næsten sige den er nødvendig for alle.  Never mind – det kan vi altid komme tilbage til. Everything O.K. Kys fra Erik

Brev nr. 27, Middelhavet, torsdag den 24 februar 1966. Til familien.

Dagene flyver afsted. I morgen eftermiddag er vi allerede ved Suez. 4-5 dage i søen er efterhånden slet ikke noget at regne med, selv en tur over Atlanten på 11 dage er det rene ingenting. Selvom vi er et godt stykke forbi Kreta har solen alligevel ikke rigtig vist sig – det er varmt i luften, men vi kan ikke rigtig ligge og “dangedere” den på bådsdækket endnu. Det kunne vi ellers over Atlanten lige fra Azoerne til et godt stykke forbi Mallorca. Sol hele tiden. Skønt var det at se Mallorca ligge inde bag disen. Det vakte minder fra vores alletiders tur derned i -61.

Det Røde hav, mandag den 27 februar -66:

Endnu engang ligger vi oppe på vor tømmerflåde helt øverst på skibet, mens solen som står næsten lodret over os og bager fra en helt skyfri himmel – SKØNT!!! Hav til alle sider – blåt – blåt blåt. Kun afbrudt af millioner af lysglimt som vandet kaster tilbage mod os og gør os lækre brune. Hvad siger I så? Det er vist noget I lige kunne tænke jer, når man går derhjemme i sne, regn og kulde! Kl. er 13 og jeg er lige blevet færdig med at vaske op i kabyssen. Efter planen skulle vi ankomme til Port Sudan her i eftermiddag kl. 17. Det skal nok blive spændende. For et par dage siden gik vi igennem Suez Kanalen – det tog 24 timer fordi man hele tiden må vente, da der kun sejles i een retning. Derfor ventede vi 8 timer i Port Said, hvor massevis af handelsfolk mildest talt invaderede skibet. De udstillede deres varerr overalt på dækket. Hele skibet lignede efterhånden et andet oriemtalsk marked. De fleste af araberne talte sågar dansk, hvor de så end havde lært det – men araberne går jo for at være sproggenier. De tog imod alle former for småpenge – også “bornholmske træpenge”, som de selv sagde!!! Man kunne få alverdens gammelt skidt – de er jo så smarte, at de ikke laver de små kameler af læder mere men af plastik!!!. Men der skal pruttes godt om prisen – de starter nemlig milehøjt. Vi kunne ikke komme iland – så kun byen fra Kanalen – lidt østerlandsk med løgkupler og moskeer, men lignede ellers Santo Domingo – lav bebyggelse og masser af farver. Vi startede kl.  2 om natten ned ad Kanalen og sejlede i en lang kolonne – vel ca. 25 skibe – hele næste dag. Der er næsten helt fladt til begge sider – en ørken til Sinai-siden mens der til Ægypten siden er både byer og masser af grøn bevoksning. Det var virkelig sjovt at se. Nu her til aften ankom vi til Port Sudan – for første gang i Afrika. Ser ud til at være en stor by – masser af skibe i havnen. Skal vi lige have endnu et tillykke? Ja – hvorfor ikke! Niels og jeg tager iland nu her til aften. Ellers alt vel. Hils alle. Er spændt på om der ligger brev her til aften. Masser af knus fra Erik

 

Søgave-radiobrev sendt fra Port Sudan til min mors 50 års fødselsdag den 3. marts 1966:

Søgave sendt fra Port Sudan til min mor på hendes 50 års fødselsdag den 3. marts 1966

Vor rejse- og sejlrute 1965-66:

 

Vor rejse-og sejlrute 1965-66. Mit originale tegneark hvor jeg daglig påførte tid og sted. De røde datoer er tilbagesejladsen fra Den Persiske Havbugt via Det Røde Hav til Middelhavet.

 

Brev nr. 28, Det Røde Hav ud for Aden, torsdag 3/3-1966. Til familien (uddrag):

1000 tak for dit brev, mor fra den 13/2. Jeg skal love for, at der sker noget derhjemme i “andedammen”. Lige fra barnedåb, fastelavnsfester og wienerbrødsslappenras på Forældreskolen!!!. Det har vel været din tur idag, mor? Henrik er et vældig godt navn, det kan I godt hilse Marianne og Uffe og sige – men nu kender man jo også et par fine fyre, der hedder Henrik!!! Og med mig- tja – da går det jo så fint så fint. Niels og jeg er helt duperede over, hvor meget vi får set. Vi har det mildest talt skønt. Vor sidste plads Port Sudan var en ny oplevelse. Når man kommer sejlende ind til havnen ligger Afrika der lige, som man havde forestillet sig det: helt fladt og så høje bjerge helt ude i horisonten, masser af palmer, en duft der dirrer i solen, lav hus bebyggelse, træhytter blandet med de hvides rigmandsboliger omgivet af store grønne græsplæner.  Det var lidt som man havde set det fra Henning Carlsens film “Dilemma” og fra Lis og Oles  billeder fra Kenya. Sudan er på 2,5 mill. km2 og med en befolkning på 12-13 mill. – blev uafhængig i 1956, tidligere en britisk koloni, hvilket ses på venstrekørsel og næsten udelukkende engelske biler. Desværre lå vi der kun i 2 dage, men nåede da at komme ind til byen en aften. En blandet og broget befolkning overvejende rene neger alle indhyllet i store hvide lagner og en stor snoet klud om hovedet. Der var kun mænd i byen – vi så kun 3 piger. Som havnearbejdere arbejder kun sorte, der kommer oppe fra bjergene og jeg må indrømme jeg har aldrig set noget lignende. De er kulragende sorte og deres hår er et helt studie værd. Så langt at “Beatles” bliver plyssede i forhold! Hovedhårene stritter ud til alle sider, møjbeskidt, minder om en rigtig nusset fårepels! Nakkehårene har de så rullet i ler, så de hænger ned i lange kager. De går altid i bare fødder klædt i gamle sække, som man tror falder af hvert øjeblik. Og så vil de ikke fotograferes –  heller ikke mod tilbud om cigaretter. Vi nåede da også at spille engelske milionær turister på et udendørs swimmingpool med en dollar og 2 pakker cigaretter på lommen!!!. En pakke  cigaretter var vor betaling for at bade – cigaretter er gode allevegne – vi får jo 2-3 gange så meget for dem som vi selv giver. 20 Pall Mall koster ombord 90 øre – ja rigtig: 90 øre! Vi betaler med cigaretter allevegne, til taxier o. lign. Skønt var det at ligge at dase på swimmingpoolet med udsigt til havnen og bjergene i baggrunden – det var rigtig forskud på vor Østens-tur!!! Rigtig slappe af – for I drømmer ikke om, hvor varmt her er specielt idag, hvor vi ligger helt nede ved Aden – man sveder over hele kroppen. Jo – Sudan er et genvisit værd. Vi kommer der igen på tilbage vejen. Og nu går det direkte mod Kuwait – 7 dage i søen og i den endnu varmere Perser Golf!! Der skal vi nok ligge og rode rundt i en lille måneds tid, før vi returnerer efter sigende til Napoli og ikke Genova. Men der er ikke nogen, der ved det præcist – det afhænger af lasten. Jeg har skrevet til Hr. Bagger og takket ham for alle oplysningerne og samtidig bedt ham undersøge den billige billet (1200 kr) fra Japan til Helsinki gennem Rusland. Ja – I må hygge jer derhjemme – Glæder mig over, at det går godt på Forældreskolen og at du Helle “svæver” i den syvende himmel!!! Jeg selv svæver mindst i den tiende!!!! Hils ALLE. Masser af hilsner Erik

Arabiske Hav den 4. marts -66:

Fra Port Sudan sendte jeg jer nogle billeder hjem, I kan vel nok selv finde ud af at fremkalde dem!! Jeg er også selv spændt på et se dem, så hvis I blot vil sende de bedste ned til mig. Så sender jeg samtidig mit STUDENTERKORT med brevet her, for at det I kan få et stempel på 1966. Vil I være søde at ordne det, det skal blot sendes til København. Endelig skal jeg have fornyet mit VANDREKORT. Det kan du ordne på turistkontoret mor, du behøver blot at få mærkat for 1966, så kan jeg selv klistre det på.

Persiske Golf den 8. marts -66:

Endelig nåede vi her til eftermiddag ind i den Persiske Golf; selve  “indsejlingen” er meget smal, så man så tydelig land til den ene side, det var Arabien siden. Forbavsende store bjerge hævede sig op fra vandet, mange lå som øer – mindede om horste, helt ubeboede, men fik een straks til at tænke på Grønland – det havde alle lighedspunkter. Ellers har vi i de sidste 4 dage holdt os tæt til den Sydarabiske kystlinie. Flade bjerge lå derinde og mens der på Grønland var is, der som en stor grød klemte sig ud mellem bjergene var det her sand og sand og atter sand. Kysten derinde er den såkaldte “Piratkyst”; i kikkert kunne vi se enkelte “byer”, men vi så flere af de gamle fartøjer, samme form og det hele som blev brugt i Ægypten og Libanon for 3-4000 år siden. Lavet af træ og med et meget stort trekantet hvidt sejl. Jeg tror I kender typen. Med disse “skrøbelige” både tager de på flere måneders (ofte 10) togter helt ned til Zanzibar og Madagascar på Afrikas vestkyst for at fiske og sælge af egne produkter. Skibet er stuvende fyldt med indfødte, ofte 40-50!!! I forgårs morges så vi ellers en stor flok delfiner. Før jeg kom på benene kl. 5.30 havde de andre set i tusindvis –  påstod de (det skal nok passe!). De var ganske simpelt blevet vækket på grund af de plask de laver, når de hopper 2-3 meter op i luften. Det er et festligt syn at se på. De springer ustandselig op i luften, slår et spjæt merd hovedet og halen og lander med en ordentlig maveplasker!! Det ser fuldkmmen ud, som når Nuser fra “radiserne” danser og er glad!!! Jeg er ellers begyndt at stå op allerede kl. 5.30, så kan jeg blive færdig med kartoflerne til kl.6.00, da kartoffelskrælleren igen er iorden. Derved opnår jeg en times pause fra kl. 6-7, hvor jeg så lægger mig ud på agterdækket i en kæmpekøje og rigtig nyder det. Solen er lige begyndt at varme, den står op allerede kl.5 – himlen helt skyfri, vandet blinker, mågerne kredser over en og kystlinien trækker SIN hvide stribe i det fjerne. Det er skønt kan I nok tænke jer. Kuwait – fredag morgen 11/3-66: I forgårs aftes ankom (den 9/3) vi til Kuwait og ligger iøjeblikket stadig “på strømmen” d.v.s. ligger til ankers ude på reden og venter på at komme ind. Hvis vi er heldige tager vi ind her i aften og skal efter planen videre igen  søndag eller mandag d. 14/3. Ellers stadig alt vel Kys fra Erik

Her er jeg på havnen i Kuwait: Foto, marts 1966

 

   

Brev nr.  29. Kuwait søndag aften 13/3 -66. Til familien:

Nu var det altså min tur til at blive snydt med at få brev?? Ja, vi er vist engang imellem nogle kønne hoveder alle tre!!! Men nu kan det ikke undgås, at der ligger et brev i Dammah i Saudi Arabia, hvortil vi afgår hertil aften – en sejlads på ca. 13 timer, men der går desværre rygter om, at vi skal ligge hele 4 dage “på strømmen” før vi går til kajs! Vi får se. I eftermiddags lykkedes det os endelig at komme iland; I går nægtede havnepaskontrollen os det nemlig, fordi vi ikke havde vore ægte DANSKE pas. Så tilbage til skibet og op til kaptajnen for at få passet og hvem var ikke ombord: kaptajnen, så vi var godt sure. men som sagt i dag var alt iorden. Vi,  – Niels, Jan ( en fin fyr som påmønstrede i Genova som maskinassistent) og jeg fik fat i en taxi og så ind til byen. Først lidt om Kuwait. Den er stenrig – omtrent alle har et lille boretårn med håndpumpe stående i haven!! Der er ikke andet en ørken og olie. Dertil kommer alle varer udefra. Alt er sejlet hertil: havnematerialer, kraner, pakhuse, alt hvad der købes i butikkerne og der er lige så stort udvalg, som i en hvilken som helst  europæisk by – om ikke mere. Store, dyre amerikanske biler er her i massevis. De store oliesheiker ræser rundt i dem klædt virkelig elegant i en stor sort kjolebeklædning og med det hvide slør over hovedet. Der er iøvrigt også mange volvoer hernede!! Mildt overdrevet kan man hævde, at der næsten ikke er nogen fra selve Kuwait, der arbejder ( de har for mange penge) – derfor kommer alle havnearbejderne fra IRAQ!!! Da befolkningen er muhamedanere må de hverken spise svinekød eller drikke spiritus, derfor findes der ikke en eneste bar her i landet. Det er UMULIGT at opdrive bare en dåseøl. Selv vores forråd af øl ombord på skibet er blevet forseglet!! Og hvad spisning angår, var vi igår aftes ovre på et andet dansk skib som nu på 4. år gik i fast fart mellem Australien og Kuwait – kun for at hente får, som de gerne må spise – 6000 får hver gang!! I øvrigt er kun officererne ombord danske – 7 ialt, resten er kinesisk besætning – skibet kommer aldrig hjem!! På vej ind til byen så vi lidt af Kuwaits overflod, enorme villaer lå side om side i bedste Hollywood stil. Kæmpemæssige var de, helt moderne bygget – næsten abstrakte, havde alle mulige kulører – elegant så det ud, store brede alleer var der overalt, moderne bebyggelse i selve det fine shopping Center. Men alligevel skal man ikke langt fra hovedstaden før det østerlandske marked begynder! Smalle gader, små bikse hvor arabere står under presenninger for beskyttelse mod solen og har lagt ders, varer ud så de fylder halvdelen af gaden. En mængde små håndværks butikker (værksteder), arabisk sang og musik som man næsten får kuldegysninger af!! Alle mulige farver fra turbaner og arabiske klædedreageter, børn som løber rundt, kvinder klædt helt i sort kun en ganske smal stribe på 2  cm  x 10 cm er blottet omkring øjnene – sky ser de ud. Støv blandet med råb osv osv. Sjovt var det at se. Jeg vil tro det kommer til at minde om Dammah i Saudi Arabia. Så vi nåede at se meget på den 1,5 time vi var iland før søndagskaffen med sandkage skulle serveres præcis kl. 15 om bord på skibet!!!! Everything O.K. Er spændt på brev – husk vandrekort og studenterpas, mor! Kys fra Erik P.S. Den 18. marts -66: Da der er dårlige postforbindelser fra DAMMAH i Saudi Arabia til EUROPA er dette brev først kommet med fra BAHRAIN. Fra Bahrain går vi til Basra, derefter Abadan og endelig Khorramshahr. Derefter Massawa i Etiopien og Port Sudan. Erik

 

Kort over Mellemøsten:

 

Kort over Mellemøsten: Iraq, Iran, Saudi Arabia, Kuwait, Bahrain og Oman. Tak til Swissair og SAS samt Esselte kort service, Stockholm, Sverige for lån og brug af dettte kort i denne artikel, 1965.

 

Brev nr. 30 + 31. Chorramshahr, PERSIEN. Mandag d. 28/3 – 1966. Til familien:

 

Vor rute: Kuwait                               9/3 – 14/3 Dammah, Arabia          15/3 – 18/3 Bahrain (Fristat)           18/3 – 20/3 Basrah (IRAQ)               21/3 – 24/3 Abadan (IRAN)               25/3 Chorramshahr (IRAN)  25/3 –

 

Min tegning i brevet over vor sejlrute i Den Persiske Golf:

 

Tegning i brev af den 28. marts 1966 over vor sejlrute i Den Persiske Golf.

 

For at nå til de store havnebyer Abadan og Chorramshahr i Iran sejlede vi op gennem det fælles floddelta for de to store floder Tigris og Eufrat, som gennemskærer Iraq. I årtusinder har disse floder været handelsveje med småbåde og flodpramme. Idag ser vi fra vort skib “Gautatyr” den samme trafik som atid: småbåde, fragtpramme, små båd-og fragtpladser, lave lerklinede huse og en lav palmebevoksning i hele dette mægtige delta. I Basra i Iraq var vi iland og på natklub med mavedans. Byen er stor og international. I alle 3 byer lodsede vi mest amerikansk hjælp (American-Aid) til både Iran og Iraq: store landbrugsmaskiner og lastvogne. Her er billeder som jeg tog fra vort skib:

 

Boliger langs Eutrat og Tigris flodbredder, Iraq. Marts 1966, foto: Erik K Abrahamsen.

 

Eufrat og Tigris deltaet set fra vort skib "Gautatyr". Lave lerklinede huse ses langs flodernes bredder. Foto: marts 1966 Erik K Abrahamsen.

 

Fragtbåde ved handelsplads i Eufrat/Tigris deltaet hvor Irag og Iran deler fælles grænse. Foto: marts 1966 Erik K Abrahamsen

Kære alle! 1000 tak for alle jeres breve, som jeg modtog i Abadan den 25/3. Altså godt en måned siden sidste post i Port Sudan sidste i februar. 2 breve fra mor dateret 7/3 og 13/3, et fra Helle fra d. 13/3 og et fra Marianne fra d. 14/3. Nu bliver det jo sidste gang, jeg skriver inden vi afmønstrer i Genova ca. den 14/4. Vi tager nemlig herfra ca. den 30/3 direkte til Genova – en strækning på ca. 15 dage i søen. Så nu er det jo altså med at få det hele med. Nå nu blev jeg selvfølgelig afbrudt i går aftes, så jeg fortsætter idag tirsdag d. 29. Allerførst skal du mor have et stort skulderklap. Jeg er mildest talt imponeret over alle de skær, du har i ilden i øjeblikket, specielt skole og guide.. Det er modigt gjort af dig og det er godt, at det går så fint. Ros skal du ha´. Og tak du helle for det gode og skægge brev – man kan mærke på det, at du er forelsket!! Ja- det det er rigtigt. Og så har jeg modtaget 2 breve fra Hr. Bagger – et om prisen gennem Rusland og et om prisen fra Napoli til Teheran. Vældig hurtig service må jeg sige. Rejsen gennem Rusland er jo lidt halvdyr – vi skal vist ikke spille alt for store grever gennem Østen!!! Hvis jeg kan vente med at betale billeten til jeg kommer hjem, lyder det jo fint, men derom senerre, der er jo masser af tid endnu. Idag hvor vi skal sejle nåede jeg ellers lige at få dit brev fra den 18/3, mor. Jeg blev sørme glad ved at høre, at der ikke er noget galt med farvebillederne fra Santo Domingo. Pyh ha! Den sort/hvide film, hvor der ikke er noget på, er fra den tid, hvor apparatet var i stykker i Frankrig. Never mind! Om alt hvad vi har set i Bahrain, IRAQ og IRAN vil jeg skrive om i næste brev, da jeg skal se at få det her brev afsted, inden vi sejler om 2 timer!! Men som sagt, alt O.K., hils Mormor 1000 x Kys fra Erik

Det røde Hav, Suez, Skærtorsdag d. 7. april -66:

Ja, det brev her kom til at sejle sin egen sø – jeg nåede selvfølgelig ikke at få sendt det afsted.Det var sådan set allerede for sent. Men i Suez er der post afsendelse og modtagning af breve. Sig nærmer tiden elleres – der er jo snart ikke meget mere end 6 dage før vi er i Genova  – den by ser det ikke ud til, at vi kan slippe fra!!! Nu bliver det 3´gang. Der går nok 3-4 dage i Genova før vi stikker af – der skal ordnes et par småting, bl.a. sender jeg en kasse hjem med forskelligt deriblandt komplet fotoudstyr til fremkaldelse. Det fik jeg af den gamle chief ombord, da han selv skulle købe et helt nyt udstyr. Ikke dårligt. I værste fald kommer vi også til at vente et par dage på afløseren – men ellers ser vi at komme så hurtigt afsted som overhovedet muligt – det bliver rart at være en fri mand igen samt at kunne sove længe om søndagen!!! Men ellers er alt O.K. – Hils alle Kys fra Erik

 

Vi arbejdede begge alle ugens 7 dage incl. højtider som juleaften og nytår. Op på arbejde kl.6 og igang med skrælning af 30 pund kartofler – i hånden, hver dag! Det tog 1 time. Derefter tilberedning og servering af morgenmad til 35 besætningsmedlemmer incl. skibets officerer. Formiddag tilberedning af varm frokostmiddag med 2 retter og derefter afrydning og opvask. Middagsfri kl.13-15. Og så igang igen for servering af eftermiddagskaffe og kage. Til aften tilberedtes kold buffet med en lun ret. Derefter afrydning og opvask og fri kl 19. Alt i alt en arbejdsdag på 13 timer med 2 timers siesta midt på dagen, hver dag alle ugens dage incl. højtider! Det blev en uafbrudt arbejdsperiode på 145 dage uden en eneste hverken syge- eller fridag indtil vor afmønstring i Genoa, Italien den 14 april 1966! Jeg må blankt indrømme, at det var hårdt. Men en fantastisk drømmetur   med store oplevelser på de store floder Missisippi og Eufrat og Tigris og på  på havene: Atlanterhavet, Det caribiske Hav, Den Mexikanske Golf, Middelhavet, Det Røde Hav, Arabiske Bugt og Persergolfen – og store og spændende oplevelser i de mange havnebyer, hvor vi kunne gå i land midt på dagen og om aftenen efter arbejdstid: New York (Newark og Brooklin), Santa Domingo, New Orleans, Baltimore, Philadelphia, Genoa, Livorno, Suez, Port Sudan, Kuwait, Abadan, Khorramshar, Basra og Bahrain og med afmønstring i Genoa i Italien den 14. april 1966.

 

3.DEL: 5 måneder på stop, bus, tog, skib og fly gennem Mellemøsten, Sydøstasien og Det fjerne Østen (Japan)

 

Kort over Europa. Tak til Swissair, SAS og Esselte kort service for lån og brug af dette kort i min artikel. 1965

 

Torsdag den 14. april 1966 påbegynder jeg min dagbog ” Asien Rundt ” i Genova, Italien:

Tors. 14 april. GENOVA: Sidste arbejdsdag på M/S Gautatyr. Fejres med en bartur i Genova.

Fre. 15. april: Afmønstring. Indlogerer os på hotel. Lø. 16. april:På hotel i Genova. På bar om aftenen.

Sø. 17. april: Afskedsmiddag med elektrikeren og Fernando på typisk italiensk restaurant. Om eftermiddagen på studenterrestaurant m. dans.

Ma. 18. april: GENOVA-JUGOSLAVIEN. Afgår Genova Hovedbanegård med tog til Istanbul, pris 245 kr. Afg. kl 9.29. Skiftede i Milano og ventede 1 time. Derefter med direkte vogn over Venezia, Trieste..

Ti. 19. april: BEOGRAD-THESSALONIKI. Ankommer Beograd ved 9-tiden (Uddrag, henviser til brev nr. 32 til Familien).

Ons. 20. april: Ankommer THESSALONIKI kl 2 nat. Overnatter på stationen i Thessaloniki. Skiftes til at holde vagt over bagagen. Folk meget interesseret specielt de græske soldater. Tog afgår mod Istanbul kl. 8. Bumletog standser ved alle stationer. LandskabeT et MEGET smukt. Store bjerge rejser sig op på alle sider, store stræknnger af græs med spredte sten. Store søer, floder der graver sig dybt ned i klippegrunden. Huse af sten. Snakker med græske soldater – 2 års tjenestetid – næsten ingen penge – 1 dollar pr. måned. Toget kørte helt op til en by nær Tyrkiets grænse. Det sidste stykke af landskabet opfyldt af en masse sønderskudte fæstninger. Grækerne kan ikke li’ tyrkerne. Ankommer ved aftenstid til …, hvor vi skifter til exprestog til Istanbul.

To. 21. april: Vi ankommer ISTANBUL tidlig morgen kl. 7.30. Finder et billigt amerikansk vandrehjem. Der skal veksles dollars. En mand vi spørger giver os penge til taxa til banken. Banken giver 9 lira for 1 dollar, men sortbørs giver 11 lira. Taxi utrolig billig – en halv lira pr. mand. Kører bestemte strækninger og stopper og tager folk op hele tiden. Alle utrolig hjælpsomme. Byen er europæisk style. (Uddrag, jeg henviser til brev nr. 33 til familien).     Klik på kort og billeder og brug din zoom kontrol og du ser dem i fuld skærmstørrelse.

Brev nr. 32. Thessaloniki, Grækenland, onsdag morgen 20/4 -66 kl. 14 på banegården. Til familien.

Kære alle! Her kl. 1 i nat ankom vi til Thessaloniki i Grækenland efter en mægtig fin tur gennem Jugoslavien. Vores tog mod Istanbul afgår her til morgen kl.8.15, men hvis vejret er godt, har vi sådan set tænkt os at blive en dag her – byen er vist mægtig god, fine badeforhold + et vandrehjem – så hvorfor ikke? Men det afhænger af vejret. Billetprisen Genova – Istanbul kostede iøvrigt 250 kr., det bliver nok billigere gennem Tyrkiet. Vi startede fra Genova i mandags kl. 9.29 og fortsatte i bumletogs fart til Trieste, hvor vi var om aftenen. Videre endnu langsommere gennem Jugoslavien indtil den nordligste by Lutjiana, hvor vi ankom kl.1 nat. Sov i et godt propfyldt tog med handlende fra Jugoslavien, som vendte hjem fra indkøbsture i Trieste. Alle havde 3-4 store papkasser med store dukker. Et værre paradis! Meget fik vi ikke sovet. Da vi vågnede ved 7- tiden var vi 2 timer fra Beograd. Herfra til kl. 7 aften til lidt efter Skopje fik vi set lidt af Jugoslavien. En stor overraskelse var det. Utroligt smukt. Før Beograd mindede landskabet meget om det danske – fladt og meget grønt. Men man følte sig sat 100 år tilbage. herste og okser foran plovene – på vejene næsten kun hestevogne – mest jordveje – men til gengæld var det meget idyllisk.  Store flokke af får, heste, vandbøfler var der overalt med enten unge eller gamle som vogtere. Måske 14 dage tidligere var træerne sprunget ud så alt havde den danske lysegrønne farve. Beograd så meget almindelig ud – kunne umiddelbart minde om en hvilken som helst anden by – mange helt moderne bygninger. Landskab  sydligere bliver eftrehånden mere og mere bjergfyldt og er noget af det smukkeste vi begge har set i lang tid. Det land har helt sikket en fremtid for sig som turistland. Kufferten som jeg sendte hjem fra Genova var godt nok dyr – 90 kr. Det var lidt af en bet – men hjem skulle den! I en anden konvolut sender jeg papirer og lign. til brug ved afhentningen + 2 nøgler. Iøvrigt sender jeg også nogle farvebilleder hjem, som ER fremkaldt. Studenterkort og vandrekort har jeg modtaget – tak for dem. Det var vældig hyggeligt at tale med jer begge to i telefonen. Det er godt, at alt går godt. Helle- pøj pøj med den eksamen. Helle hils Jens-Henrik og sig at jeg snart skriver og husker hans avisudklip. Og hilsner til Lars og Jes og alle de andre. Kys fra Erik Istanbul, fredag morgen den 22/4: Vi tog nu alligevel med toget fra Athen med det samme – vi var for trætte. Turen fra Thessaloniki til Istanbul tog 24 timer, så vi ankom igår morges. Fantastisk by, men derom senere. 1000 kys fra Erik

 

Kort over Tyrkiet, Iran og dele af Mellemøsten. Tak til Swissair, SAS og Esselte kort service, Stockholm, Sverige for lån og brug af dette kort i min artikel. 1965.

 

Brev nr. 33. ANKARA, Tyrkiet tirsdag den 27. april 1966. Til familien:

Så er vi ankommet til Ankara – kom den 25. april aften og tager afsted i aften d. 27. april kl.22.30 mod ERZURUM med bus – en tur på vel 20 timer i alt. Derfor er det godt, at vi kører halvdelen om natten for her er drønvarmt, vel mellem 30-40 grader. Alt går jo strygende. Tyrkiet er helt fantastisk. Det man først forbavses over, er den enorme gæstfrihed – noget iøvrigt deres religion muhamedanismen påbyder. Overalt hvor vi kommer frem kommer folk løbende og spørger om de kan hjælpe een ( selvfølgelig i lige så høj grad for at se, om de kan gøre sig forståelig på det engelsk, de har lært!!!) – på restauranterne får vi gratis te, orangade plus en enkelt gang gratis mad. Taxi (kun 35 øre pr. mand) bliver også betalt for os og man kunne blive ved. De hjælper os med at finde de billigste hoteller (og får priserne presset endnu billigere ned!!!) og viser os derefter rundt i byen – i forlystelsespark – og vi får ikke lov til at betale noget som helst trods vore kraftige protester. Så vi spiller rigtig “nasse” – turister!! Plus er alt her halvt så billigt som i Spanien. Vores hotel her i Ankara koster 4,20 kr. pr. mand. Taxi som jeg skrev før koster kun 35 øre p. mand – det er bl.a. fordi de hele tiden tager nye passagerer op på vejen, så vognen konstant kan være fuld. Vi spiser os mætte for kun ca. 2 kr. Te på restaurant koster 35 øre, sodavand 40 øre osv osv. Bus billet Istanbul – Ankara = 450 km kostede 14 kr. og sådan fortsætter det lige til Teheran. I Indien bliver det endnu billigere, vi har lige snakket med een, der kom derfra – f.eks. Bombay – New Delhi = 3 dollars. Håber det passer. Nå, man vi kom altså til Istanbul tidlig morgen torsdag den 21. april i sidste uge. Vi mistede selvfølge 50 kr., fordi informationen på Genova Banegård ikke kunne fortælle os, at visa til Bulgarien kunne købes for 25 kr. ved grænsen!!! Så vi måtte i bedste tro tage igennem Grækenland, hvor blot strækningen Thessalonika – Istanbul koster 70 kr. ! Never mind – sådanne småting kommer man jo til at lave mange af – dog forhåbentlig lidt billigere!!! Istanbul har nu næsten 2. mill. indbyggere og der er derfor et mægtigt liv – biler og handlende overalt. Den er på een gang europæisk og orientalsk. Europæisk p. gr.af de reformer, som præsident ATATÜRK indførte i 1928: (husk på at 98 % af befolkningen er muhamedanere) forbud mod flerkoneri, fetzens afskaffelse (alle går i jakkesæt), søndag som helligdag (istedet for fredag), indførelse af latin som bogstaver og den gregorianske kalender m.m. – orientalsk p. gr. af de mange moskeer, minareter, paladser og basarer. Det gør den til en fantastisk by, som turisterne inden et par år vil erobre – det er der ingen tvivl om – tyskerne er her allerede, men det er foreløbig også de eneste plus selvfølgelig alle dem som rejser på autostop –  de er jo snart allevegne selvom det her i Ankara er tyndet godt ud i dem – det mærker man også på befolkningen – vi har ikke set een eneste turist – kun en japaner som netop var kommet fra Teheran. Han blev “pumpet” godt for oplysninger!!! I de 4 dage vi var i ISTANBUL var vi sammen med to tyrkiske studenter, som viste os rundt til de fleste moskeer. Utrolig smukke er de, farver og persiske tæpper over hele gulvfladen og det siger ikke så lidt, når der i den største moske er plads til 20.000 (Tyve- tusind) bedende!!! Men det skal ses ligesom det berømte palads: TOPKAPI. Det var sultanernes residenspalads lige fra 13-1400 tallet indtil sultanatets afskaffelse i 1922 og indførelse af republik i 1923. De har samlet UTROLIGE kostbarheder: mængder af porcelæn, guldsmykker beklædt med tusindvis af rubiner og diamanter. Verdens største rubin er på 3,1 KG (kilo) er opbevaret her  plus andres rubiner på 2 og 1 kg.!!! Her er tronstole, mængder af sale beklædt med porcelæn-kakler osv osv. Det er helt umuligt at kapere, alt hvad man så. De havde en magt uden lige – på sit højeste ca. år 1500, hvor Tyrkiet havde en udstrækning fra Østrig til Persien. Var 2 gange ved at erobre WIEN og kunne derved have udstrakt sin magt til det meste af Europa. Nå men det gik jo altså tilbage og nu er landet så ved at vågne op af sin søvn takket være ATATÜRK, som man iøvrigt ser billeder af overalt. Ankara er hans værk, gjorde den til hovedstad (før Istanbul) i 1932 og idag er der moderne højhuse i mængder, store brede alleer med plæner og masser af træer – helt vesteuropæisk –  men den mangler Istanbuls charme og moskeer – den virker lidt kedelig – ikke meget at se på. Men den har en mægtig fin samling fra HITITTERNE ( den største samling i verden).  Mægtig interessant, musseet netop åbnet d. 28/3. Hititterne levede omkring 1500 f. Kr., handlede meget med ægypterne (på den tid hvor pyramiderne blev bygget). De stammede oprimdeligt fra bjergene ved LIBANON, men drog så senere ins i LILLEASIEN. Meget af det de har efterladt minder om det ægyptiske. Men ellers har vi daset her i Ankara, gået en del rundt  –  formiddags blev vi inviteret på hjemmebryg hos en ung kvinde, som bagte primitive brød over et ildsted. Skægt var det – på et øjeblik var der 10 børn omkring os plus en masse kvinder – mændene var åbenbart inde i byen og tjene penge. Der var i en halv time og måtte knap nok tage afsted igen !! Et andet sted står vi og fotograferer et museum og pludselig er vi omringet af mellem 50-75 unge tyrkere i uniform som uddanner sig til politibetjente – var vel i gennemsnit 17 år. Der stod vi – alle ville øve deres engelske eller tyske – vi lå flade af grin og ikke mindt dem!! Til sidst ville de allesammen fotograferes og I skulle se, hvordan de fik rettet på slips og det hele!! Og sådan har det jo altså været lige siden vi tog fra Genova – alle steder bliver man vi modtaget med åbne arme – helt forskellig fra det Gamle Europa – de tager det som en ære at hjælpe andre i den muhamedanske lande. O.K. – og som sagt tager vi afsted mod TEHERAN her i aften – det går med bus over ERZURUM – MAKO (ved grænsen vist nok med jeep!!)  – TABRITZ (den næststørste by i IRAN) – og endelig TEHERAN. Turen kan gøres på 3 dage, men det er ikke til at sige noget om, hvor lang tid vi vil bruge. Håber alt vel – Hils. 1000 kys fra Erik

 

Obelisker i Istanbul, Tyrkiet:

 

2 obelisker i Istanbul. Den bageste obelisk er den original obelisk som er bragt fra Ægypten til Istanbul. 2 andre af de originale ægyptiske obelisker befinder sig idag på Concordepladsen i Paris og på Peterspladsen i Rom. Foto: april 1966, Erik K Abrahamsen

 

Den BLÅ MOSKE i Istanbul:

 

Den Blå Moske i Istanbul. Foto: april 166 Erik K Abrahamsen

 

Bedetæpper i Den Blå Moske i Istanbul. Foto: april 1966 Erik K Abrahamsen

 

Dagbog: Lø. 23. april ISTANBUL- SORTEHAVET: På heldagstur til KYLYOS ved Sortehavet. Tager mindre passagerbåd fra “Det Gyldne Horn”. I dette sejlløb er der meget trafik af små passager- og robåde, hvorfra folk fisker. Fiskene sælger de så bagefter fra den store bro. Båden koster 50 øre til SURIYEN op gennem BOSPORUS – kan minde om Den Italienske Riviera. – endda smukkere. Står af i SURIYEN, hvor vi ser på mystiske fisk .Tager taxi 2 kr. pr. mand de 12 km til KILIOS. Jeg bader og vi soler os. Tog bus tilbage til ISTANBUL.

Sø. 24. april ISTANBUL:  Til basketball med vor tyrkiske ven. Om eftermiddagen på TOPKAPI museum –  gammel tyrkisk residenspalads for sultanen: Porcelæn, skydevåben, glasvare smykker, mønter o.s.v. Det var en rigtig tyrkisk søndag. Stuvende fuldt i gaderne med mennesker. Folk sang ,spillede og dansede i parkerne. Sælgere der ikke har “tilladelse” i massevis – smutter væk, når politiet kommer. Mange skopudsere. Bliver hele tiden spurgt, om vi vil veksle dollars. Om aftenen sammen med vore tyrkiske venner. Viser for os gammel tyrkisk klassisk dans med et hvidt lommetørklæde i hånden.

ANKARA, Tyrkiet – udsigt fra Ankara Citadel:

 

Udsigt fra Ankaras Citadel. Foto: april 1966 Erik K Abrahamsen

 

Dagbog: Tirsdag 26. april. ANKARA:Får visa til Iran på danske ambassade. Folk giver os gratis te, sodavand og desserter. Tur på Atatürk Avenue plus i parken.

Mit visa til Iran i mit pas:

 

 

Mit visa til IRAN udstedt i ANKARA ses til højre i mit pas. April 1966

 

Clik på fotos og kort og brug din zoom kontrol og du ser dem i fuld skærmstørrelse.

Onsdag 27. april. ANKARA: Tog om formiddagen op til Ankaras Citadel – byens gamle fæstning. Det ligger en hel by deroppe, små gader, masser af huse. Blev inviteret til at spise hjemmebagt brød af en kvinde. Bagt på varm jern over ildsted. Derefter på Etnografisk Museum, Atatürks tidligere gravsted (Uddrag. Jeg henviser til Brev nr. 33 ovenfor).

Kvinder på hjemmearbejde i Ankaras gamle bydel:

 

Kvinder på hjemmearbejde i Ankaras Citadel og gamle bydel. Foto: april 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brødbagning i hjemmene i den gamle bydel i Ankaras Citadel:

 

Brødbagning i hjemmene i Ankaras Citadel og gamle bydel. Læs i teksten om mødet med de hjemme arbejdende tyrkiske kvinder. Foto: april 1966 Erik K Abrahamsen

Dagbog:

 

 

Søn. 1. maj TABRIZ – TEHERAN: Hele søndagen går vi rundt i TABRIZ gader for at vente på busafgang kl. 17 til TEHERAN. Man fejrer Ali (Mohammeds søns dødsdag). Store processioner går gennem gaderne, mænd klædt i sort, alle med en pisk i hånden. Med den pisker de sig for at symbolisere et eller andet. Mange gadesælgere, alt sælges: plastik sko og muhamedanske billeder af Allah m.m. Mane tehuse hvor man samtidig ryger vandpibe. De fleste mænd går rundt med en bederamme. Spiser af blikfade. På toilet brugres ikke papir, man vasker sig bagi med vand. Afgår kl. 17 med bus. Over store floder, sletter og bjerge. Mest jordveje, passerer mange landsbyer bygget af sammenkittet ler. Møder mange processioner som i Tabriz.

Brev nr. 34. TEHERAN, onsdag d. 4. maj 1966. (Uddrag. Til familien):

Vi jokker Teheran rundt på 3′ døgn – ankom d. 2 maj kl. 6 om morgenen med natbus fra TABRIZ – 650 km for kun 180 Rial = ca. 16 kr., en 12 timers tur. Og som sædvanlig er vi “heldige” med helligdage. Mandag 2/5 hele dagen helligdag – ALT lukket! Vi fandt et MEGET billigt hotel, godt, koster kun 3,80 kr. pr. nat. med fin balkon, hvor vi kan sole os. Den første dag holdt vi så storvask til stor forbløffelse for både mænd og kvinder. Her er det nemlig KUN kvinden, der laver sådant arbejde – det vil manden aldrig nedværdige sig til. Det var rigtig slappe af dag: læsning, sove, sole sig osv. Men ikke nok med den ene helligdag – i de næste 4 dage holder man lukket fra kl.12 – kun åbent om formiddagen. Det skyldes sorg over Profeten Mohammeds død for ca. 1200 år siden. Det driller os ikke så lidt. Vi skal jo have visa til Afghanistan og Indien (Pakistan forlanger ikke visa). Var på Afghanistans Ambassade igår d. 3/5 for at få at vide, at visa først kan udstedes idag den 4/5. Var så derhenne  igen idag kl. 12 og i mellemtiden har man så modtaget et brev fra Afghaniastan, at man NU fordrer vaccination mod kolera i PILLEFORM – almindelig vaccination mod kolera (den fik vi sidst i Genova d. 19/2) er IKKE nok. Så stepper vi straks til læge og hvad er så lukket om eftermiddagen !! Med andre ord 2 dags forsinkelse med blot dette visa. Det indiske visa kan ikke fås i mellemtiden, da de holdt indisk helligdag idag!!! Nå imorgen torsdag d. 5/5 skulle vi så få visaet til Afghanistan. Og det har altså betydet, at vi ikke har nået at se et eneste museum ellert moske. Om formiddagen: visa halløj og om eftermiddagen har alle museer lukket!!!!. Nå vi når det vel nok om ikke andet så en anden gang, vi kommer til Teheran!!!!. Det er ellers en meget smuk by: store alleer med masser af træer, mange store parker, masser af springvand, store moderne bygninger som endnu engang står i uhyggelig kontrast til mængder af lerklinede hytter, som næsten støtter sig op af dem. Det er det sædvanlige i de her lande: stor forskel på rig og fattig. Her i eftermiddags snakkede vi med et par studerende. De var meget imod regimet her: ytrings-og forsamlingsfrihed som hjemme eksisterer ikke. Frie valg eksisterer heller ikke ( det er jeg dog skepsis overfor). Det er overklassen, der styrer landet – rige mænd valgt af Sha’en. De unge betaler for at gå på Universitetet, det er ikke meget men alligevel(100 kr. pr. år) – modtager ellers ingen hjælp fra det offentlige. I øjeblikket går 40.000 UNGE rundt uden arbejde her i TEHERAN heraf 14.000, som studerer på Universitetet. De var, som mange andre studerende meget utilfredse med Regeringen ( de kan groft taget ikke åbne munden uden at blive sat fast). Det er nok lidt overdrevent – men det var akkurat det samme i Tyrkiet – det er jo langt fra demokratisk – skyldes de riges angst fior at miste magten og angsten for kommunismen i selve landet. Partiet er forbudt både her og i Tyrkiet. Vi var på en mægtig tur fra ANKARA gennem helen resten af Tyrkiet til IRANS grænse – en tur på ca. 1300 km og så videre gennem IRAN til Teheran – andre 1000 km. Prøv engang at høre hvor billigt det var. Vi tager hele turen fra ISTANBUL:

Istanbul – Ankara, 450 km. Bus.                     Pris 20 Lira = ca. 14 kr.

Ankara – Kaysera,                  Bus.                     Pris 15 Lira = ca. 10 kr.

Kaysera -Erzurum                 Tog, 3.klasse    Pris 33 Lira = ca. 24 kr

 Erzurum – Agri                       Bus                      Pris  5 Lira= ca. 7 kr. Ialt

Ankara- Agri= ca. 1100 km                        Pris ca. 41 kr.

Agri – Dogubayazit (Arara-bjerget), 140 km.  Bus      Pris 5 Lira =  ca. 4 kr.

Dogubayszit – Irans grænse, Lastvogn                          Pris 5 Lira = ca. 4 kr IALT

ISTANBUL – IRANS  GRÆNSE, ca. 1725 km for kun                                                          Pris 88 Lira = ca. 63 kr.   Dernæst:

IRANS GRÆNSE – TABRIZ , 300 km med taxi!!!           Pris  250 RIAL = ca. 23 kr

TABRIZ -TEHERAN, 650 km Bus                                           Pris 180 RIAL = ca. 16 kr. Ialt

Irans grænse – Teheran, 950 km                                    Pris 430 RIAL = ca. 38 kr.   ALTSÅ, IALT:

ISTANBUL – TEHERAN,                                ca. 2675 km for ca. 101 kr

Man tror det er løgn – men altså den er god nok! Vi snakkede med en italiener – han havde købt en flyvebillet tur/retur Istanbul -Teheran og betalt 1500 kr. – han var ved at gå ud af sit gode skind, da han hørte “vore” priser!!! Turen fra Geniva tl Istabul kostede 245 kr., men kan gøres gennem Bulgarien for 185 kr ( 20 kr. for visa incl.) –

ALTSÅ GENOVA – TEHERAN, 2200 km (Genova-Istanbul) + 2675 km (Istanbul-Teheran) = ca. 4900 km:  Pris med tog, bus, lastvogn og taxi,  IALT  346 kr. – men man kom til gengæld ud for lidt af hvert – er man over 50 år og har lidt penge vil jeg nu nok foreslå at tage f. eks . en gennemgående bus – de er dog væsentlig dyrere!

 

Kort over Tyrkiet og Iran hvor du kan føge hele Niels og min rejserute med tog, bus, lastvogn og taxi fra Ankara til Teheran:

 

Kort over Tyrkiet og Iran mellem de 2 hovedstæder Ankara og Teheran. Tak til Swissair, SAS og Esselte kort service, Stockholm, Sverige for lån og brug af dette kort. 1965

 

Brev nr. 34, fortsættelse:

Vi startede onsdag den 27/4 aften kl. 20 og køber en billet med bus direkte til ERZURUM – 1000 km. Da vi kl. 2.30 om natten når KAYSERA får vi imidlertid at vide, at vi skal skifte og inden der er gået 2 min. sidder vi begge i en diligence med 2 heste foran og har fået stoppet tre fjerdedel af de penge, vi gav for bussen i hånden plus en mængde ord vi ikke forstod en døjt af. Nå – ja, vi tager det som det kommer- regnede med at vi skulle hen til et nyt busselskab. Meget travlt havde kusken – strakt galop -piskede hele tiden på hestene og imens nød vi det rigtigt – vi følte os sat 100 år tilbage a la ” Jorden rundt på 80 dage”. Det viste sig nu, at vi skulle skifte til TOG.Toget holdt allerede klar, så vi røg hen og købte billet på 3. klasse (sparede derved 10 kr. hver) og ind i en kupe og vækkede 4 unge tyrkere, som sov fredeligt ( 2 i nettene og 2 på bænkene!). Nå – men vi blev dog populære, da vi foreslog dem, at vi kunne sove på gulvet!! Vi fik da lidt søvn, mens toget stavrede fra landsby til landsby, bumletog selvfølgelig – gennem bjergene og over stepperne.Vi vakte selvfølgelig stor opsigt- alle ville snakke med os – enkelte kunne engelsk. Toget blev i hver eneste landsby bestormet af alverdens sælgere af vand, sodavand, brød, æg, kuglepenne og kager til foldere med påtrykte trykte bønner til Allah. Alt solgte de. Vi kørte i tog hele dagen og ankom til Erzurum efter 22 timers togtur kl. 1 nat. Så skulle vi videre med bud til AGRI – den gik 4 timer senere. ERZURUM ligger i 2000 m højde – – uhyggeligt koldt var der. Mange skulle med busserne – folk fra landet kom ind til byen på hestevogne læsset med karakteristiske træ kufferter plus store tøjbylter – ligesom nomader. Endnu engang vrimlede det med sælgere, ofte 5-6 årige drenge. Og Niels og jeg blev overbegloet fra alle sider! Vi kom med bussen ad en virkelig fin vej til AGRI. Derfra over til en anden bus fyldt med mennesker – vi stod op i 1,5 time, bumpede afsted de 140 km. Det tog hele 4 timer. Nej hvor var vi trætte af det!!!

 

Busstationen i by i østlige Tyrkiet:

 

Rejsende som ankommer med hestevogn fra de omkring liggende landsbyer ved Busstationen i by i den østlige del af Tyrkiet (Erzurum? eller Agri?). Foto: April 1966 Erik K Abrahamsen

 

Folkestemning i gadebilledet i by i den østlige Tyrkiet. Foto: april 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev nr. 34 fortsat:

Nå – der sås næsten kun lave lerklinede hytter og masser af fåreflokke, som græssede på stepperne. Kvinderne bar spraglede klær med tørklæder om ansigtet og i modsætning til mændene, som ikke bestilte andet end at sidde på te- og kaffehuse og diskutere i pæne jakkesæt, arbejdede kvinderne hårdt i hjemmene. Sådan var det i alle byerne vi kom til og i den sidste by før grænsen, DOGOBAYAZIT, som ligger ved foden af ARARAT bjerg vrimlede det med mænd – ikke een kvinde sås. Det mangler vi lidt af derhjemme!!! Dér er kvinderne snart ved at blive FOR frie!!! Fra denne by til grænsen er der 35 km, men der går ikke bus til grænsen, kun lastvogne eller jeeps. Vi ankom først kl. 16 men da var der ingen lastvogne, så vi prøvede at stoppe. Folk troede vi var tossede ved at forsøge at nå til grænsen på den tid af dagen. Ikke desto mindre kom der 3 turistvogne med 50 meters mellemrum. Det lysnede  tænkte vi – 3 stk – der må da være en chance. Den første passerede – ingen plads, bagage overalt. Det samme med den anden. – OG DEN TREDJE!!! Så var vi trætte af det og fandt os et hotel til 2,75 kr. for een nat!!! Der skulle gå en lastvogn kl. 7 næste morgen – men tid hvad er det for noget i de her egne? Vi kom først afsted næste morgen kl. 12 i en lastvogn propfyldt på ladet af FÅR og mennesker – vel  ca. 25  får og 30-35 mennesker. Trods det at vi passede på nåede et dumt får at tisse i skoen på mig og bæ’ langt op af bukserne på mig!! (Da vi nåede Teheran kunne de godt lugte, at vi var kommet ind med 4- toget!!!). Nu ligger det sådan at på grænserne mellem TYRKIET – IRAN – SYRIEN bor et helt specielt folkefærd kaldet KURDERNE. De ønsker selvstændighed – fører i øjeblikket en heftig krig på grænsen mellem IRAN og IRAQ. Alene i Tyrkiet bor ca. 2 mill. kurdere. Men her er der altså ingen ballade, da Tyrkiet har placeret en masse militær i disse egne. Alle i lastvognen var altså kurdere. Da vi havde kørt en halv time kom vi til en tyrkisk militærkontrol: Alle i lastvognen – undtagen Niels og jeg, fårene og 3 kvinder blev kommanderet ned af vognen og stillet op i en lang række  – alle 31 mænd fra børn i 10 års alderen til gamle mænd.Derefter blev hver især grundigt kropvisiteret for våben!!! De var meget alvorlige, da det foregik – men bagefter lå de flade af grin – men det var tydeligt, at de hadede tyrkerne. Nå  – vi nåede da grænsen kl. 13, men måtte stille urene 2 timer frem, så inden vi var færdige var kl. 16.30. Da vi hørte, at vi kunne få en taxi for 25 kr. pr. mand helt til TABRIZ (ca. 300 km) slog vi til. På vejen blev vi iøvrigt standset af en ny miliotærkontrol, som undersøgte for HEROIN!!! Vi nøjedes dog med at vise vore pas – alt i alt tog det ca. 5 min. Vi kom til TABRIZ kl. 11 nat – fandt et hotel og afsted mod TEHERAN næste dag  kl.13. Endnu engang bliver vi standset af en kontrol – en sergent som var komplet dum oven i hovedet. Det tog mindst en halv time. Undersøgte ALT – kravlede under bussen, kiggede i motoren (stadig efter HEROIN), i lygteglassene, i bagagen – helt skrup skørt, da man f. eks. nemt kunne have haft det i lommerne!! Jeg var lige ved at fortælle ham, at min pibe var stoppet med HEROIN!!!. Sådan en fyr kan gøre mig komplet spedalsk. Vi ankommet til TEHERAN kl. 5 morgen og kommer i stor diskussion om en kørselspris med en taxachauffør, der ender med at slæbe os med til politiet!! For ikke at vi skulle blive fuppet spørger vi taxachaufføren, hvor meget han vil have for at køre os til hotellet. Han siger 5 rial for hver. O.K. siger vi og hopper ind og betaler STRAKS 10 rial (= 1 kr.) og han siger O.K. Da han så sætter os af, vil han have flere penge – påstår han sagde 50 Rial = 5 kr.), hvortil vi svarer, at han så ikke skulle have sagt O.K. da vi betalte ham 10 rial, da vi steg med. Det trick har vi været ude for masser af gange – derfor betaler vi altid først. Hold k… hvor vi  diskuterede – i mindst 5 min. – vi bøjede os ikke. Han gik ned fra 50 rial til 40 og til 30 rial. NO, SIR’s – så hen til en politibetjent! Han havde det argument, at på vognens forrude står prisen. Igen forlangte han 50 rial, gik så helt ned  igen til kun at forlange 10 rial ekstra -men nej. Politibetejnten fik knap nok et ord indført. Efter 10 min. kørte taxaen uden at få en rød reje. Selvfølgelig, vi betalte kun halvdelen af,  hvad der er normalt – men han skal ikke komme og få kunder ved at aftale en billigere pris i starten og så bagefter stå og forlange 5 gange så meget!!! Nok er vi blevet taget ved næsen tusind gange – men alligevel!!!  Jeg er lige ved at glemme at fortælle, at vi tager gennem Afghanistan. Det skulle være et mægtigt land – dersuden billigt. Derfra tager vi til LAHORE i Pakistan – altså ikke KARACHI ( jeg sender et brev til ambassaden i Karachi om at om adressere evnt. “poste restante” til ambassaden i New Delhi). Da grænsen mellem PAKISTAN og INDIEN er definitivt lukket er vi nød til at tage et FLY fra LAHORE til New Delhi. Pris kun 15 dollars. Det skulle være billiger end med skib fra Karachi til Bombay. Så sådan ligger det: Efter TEHERAN tager vi til ISFAHAN og SHIRAZ og videre med bud til MESHED nær grænsen til Afghanistan. O.K. So long. Hils alle. Skal hilse mange gange fra Niels. Love Erik 5. maj: Har idag fået visa til Afghanistan. Pris 25 kr. og på lørdag får vi visa til INDIEN (17 kr)!!

Dagbog: Søn. 8. maj TEHERAN: Må vente til kl. 18 på min farvefilm.Vi tager ud for at se Hotel Hilton. Går os kraftigt trætte. God udsigt over byen. I baggrunden sneklædte bjerge, til den anden side byen og elleres nøgen slette så langt som øjnene kan skimte. 1 dollar = 80 RIAL.

Man. 9. maj TEHERAN – MESHED: Starter kl. 10. Venter tre kvarter på mig p.gr.a. fejltagelse fra bussens side. Jeg veksler penge. Masser af persere i bussen. Store turbaner osv. Hver gang bussen starter får vi en bøn til Allah – ligeledes når der køres i bjergene eller over en faldefærdig bro. Kører på en højslette langs en bjergkæde. Meget tørt – sten, sten og enkelte buske. Dårlig grusvej – støver ulideligt. Landsbyer ligger i grønne pletter omgivet af mure plus vagttårne fra gammel tid. Spiser på persiske tæpper. En modgående bus var gået i stå -alle ud at bede. Ankom efter præcis 24 timer i træk til MESHED ved 10 tiden næste formiddag.

Brev nr. 35. MESHED, IRAN, onsdag d. 11. maj -66. Til familien. I går formiddags ankom vi her til Meshed efter en rigtig “knogle – bustur” på 1000 km fra Teheran af grusveje, der kunne minde om endansk pløjemark i frostvejr – den tur var hård, tog ca. 22 timer i træk, hvor det var komplet umuligt at sove – men det tager man jo med – prisen var kun  20 kr. Her til formiddag kl. 10 tager vi så afsted med bus til Afghanistans grænse. I Afghanistan ser turen sådan ud:

 

Min tegning i mit brev nr. 35 over vor planlagte rejserute i Afghanistan: Herat - Kandahar- Kabul. Brev nr. 35 af 11. maj 1966.

 

HERAT- KANDAHAR – KABUL – der er kun den ene vej neden om KANDAHAR, som vist nok skulle være afskyelig dårlig – ingen tog – kun busser – det skal nok blive hyggeligt!!! Byen her er ellers rig på moskeer. Det er et slags pilgrimsmål – af vel samme grund får vi ikke lov at gå indenfor NOGEN steder – det er møj ærgerligt, men sådan er det nu! Ellers har vi sovet på et rigtig fint hotel til kun 4,50 kr. Kumme på værelset og adgang til varmt brusebad osv. Vi har begge drømt om om DEJLIGE varme danske BØFFER – nok et udslag af vort spareprogram!!!!  Udgiften med tog, bus og taxi fra ISTANBUL til AFGHANISTAN GRÆNSE ca. 4000 km. har altså kun været på 128 kr. Helt usandsynligt billigt! Ellers alt vel, hils. 1000 kys fra Erik

 

Moske i MESHED, IRAN:

 

Moske i pilgrimsbyem Meshed, som ligger i det nordøstlige IRAN. Foto: maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

Moske i MESHED. Foto: 1966 Erik K Abrahamsen. Copyright Erik K Abrahamsen 2012

 

Dagbog:

Ons. 11. maj MESHED – TAYBAD (GRÆNSEN TIL AFGHANISTAN): Starter kl. 10 det sidste stykke vej med bus til grænsen. Passerer mange forladte og ødelagte huse med ødelagte mure omkring. Alt bygget i ler. Store stepper med nomader. Grusvej. 2 fanger med i bussen. Alle beder stadig bønner. Bønderne bærer masser af klæder og hovedklæde snøret op. Strækningen til grænsen er 240 km. Ankommer til TAYBAD ved 4 – tiden. En ældgammel bus er lige klar til at køre os til Afghanistans grænse. Alt er ved at falde sammen på den. Mange hitchhikere med den. Bussen går kun hver 3′ dag. Tøffer afsted over ingenmandsland – flere kilometer. Kun græssteppe. Ankommer endelig til tolden til Afghanistan. Møder 3 franske hitchhikere – 2 drenge og en pige – de er strandet og har ikke flere penge – ryger meget hasch. Fortalte os, at der sidder mindst 3 i fængsel i TAYBAD i 3-6 mdr. p. gr. af smugling af hasch!! Kommer endelig afsted. Stopper til te i hytte med hvælvet loft lavet i ler, ægte tæpper på gulvet – te serveres af en dværv. Ankommer til HERAT sen nat, logi lidt for dyrt – vi er ca. 7 hitchhikere og prøver polistationen. Mislykkes og vi tager tilbage til hotel med en tysker.

Tors. 12. maj HERAT: Skøn by – tiden er skruet hundreder af år tilbage. Store brede gader af grus, masser af hestevogne som taxi’er – næsten ingen biler. Når en bil er i sigte fløjter og standser en politibetjent, som står midt i et kryds AL trafik – det samme gør han, når en knallet kommer!! Masser af får drives gennem gaderne. Kvinderne går helt indhyllet i smukke ensfarvede skørts. Hovedet helt tildækket. Kvinderne kommer ofte ridende på et æsel med manden gående ved siden af. I alle forretninger er der håndværkere med svende. Gaderne er gennemgående delt op i samme fagområde. Arbejder fra tidlig morgen. Mange tehuse med ægte tæpper. Mændene klædt i masser af skørter og turban, mens de rige bærer jakkesæt + persianer pelshue. Elegant. Der er kameler i gaderne. Faldefærdige borge og smukke moskeer. En del amerikanere fra “Peace Corps”. Persianerskind til 50 kr. stykket. Primitive vævestuer og bager forretninger. Bager store flade brød. Alle mænd har et lille spejl på sig. Bruges flittigt!!

 

Gadebillede fra Herat i Afghanistan:

 

HERAT, Afghanistan. Hovedgade. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

Herat. 2 kameler på hovedgaden . Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

Herat. Mand fremstiller soltørrede mursten på åben gade. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

Herat. Mand på æsel på hovedgaden. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

Herat. Kvinde på æsel iført afghansk burka. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

DAGBOG:

Fre. 13. maj HERAT – KANDAHAR: Afgår med bus kl. 6 morgen ad asfalteret vej som amerikanerne har bygget helt til KANDAHAR  – ca. 700 km. Russerne har bygget tilsvarende vejstykke fra KANDAHAR til KABUL. Smukt landskab med træer langs vejene, bjerge og store græsstepper. Bliver dog snart meget mere øde – et helt månelandskab – stepper, stepper, stepper, enkelte buske og småbjerge der rager op som kegler. Vejen skærer sig gennem landskabet. Vi standser ved et russisk bygget hotel med swimmingpool- tager et bad. Kun hvor en flod fra bjergene gennemskærer landskabet er der grønt og en by gemmer sig. Altid med en gammel borg. Der sælges sandaler laver af gamle bilringe. Ankommer til KANDAHAR kl. 17. Masser af mennesker og cykler på gaderne. Finder et godt hotel sammen med tyskeren fra Herat. Meget musik i gaderne. Man kan ikke få sodavand – kun hjemmelavet orangede/gift?

Lør. 14. maj KANDAHAR: Alle busser mod KABUL er optaget. Vi forsøger at hitchhike hele dagen – mislykkes totalt fra kl. 9 til kl. 18!! Jeg er drøn syg og må sove hele tiden. Møder vor franske veninde. Må tage tilbage til KANDAHAR og finder et godt hotel. Alle biler, lastvogne og busser var fulde af passagerer, når de passered os.

Søn. 15. maj KANDAHAR – KABUL: Afsted mod KABUL kl. 7. Møder masser af nomader på stepperne ridende på deres kameler i enorme flokke eller de har slået deres telte op i store lejre. Meget farvestrålende. Landskabet mere grønt end før KANDAHAR. Spiser frokost i GAZNI, hvor der findes en stor borg. Ankommer til KABUL ved 18- tiden. Sover på et billigt hotel (3 kr), beskidt – tidligere beatnicks tilholdssted. Spiser lækker europæisk aftensmad på KABUL HOTEL.

Man. 16. maj KABUL: Finder nyt og bedre hotel – mange hitchhikere bor her bl.a. en dansker OTTO. Der ryges meget hasch – prisen er 2 kr. for et stykke på 5 x 5 cm og 5 mm tykt.  Otto skylder 300 kr i hotelregning. Utrolig mange menesker i gaderne – rigtig mongol typer. Bærer masser af tøj. Der er mange små håndværker forrretnnger bl.a. kværner de NaCL (stensalt). Meget høj musik i gaderne. Alt sælges. Mange invalider med store ar i ansigterne – mangler arme og ben. Mange tiggere. Kabul ligger mellem 3 store bjerge med gamle fæstningsværker på klippesiderne. Beskidte dårlige veje og fortove, meget lort i rendestenene. Folk forretter deres nødtøft langs flodbredden midt i byen og bader i det samme vand! I floden gennem byen vaskes også grøntsager! Folk meget hjæpsomme og tager det med ro.

Tir. 17. maj KABUL: Hygger os på hotel – prøver lidt hasch, som vi har fået af Otto. Virker dog ikke. Officielt er det forbudt, men alle ryger det – også politiet!! Nusser på hotellet. Om eftermddagen på KABUL HOTEL. Interessant. Der er en utrolig blanding af kulturer i Afghanistan, da “SILKERUTEN” gik gennem dette  land (KABUL – KHYBER PAS).

 

Brev til min liilesøster sendt 17. maj 1966 fra Kabul:

 

Brev nr. 36 til min lillesøster Helle Abrahamsen sendt fra Kabul i Afghanistan 17. maj 1966

Brev nr 36. KABUL, AFGHANISTAN, Tirsdag den 17 maj 1966. Fødseldagsbrev til min lillesøster Helle:  

Hej hej Helle! Rigtig rigtig lykke på din føs’daen idag. Rigtig god dag osv osv. Ligesom det er rart at få forsinkede fødselsdagsgaver gælder det samme med forsinkede fødselsdagsbreve!!!! Du slider vel i det – har ovestået skriflig eksamen!! Og skal igang med mundtlig! – GOD FORNØJELSE!!! Men vi andre kan vel heller ikke løbe uden om den varme grød meget længere!!! Ellers har vi det utrolig godt i Afghanistan. Alt dejligt billigt. Man skulle leje en flyver og proppe den med alt fra skindfrakker til 75 kr., persianerskind til 60 kr. stykket lige til ægte tæpper!! Ja, skule man med flyveren hjem imorgen skulle man nok få købt noget ind. Man kan iøvrigt komme med fly over Moskva til København for KUN 1000 kr – en speciel Afghanistan pris. På det fineste hotel her, der i luksus ikke står tilbage for Hotel D’angleterre kan vi få EUROPÆISK middag for kun 4-5 kr. Ja –  det er en drøm: suppe med 3 brød, lammekød, kartofler, gengse, salat og dessert. De penge er givet godt ud og europæisk morgenmad med kaffe og ristet brød!!! På de billige steder koster en stor prtion ris med kød kun 1 kr. Vi ankom til Afghanistan den 12/5 med 2 dage i Herat og 2 dage i Kandahar. Hvor længe vi bliver her afhænger af min blærebetændelse. Jeg tager til læge her kl. 8. Fly til New Delhi herfra er for dyrt: 300 kr ( og det er endda kun til den indiske grænseby Amritsar). Derfor har vi besluttet, at tage med tog og bus til KARASHI og derfra med båd til Bombay. det koster 100 kr. Sig forresten til mor, at nu når jeg starter til september kunne jeg tænke mig at bo på loftværelset – det er nemlig rigtig hyggeligt. Derfor skal mor ikke begynde at sige sine lejere op – tværtimod. Iøvrigt er jeg slet ikke klar over, hvor mange og hvem I har i øjeblikket, men det er jo også ligemeget. Men altså – lad mig komme på på kommandobroen! Her i Kabul har vi mødt den første dansker siden vi tog afsted – han er temmelig påvirket af at ryge HASHISH!!!! Har ikke en øre på lommen – skylder 300 kr til hotellet og bliver højst sandsynlig sendt til Pakistan en af de nærmeste dage. Nå – never mind – han kender iøvrigt DAN NEDERGAARD og fortalte, at Dan har både fået barn og er blevet gift. Det er ikke så’en, når folk fra “PROVINSEN” kommer til STADEN!!!! Ja – det er sidste nyt. Håber alt vel hos jer og endnu engang tillykke. Hils din boyfriend mange gange. Hvis vi har et konsul på Ceylon så skriv til det ellers til Bangkok. Hils mama og videre. So long fra STORBROR Skal hilse mange gange fra Niels.

Dagbog fortsat:

Ons. 18. maj KABUL: Bus til PAGHMAN – en lille by i bjergene ca. 20 km. fra KABUL. Dejlig grønt. Masser af kirsebærtræer og overrislede systemer. Mange nomadetelte langs vejene derud.  Får resultaterne fra blodundersøgelse – må vente yderligere  i 4-5 dage på undersøgelse . Niels beslutter, at tage afsted mod Pakistan. Jeg må vente. Prøver hasch om aften. Jeg brækker mig af det !!! Niels er i himlen!

Tors. 19. maj KABUL: Niels og jeg sælger 450 cl. blod for kun 4 dollars hver. Går ellers tur i byen.

Fre. 20. maj KABUL – ISTALIF: Niels tager mod Peshawar via KHYBER PAS – jeg mod en lille bjerglandsby ISTALIF ca. 40-50 km fra KABUL mod nord. Venter en evig tid på bussen – lille varevogn. Smukt landskab, træer langs vejene, grønt overalt, mange vindruer. Byen lgger helt i bjergene med en storslået udsigt over hele dalen. Godt hotel- får prisen reduceret. Ankommer kl. 10, helligdag, hele landsbyen er samlet på skovudflugt. Jeg inviteres til at deltage. Musik, spil, spiser ris og lækkerier samt drikker te. Spiser med fingrene som først vaskes. Alle utrolig flinke. Inviteres senere af student til hans familie – party med udskænkning af whisky! Spiser om aftenen i landsbyen, hvor jeg vækker meget opsigt.

Lør. 21. maj ISTALIF: Slapper af. Læser og går ture i landsbyen.

Afghanske mænd på gaden i Kandahar:

 

Mænd på gaden i KANDAHAR i Afghanistan. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen. Copyright Erik K Abrahamsen 2012

 

På rejse mellem Herat og Kabul:

 

Udsigt over bjergene fra vejen mellem Herat og Kabul med vor bus i forgrunden. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev nr. 37. ISTALIF, 40 km fra KABUL, lørdag d. 21/5 – 1966. Til Familien:

Så kom jeg da til læge med min blærebetændelse og de fik mig undersøgt på alle leder og kanter. Det var i tirsdag d. 17/5. De tog bakterieprøver og første resultat havde de i torsdag d. 19/5. De havde fundet en bakteriekoloni, som de ikke kendte og ville nu pode den med ca. 6 forskellige ANTI-biotikaer for at se hvilken en, der er effektiv mod den. Det ville tage 4 dage, således at resultatet er der i morgen søndag d. 22/5. D.v.s. at det blev 3-4 dage ekstra i Kabul udover de 3-4 dage vi allerede havde været her. Da Niels skulle have fremkaldt en farvefilm i Karachi fandt vi ud af, at han lige så godt kunne tage afsted mod Karachi med det samme og så kunne jeg møde ham dér og så straks tage videre med skib til BOMBAY. Vores tid er jo knap, så vi må udnytte alt. Derfor tog Niels bussen mod Pakistan igår fredag morgen, mens jeg er smuttet til en landsby oppe i bjergene 40 km fra Kabul, hvor der er ro og fred. Jeg kunne ikke holde ud at være i Kabul mere end de 4 dage, da der er drønvarmt, støvet og masser af mennesker. Så jeg holder rigtig slap-af ferie. Her er kun et hotel som tilhører Staten, meget lækkert – ligger på et højdedrag med en mægtig udsigt over hele dalen omgivet af 4-5000 m høje bjerge med sne. Jeg fik prisen ned fra 8 kr. pr. nat, eget værelse med brusebad og toilet!! Stedet er et yndet udflugtssted og da det samtidig var helligdag i går fredag var her masser af mennesker. Jeg blev straks jeg kom ved 10-tiden inviteret til “Picnic a la Champagne” – rigtig skovtur med persiske  tæpper bredt ud over skovbunden, masser af puder og der lå vi så vel 20 mænd og blev opvartet med te, hjemmelavet cacao, ris, kød, brød m.m. i 5-6 timer. Det var utrolig morsomt! Et tremands orkester, tromme, mandarin og harmonika spillede og sang uafbrudt. Man kom rigtig ind i afghanistans skik. Nå – man spiser allesammen i en rundkreds på tæppet. Først får man hænderne vasket af en opvarter, så kommer de store fade med ris og brød, hvorefter alle spiser af de samme fade med fingrene – teen drikkes af skåle. Som udlænding er man en konge, alle bukker og opvarter een  – man er gæst i ordets bokstavelige forstand. Som altid er det kun mænd der kommer, kvinderne må åbenbart pænt blive derhjemme. Afghanerne er utrolig høflige overfor hinanden. Når 2 mænd møder hinanden giver de hinanden først 3 kys skiftevis på kinderne!!! Tager derefter med begge hænder om hinandens hænder og bøjer deres hoveder dybt. Da picnic´en var færdig blev jeg inviteret af en und afghaner til deres egen private picnic med hans far, mor og søskende. Der blev jeg opvartet med, ja – jeg husker snart ikke hvor mange glas WHISKY – jeg fik selvfølgelig en lille plim på – den første siden ITALIEN!!! derefter blev jeg inviteret til at besøge dem i Kabul i morgen søndag, vor jeg skal hen på hospitalet og høre nyt. Iøvrigt tjente vi 25 kr mod at give blod i Kabul – det er ikke så meget, men immervæg penge. Samtidig fik vi en test, blev bl.a. vejet – havde begge TABT ca. 2 kg!!! siden ITALIEN, altså på em måned!!! Det bliver helt sjovt at se, hvor meget I får hjem af os!!! Afghanistans historie er ellers vældig interessant. Den gamle SILKERUTE – karavanevejen mellem Europa, Indien og Kina gik her igennem. Samtidig kom den græske feltherre Alexander den Store hertil år 332 f.Kr. og har grundlagt flere byer her og endelig har buddhismen haft en glansperiode her fra 100-700 e. Kr. Der mødes altså 3 kulturer her: GRÆSK- KINESISK- og INDISK. Omkring 800 e. Kr. kommer muhamedanismen så og siden har landet været muhamedansk med 99% af befolkningen. De ældste ting her dateres fra ca. 2-3000 f. Kr. I IRAN var der ting helt tilbage til 4500 f. Kr. Altså langt tilbage før Egypterne, der regnes for en af de ældste kulturer i verden. Efter planen tager jeg altså mod Pakistan på mandag d. 23/5 og møder Niels i Karachi. Derfra med båd til Bombay og rundt i det sydlige Indien. Niels tager måske til New Delhi, men jeg synes det er for langt og bliver for dyrt – med min økonomi må jeg jo ikke lave for mange krumspring!!! Vi har være på INTOURIST kontor her i Kabul og hørt om rejsen fra Tokyo og hjem. Kan ordnes i Japan og tager ca. 1o dage for INTOURIST at have alle billetter klar samt visa. Grunden til at jeg ikke lader BENNETH Rejsebureau ordne det fra Århus er, at jeg vil gøre det så blligt som overhovedet muligt og da er det bedst at stå ved skranken selv. Vi har snakket med en tysker, som har rejst turen fra TOKYO til BERLIN – et INTOURIST program med bl.a. fly fra IRKHUSK til MOSKVA med 2 dage i Moskva- alt betalt – 280 dollars (= 1960 kr.). Grunden til de helt billige ture mellem Japan og Europa er, at man kan veksle russiske rubler med megen stor fortjeneste på sortbørs i gaderne. F.eks. snakkede vi med en amerikaner, som netop havde rejst fra ØST-BERLIN til TOKYO – 100 dollars, altså 700 kr. for hele strækningen med tog. Stort sortbørs marked i Øst-Berlin!! Dette er grunden. Dette er grunden til at vi aldrig veksler travellers cheques i bankerne i Afghanistan, Pakistan og Indien. Dér får vi kun halvdelen af, hvad vi får i vekselboderne i gaderne. Her  i  Kabul får jeg i en bank f.eks. kun 40 Afghani for een dollar – elles får jeg 80 Afghani!!!! Derfor ordner jeg selv billetten hjem. Ellers er alt vel – jeg ligger her og daser på græsplænen foran mit superhotel – solen bager. Hils alle Kys fra Erik

 

ISTALIF landsby i bjergene 40 km fra Kabul:

 

Istalif ca. 40 km fra Kabul, Afghanistan. Istalif by ses i det fjene,hvor billedet er taget fra den vej der går fra mit hotel til landsbyen Istalif. Helt i baggrunden ses 4-5000 m høje sneklædte bjergtinder om omslutter Kabul. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

 Dagbog fortsat:

Søn. 22. maj ISTALIF- KABUL: Tager bussen kl 6 til Kabul. På hospitalet har de dog ikke fundet noget og  jeg beslutter at tage til PAKISTAN næste morgen. Men min taske blive stjålet kl. 12 med bl. a. min medicin. Må derfor til læge næste dag. Inviteres af fransktalende student til frokost og aftensmad.

Man. 23. maj KABUL: En tur på Universitetet. Resultatet for blodundersøgelse. Får tabletter for min blærebetændelse. Alt har ordnet sig.

 

Kabul ved floden som løber gennem byen:

 

Afghansk mand med sin familie ved floden som løber gennem Kabul. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen. Copyright Erik K Abrahamsen 2012

 

Kabul:

 

Pottemager i Kabul. Foto: Maj 1966 Erik K Abrahamsen

 

Dagbog fortsat:

Tirs. 24. maj KABUL- PESHAWAR: Afgår tidlig morgen med bus til PESHAWAR. Ca. 25 fra KABUL kører vi gennem i et stort bjergmassiv med en nedstigning på 3-400 m. Tyskere, russere og amerikanere bygger i fællesskab store vandkraftværker her. Kører videre i et bjerglandskab, hvor ikke meget er opdyrket – kun hvor floden har efter ladt lidt dynd. Grænsen mellem AFGHANISTAN og PAKISTAN ligger lige FØR KHYBER PAS, som altså ligger i PAKISTAN. Passagen med paskontrollen og turen ned gennem KHYBER PAS er hurtigt overstået og en kæmpeslette ligger foran os – dejlig grøn, en stor afveksling fra AFGHANISTAN. Ankommer til PESHAWAR kl. 16. Tager tog mod KARACHI kl. 18. Pris på 3. klasse: 25 kr – i alt 1500 km.!!

Ons. 25. maj PESHAWAR-KARACHI: Kører i dejligt overfyldt tog hele natten og dagen!! Det første jeg bemærker er alt det grønne, marker m.m .Snakker med en pakistansk advokat. Kommer i “krydsforhør”! Masser af mennesker på perronerne og i toget. Klædt meget vesteuropæisk. Alle mænd i hvide skjorter og bukser, nogle dog i klæde. Kvinderne som regel indhyllede. Meget fladt landskab, temmelig tørt, venter på regnen, hvor risene skal dyrkes. Mange hytter lavet af grene og blade. Næsten alle kvinder har et lille metalsmykke i næsen. Drønvarmt – drak mindst 15  pakistanske “colaer”. Sov over natten i toget.

Tor. 26. maj KARACHI: Ank. Karachi kl.9. Finder Niels’s hotel og møder ham i swimmingpool på Hotel Intercontinental. Stor by med et væld af mennesker – drønvarmt .Alle taler engelsk – man kører i venstre side.. Næsten udelukkende mænd på gaderne – alle går i hvidt tøj – elegant.Beslutter at tage flyver til Bombay (40 dollars), da kib først afgår efter 12 dage. Fre. 27. maj KARACHI: I swimmingpool på Hotel Intercontinental. Får vekslet resten af mine Pakistan-penge til Ceylon-penge på gaden i Karachi. Tager ud i Lufthavnen kl. 10 for at tage flyveren kl. 3.30 med SWISSAIR.

Brev nr. 38. KARACHI AIRPORT, Fredag nat den 27/5:

Ja, så bliver det jo altså min tur til at skrive fra en lufthavn!! I tror nok at vi er blevet tossede, men nøden tvang os!! Jeg ankom igår torsdag kl. 9 morgen og får hurtigt fat i Niels. Han har støvet rundt på ALLE skibskontorerne og den første båd afgår først den 5. juni – vi skal altså vente 10 dage – det vil koste mellem 150 og 200 kr. (15-20 kr. pr. dag) + koster en skibsbillet 100 kr. – det er altså ialt 250-300 kr. OG et fly koster 40 dollars. So it is – derfor stiger vi om 3 timer ind i et jet direkte til BOMBAY – ankomst kl. 6 imorgen tidlig lørdag den 28/5. Skid godt, ikke?? Det er jo fint altsammen, bortset fra at det ROKKER lidt ved økonomien, men det går jo nok!! Og til min store overraskelse lå der 2 breve til mig på ambassaden i Karachi – et fra dig, mor og et fra Marianne. Tusind tak. De var fra den 4/5 og 6/5. Tillykke med din succes mor med englænderen og tillykke Uffe og Marianne med jeres nye  tøf-tøffer!!! Ikke dårligt – UD AT SE – MED DSB! – MED HUNDEGOL – OG BABY-BLE!! Og hvad gør vi nu! – Vi tar EEN dag af gangen. Det afhænger dels af hvor VARMT det er i INDIEN og dels om vi kan få noget i “skuffen”.  Der er jo ikke for megen føde! Måske tager vi meget hurtigt til CEYLON – og holder under ALLE omstændigheder en 14- dages ferie i Palmernes skygge! Det trænger vi til. Posten til ambassaden i New Delhi dirigerer vi så til COLOMBO og dertil bedes i også sende de næste breve. Ellers spiser jeg mig hver dag mæt i diverse piller. Jeg var selvfølgelig så uheldig at få stjålet min lille skuldertaske i KABUL med diverse småting: en god pibe, mine optegnelser og alle mine SULFO tabletter!!! Står og spørger om vej på et kort med tasken stående lige op ad min fod – det tager 10 sek. og så er tasken væk – sætter alle i vild oprør, mern intet at gøre. Heldigvis ingen værdigenstande i den. Men jeg fik jo alle lægeundersøgelserne i orden: blod ( de talte alle mine røde og hvide blodlegemer, urin, mikroskopi o.s.v. Ingen gonokokker.  Kun stadig den FOGGI betændelse. Og har altså fået nye piller mod den. I de 2 dage her i Karachi har vi kun levet og åndet på det dyreste hotels swimmingpool!!! Som turister har man adgang – selvom vi bor på det mest snuskede hotel i byen !! Det var en drøm. Her er jo for varmt til, at man kan gå 5 meter i gaderne! Så alt vel. – om 5 timer står vi i Bombay. Hils alle. Helle – GOOD luck med din eksamen. Hils din Boyfriend. Kys fra Erik

Dagbog fortsat: Lør. 28. maj KARACHI – BOMBAY: Afgår ved 4.30 tiden, stort jetfly, får morgen kaffe ombord. Ank. Bombay ved 6.30 tiden. SWISSAIR betaler taxi ind til byen. Fint godt hotel – fuld pension 2 dollars – europæsisk mad – vældig godt. Mægtig by – mange store bygninger speciel flot strandpromenade. Hellige køer passerer gaderne overalt, folk klædt pænt i hvidt tøj – kvinderne i smukke sjaler – i de fattige kvarterer ser det dog anderledes ud. Utrolig mange sover i en seng i gaderne.

Mit visa til Indien:

 

Mit visa til Indien i mit pas. Maj 1966. Erik K Abrahamsen

 

BOMBAY  (Today Mombay), INDIA:

 

Bombay here with holy two cows in the streets of the rich shopping center with old english style colonial buildings. Photo: may 1966 Erik K Abrahamsen

 

Bombay main shopping street colonial english style. Photo: May 1966 Erik K Abrahamsen

 

Bombay with rich and poor people living together. Photo: May 1966 Erik K Abrahamsen

 

Mombay. Elegant woman at Art Museum in Bombay, India. Photo: May 1966 Erik K Abrahamsen

 

Søn. 29. maj  BOMBAY: Tur rundt i buen bl.a. i akvarium. Indien langt rigere end vi begge havde forestillet os. I Pakistan sagde de, at vi intet mad kunne få!!

Man. 30. maj BOMBAY: Tar i byen – et væld af unge mennesker i byen. Taler meget engelsk – specielt de rige taler det indbyrdes.

Tir. 31 maj BOMBAY – MADRAS: Starter fra Bombay kl. 14.30. Studenterrabat med tog: 2. klasses billet for 3. klasses pris! Ca. 25 kr. Masser med toget. Mange kvinder bærer ringe i næsen plus ringe om arme og fødder. Landskabet bjergrigt, pænt opdyrket.

Ons. 1. juni MADRAS: Landskabet er nu gammel vulkanjordbund, helt rødt. Spredt opdyrket. Ankommer Madras ved 6 – tiden. Utrolig mange mennesker i temmelig beskidte gader med masser af tiggere og hellige køer. Mange cykeltaxaer. Fandt billigt hotel – 2 kr. pr. nat.

MADRAS, today CHENNAI, INDIA:

 

Madras, today CHENNAI. Street in the poor area where people lives and sleeps in the streets. Photo: June 1966 Erik K Abrahamsen

 

Madras, today Chennai, India. Watersupply from pump in the street. Photo: June 1966 Erik K Abrahamsen

 

Tor. 2. Juni MADRAS: På stranden. “Marinaen” er vældig god. – som Vesterhavet. Lækker strandpromenade. Den indiske unge kvinde: meget spinkel, små bryster, kort overkrop, kraftigt hofteparti, smalt ansigt, brune klare øjne, lækkert langt hår enten kort eller i fletning. Smukt klædt i mange farver. Lange kjoler. De unge mænd er ofte klædt helt i hvidt. Tager tog mod RAMESWARAM ved 17 – tiden. Sover på dørken.

 

RAMESWARAM, SYD-INDIEN, JUNI 1966:

 

Rameswaram i Syd Indien. Landby med stråhytter tæt på kysten til Det Indiske Ocean. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Rameswaram. Niels på vej ned gennem landsbyens hovedvej med stranden mod Det Indiske Ocean i det fjerne. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Rameswaram. Kystfiskeri hvor fiskene landes og sælges på stranden. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Rameswaram. Fiskeri direkte ud fra stranden, hvor fiskefangsten landes og sælges. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Dagbog fortsat:

Fre. 3. juni MADRAS- RAMESWARAM: Ankommer til Rameswaram ved 14-tiden. Ligger på en ø – kun en jernbanebro forbinder fastlandet. Kan ikke benyttes i stormvejr!! Rigtig paradis ø: sandstrand med palmer helt ud til vandet, primitive fiskerbåde, brune mennesker med lændeklæder. Gammel pilgrimsby – derfor masser af Hindu-templer. Hytterne overvejende bygget af kokosblade – små – bygget på sandet mellem klitterne. Ingen biler – kun hestevogne som taxier (ponyer). Meget primitivt. Ingen kød kan opstøves – spiser kun omelet og drikker te og kaffe. Billigt hotel – lopper –  rigtig mange!! Fiskerne haler de mest mystiske fisk iland. Vi bader mellem bådene – skønt – drøn varmt. Sol hele tiden. Vi får maden serveret på bananblad og spiser med fingrene. Fuldstændig ro tidligt på aftenenen. Båden til Ceylon afgår først om 3 dage.

Lør. 4. juni RAMESWARAM: Vi er på stranden og på besøg i Hindu templerne. Ser et brudepar. De går begge meget generte – bærer masser af blomster. Foran brudeparret spiller musikant på klarinet, mens slægtningene følger efter bagved.

 

Map of South India and Ceylon. Thanks to John Bartholomew & Son LTD. The Geographical Institute, Edinburgh for using this map:

 

Map of South India and Ceylon (Sri Lanka).Thank you to "Atlas of the World", Edited by John Bartholomew, The Geographical Institute, Edinburgh.

 

Rameswaram, Sydindien – juni 1966:

 

Rameswaram, Sydindien. Foto: Erik K Abrahamsen juni 1966

 

Hele vor opsparede hyre på ca. 3000 kr. vekslede vi til dollars – det gav os ca. 430 dollars og for det beløb + hvad vi endnu havde tilbage af dollars med hjemmefra, kunne vi rejse gennem hele Østen de næste 4-5 måneder “på stop”, med tog, busser, skib og fly: Jugoslavien, Grækenland, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan, Indien, Sri Lanka (Ceylon), Singapore, Thailand, Philippinerne, Hong Kong, Japan og hjem via Sovjetunionen og Sverige med ankomst i Danmark den 5. september 1966. HIKKADUWA, SRI LANKA, former Ceylon:

 

Hikkaduwa, Sri Lanka, former Ceylon. Outside Gest House in HIKKADUWA. Photo: June 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev nr. 39. HIKKADUWA, CEYLON, onsdag den 15/6-1966:

Kære mor og Helle!

Det var en ordentlig stak breve jeg fik denne gang i Colombo. Den 8/6 lå der 3 breve fra den 11/5, 18/5 og 4/6 og i FORMIDDAGS tog jeg toget ind til Colombo, 100 km herfra og fik dit telegram fra den 10/6 og Helles brev. Tusind tak for dem allesammen. Først telegrammet. Desværre – og et meget stort desværre kan jeg IKKE nå at komme hjem til den 4/8. Da vi ankom til Colombo den 7/6 var vi rundt på alle skibsbureauerne for at høre om skibe til Singapore eller Bangkok – der går praktisk talt ingen – der er kun to bureauer – et fransk og et Ceylonsk. Det Seylonske koster til Singapore 1600 kr!! (Kun 1. klasse) og så er der kun det franske og som derudover er det billigste overhovedet på ruterne videre til Japan. Prisen fra Colombo til Singapore, Bangkok, Manila, Hong Kong til Yokohama er 1160 kr., økonomiklasse – fransk luksusliner: “Messageries Maritimes”. Man kan frit afbryde sin rejse i hver af de anløbne byer. Det er det vi gør i Bangkok. Og her er så afgange: Colombo den 29/6, Singapore den 3/7 og Bangkok ankomst 5/7. Skibet hedder “LAOS”. Næste skib hedder “VIETNAM” og afgår Bangkok de 4/8 med ankomst Yokohama den 16/8. Det brændende punkt er jo en hel måned i Thailand, men det kan ikke gøres hurtigere med det selskab.. Og at købe en billet som kun gik til Bangkok kunne ikke betale sig- den kostede i det samme selskab ikke mindre en 800 kr.. Det var det eneste der var at gøre selvom vi derved kommer en hel del senere hjem omkring den 28/8. Og at få et fragtskab kan vi heller ikke. Så alt i alt er der ingen mulighed for at nå hjem til Jordis besøg – desværre. Det kan kun nås, hvis jeg alene springer Thailand over – så ville jeg ankomme til Yokohama den 16/7 – men det ville jo være tosset, at gå glip af det land, når chancen er der nu.

I øjeblikket holder vi badeferie på det skønneste sted på Syd Ceylon – ca. 100 km. syd for Colombo: HIKKADUWA. Men jeg tog som sagt ind til Colombo et smut for at hente post, 2 en halv time med tog og koster på 3. klasse kun 1,50 kr. Og dig mor vil jeg takke for at du vil LÅNE mig penge. Hvis jeg tog direkte hjem fra Ceylon til Japan og direkte derfra gennem Rusland havde jeg NOK penge. Da jeg ankom til Ceylon havde jeg præcis 3400 kr. Billetprisen til Japan kostede 1160 kr. og de 22 dage her på Ceylon koster ca. 240 kr. Altså er der 2000 kr. tilbage. Det er det en billet koster fra Japan og hjem. Men så kommer altså en måned i Thailand plus en uge i Japan og det er her jeg må låne af dig. Jeg kunne tage direkte hjem og ankomme til Danmark uden gæld, men at springe Thailand over ville da være tosset – derfor er jeg glad for, at jeg kan låne af dig. Men som sagt har jeg 2000 kr. i lommen, når jeg ankommer til Bangkok – vent derfor med at sende penge til  jeg kommer til Japan – til den tid kan jeg så se, hvor meget jeg skal LÅNE  og du kan sende pengene på postanvisning til en danske ambassade i Tokyo. Nok med det.

Som sagt ankom vi her til Ceylon fra den sydligste by i Indien RAMESWARAM. To en halv time med skib til Ceylon den 6/6 med ankomst Colombo 7/6. EN DRØMMEØ så man tror det er løgn. Efter 2 dage i Colombo er vi som sagt taget til HIKKADUWA – en badeby (og landsby) på 700 indbyggere. Her har Staten bygger et REST-HOUSE – et mindre luksushotel – 14 skridt ned til vandet. Prisen er i højsæson (frem til maj) 3 og en halv dollars for fuld pension, mens prisen nu er 12 kr. for FULD PENSION! Fantastisk godt: morgen te kl. 7.30,  morgenmad kl. 8.30: æg og bacon, ristet brød + te+frugt, frokost kl. 13: suppe, hors h’euvre (alt godt fra havet: rejer og hummer), hovedret kylling, bøf eller roastbeef og endelig dessert, altså 4 retter. Og i dette øjeblik er tjenere helt i hvidt kommet med eftermiddags te + brød og bananer. Om aftenen er der ligeledes 4 retter – ALTSAMMEN for kun 12 kr. Og så er suiten inkluderet:  4 x 5 meter, toilet og brusebad + terrasse og som sagt kun 14 skridt ned til vandet. Skønt er det – det er ligesom man har forestillet sig Ceylon – kokosplamer helt ud til vandet – lækker sandstrand, mægtige bølger, masser af koraler og farverige fisk og en sol der skinner hele dagen. Fiskere i primitive både – DET ER DRØMMELAND.  Vi kom den 10/6 og rejser nok herfra den 20/6 for at tage rundt på øen bl.a. til KANDY og endelig afgang den 29/6. 2 aftener har lægen inviteret os til fest. Han er kun 22 år og uddannet læge efter 6 år. Han startede på universietet som 16 årig!!! – efter 12 års skolegang. Han har 10.000 patienter i distriktet, hver dag ser han ca. 100! Det kalder jeg en start – skal være her i 5 år. Han inviterede os som sagt ud til fest 2 aftener. Drøn skægt. Vi gav den for fulde ventiler!!

Hils alle mange gange – skal hilse fra GREV NIELS! Jeres GREV ERIK

 

HIKKADUWA: Fre. 10 juni – Søn. 19. juni: Ferie på Guest House med badning: 

 

Hikkaduwa,  Sri Lanka, juni 1966:

 

Hikkaduwa, Vort Hotel Gest House. Vor terrase med åben dør til vor suite ses på billedet. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

Fiskere ved stranden ud for vort hotel i Hikkaduwa, Sri Lanka. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Dagbog fortsat:

Søn 12. juni HIKKADUWA: Sammen med 2 amerikanske piger – guitarspil og sang om aftenen plus måneskins badning!! Møder lægen på 22 år. Vi inviteres alle på Club om aftenen til fest.

Man. 13. juni HIKKADUWA: Om aftenen inviteres af lægen på bar i GALLE på engelsk Club.

Ons. 15. juni HIKKADUWA: Jeg tager til Colombo for at veksle penge og hente post. Telegram og breve hjemmefra.

Tor. den 16 juni Hikkaduwa:  Besøger den ceylonske læge. Betjener et distrikt på 10.000 patienter helt alene. Arbejder på hospitalet. Han lever som greve: har egen vogn, egen chauffør samt indfødt tjener i sit private hjem. Han tjener ikke overvældende.

Fre. 17. juni – Søn. 19 .  juni: HIKKADUWA: Ferie med badning på Gest House.

Man. 20. juni HIKKADUWA – KANDY: Afgang fra Hikkaduewa ved 9-tiden. Prøver autostop. Meget fint. Vi venter kun 2 min. før vi kommer med en bil halvvejs til Colombo. Forsøger igen og kommer op at køre med med en direktør med privatchauffør.  Inviterer os til te i hans villa lidt uden for Colombo.Han er retired. Ejer en fabrik der producerer whisky af Kokosmælk: MENDIS SPECIAL. Fortæller om Ceylon. Det er udlændinge som sidder på pengene i Ceylon: Muhamedanere og indere. Ikke de indfødte . Han forventer en oprejsning mod dem.

 

Gadebillede fra Colombo. Indbyggere beskytter sig mod solen med sorte paraplyer:

Colombo, Ceylon (Sri Lanka). Indbyggere på shopping beskytter sig mod solen med sorte paraplyer. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Derefter tog vi ind til Colombo efter post. Tog så med tog til KANDY. Ankomst om natten. Fandt et godt hotel. Mange rismarker på strækningen fra Colombo til Kandy.

Tir. 21. juni KANDY: Alle er venlige og sjove på hotellet. Inviterer os til venskabs sammenkomster med gratis drinks!.Besøger et stor budhistisk  tempel. Bor på KINGS HOTEL for 4-5 kr. pr. nat.

 

Buddhistisk Tempel i KANDY:

 

Kandy. Buddhistisk Tempel. Foto: Juni Erik K Abrahamsen

 

Ons. 22. juni KANDY: Besøger Botanisk Have. Derefter tager vi ud at se på elefanter, der bader. Om aftenen sammen med “Bossen” på hotellet, en tidligere medicinstuderende, der nu har jobbet som feriejob.

Sri Lanka, KANDY,  22. juni 1966:

 

Niels på elefant ryg i Sri Lanka (Ceylon), juni 1966. Foto: Erik K Abrahamsen

 

Tor. 23. Juni KANDY- SIGIRIYA: Afgår ved 8 – tiden med bus. Folk er meget nysgerrige. Landskabet er smukt grønt. Ankommer kl. 16 og overnatter på et godt Guest House. Landskabet har skiftet karakter – nu næsten udelukkende skov-jungle. Minder om Afrika.

Fre. 24. juni SIGIRIYA – POLONNARUWA:Bestiger klippen med en gammel borg på toppen. Vi ser enestående vægmalerier  fra 12-tallet af let påklædte singalesiske kvinder. Kl. 13 afgår vi med bus til Polonnaruwa. Sover på godt hotel. Byen ligger ved en stor sø.

 

Sigiriya. Singalesisk vægmalerier fra 1200- tallet malet direkte på klippevæggen øverst oppe på et højt bjerg, som også rummer ruiner af borg på toppen. Niels ses til højre i billedet. Foto: juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Lør. 15. juni POLONNARUWA. Besøger ruiner af store tempel bygninger fra 14-tallet. Besøger den liggende og sovende BUDDHA hugget ud i eet stykke i en stor klippe. Stående BUDDHA er ligeledes hugget ud i eet stykke i samme klippe. Overalt er der masser af vilde aber.

 

Polonnaruwa, Ceylon (Sri Lanka). Liggende og stående Buddha hugget ud af klippen. Jeg står ved statuen. Foto: Juni 1966 af Niels.

 

Buddhistisk Tempel i Polonnaruwa:

 

Polonnaruwa. Ruiner af buddhistisk tempel fra 14-tallet. Niels står på toppen af templet. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Søn.  26. juni POLONNARUWA – BATTICALOA: Vi fortsætter med autostop og kommer op at køre med 2 unge 24-årige singalesiske fyre i en jeep. Vi kører hele vejen gennem junglen – tæt skov på begge sider af vejen. Aber løber hele tiden over vejen. Elefanter og krokodiller gemmer sig. De 2 fyre har ansvar for inspektionen og reparationer af vejen. Da vi når frem til Ceylons østkyst bader vi et et totalt stille Indisk Ocean uden bølger. Langs strandkanten ligger fiskerbåde med påhængsmotorer. Vi ankommer til BATTICALOA ved aftenstid og overnatter  i de 2 fyres hytte – et blikskur!

 

Batticaloa, Ceylon (Sri Lanka) – Den Indiske Ocean:

 

Batticaloa, Ceylon (Sri Lanka). Fiskerbåde der ligger ud til Det Indiske Ocean på Ceylons østkyst. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Batticaloa, Ceylan (Sri Lanka). Fiskerbåde med påhængsmotorer på Ceylons østkyst ud til den Indiske Ocean. Foto: Juni 1966 Erik K Abrahamsen

 

Man. 27. juni BATTICALOA: Besøger en deres venner som arbejder som læge på byens hospital. Om eftermiddagen på udflugt til AMPOLI.

Tir. 28. juni BATTICALOA:  PÅ en anden udflugt mod nord til et færgested. Køber krabber. Skønt landskab. Om aftenen til afskedsparty på hospitalet. Tager toget tilbage til Colombo ved 20 – tiden.

Ons. 29. juni BATTICALOA – COLOMBO: Ankommer med tog til Colombo ved 8-tiden. Går ombord kl. 15 på passagerskibet “LAOS” fra det franske skibsselskab  “MASSAGERIE MARITIMES”, som besejler ruten MARSEILLES – YOKOHAMA i pendulfart. Destination: BANGKOK via SINGAPORE.

 

Min tegning i brev nr. 40 af vor rejserute i Ceylon:

 

Min tegning over vor rejserute i Ceylon (Sri Lanka). Findes i mit brev nr. 40 sendt fra Singapore den 3. juli 1966.

Tor. 30. Juni – Søn. den 3. Juli : DET INDISKE OCEAN om bord på det franske passagerskib  ” LAOS “.

Søn. 3. Juli SINGAPORE: Ankomst kl.7 til SINGAPORE.

 

Brev nr. 40, 2.-3. July 1966, DET INDISKE OCEAN ombord på  passagerskib “LAOS” og  SINGAPORE:

Brev nr. 40, 4. july 1966 sendt fra Singapore til min familie: Abrahamsen, Gentoftevej 21, Aarhus C, Denmark, Europe.

 

“LAOS”, lørdag d. 2. juli 1966:

Hej Hej !

I morgen tidlig ankommer vi til SINGAPORE- det har taget 3,5 dage, hvor jeg denne gang har været så heldig, at være i den “rigtige” side af køkkenet! – Vi vil være i Singapore 1 dag og ankommer så til BANGKOK den 5. juli.

Det var helt ærgeligt at sige farvel til Ceylon efter at vi næsten havde været en måned der. Det er en ø, der har sin fremtid, hvad turisme angår. Her er alt hvad en europæer kan ønske sig: strande, palmer, godt klima, engelsk mad, spiritus – hvad mentaliteten angår, er det et helt lille Europa. Pigerne er dog lidt lovlig sky!!

Nå – efter vores 10 dages luxusferie i HIKKADUWA(12 kr. pr. dag), men efter forholdene hernede virkeligt dyrt, tog vi til KANDY – en by hvor kongerne har regeret de sidste 5-600 år. – ligger højt i bjergene – der er en stor botanisk have og et meget berømt buddhistisk tempel. Derfra til SIGIRIYA, der ligger midt inde i junglen, hvad i øvrigt hele det indre højland består af: fyldt med elefanter, aber, bøfler, leoparder m.m. I denne by regerede kongerne tidligere. Slottet bygget på en klippe, er fra ca. 800-1200 e. Kr. Klippen hæver sig 200 meter lige i vejret – uindtagelig – helt fladt landskab på alle sider. Derfra til POLONNARUWA, der rummer et væld af ruiner af buddhistiske templer tilbage fra 1200-tallet. Derfra tog vi autostop ca. 320 km til BATTICALOA. Var heldige at komme op med 2 unge fyre i en jeep – en skøn tur på 3-4 timer som hele vejen går gennem jungle – helt tæt skovbevoksning på begge sider af vejen – ustandselig løb aber over vejen – det mindede meget om Afrika. De var et par og tyve år og ledere af vejarbejdet i distriktet. Vi blev inviteret til at bo hos dem og levede derved gratis i 3-4 dage. De betalte ALT. Også når der blev festet! 2 af dagene var vi med på ture i distriktet – 50 km sydpå og det samme nordpå.

Men det er jo minimalt, hvad jeg kan komme ind på her. Alt i alt er det nok det bedste land vi har besøgt indtil nu, hvad alt angår. Glæd jer til at se billederne – man tror det er løgn.

Singapore, søndag 3/7-66:

Ja – så ankom vi til Singapore. 1,7 mill. indbyggere – flest kinesere. Et væld af mennesker i gaderne – men forbavsende rent efter asiatiske forhold. Mange moderne lejligheder. Vi tog en taxi – 7 kr. i timen og fik derved en god sightseeing.

I aften kl. 8 går det videre mod BANGKOK. Ank.  5/7 og der bliver vi til 4/8 og tager det næste skib til Japan – så får vi vist også lidt halvtravlt!!! Begynder Universitetet den 1/9??? Håber at alle formaliteter er iorden. Nu skal der jo bestilles noget!!!

Er spændt på at høre om jeres ferieplaner o.s.v. Det sidste brev jeg fik var jo fra den 4/6, så der ligger nok et par stykker i Bangkok – OK. Alt vel – håber det samme derhjemme og skal vi lige til slut have et : PÅ GENSYN

Kys fra Erik

 

Mit visa til Thailand udstedt i Colombo, Ceylon:

 

Mit visa til Thailand udstedt i Colombo, Ceylon (Sri Lanka).

 

Brev nr . 41, Bangkok, søndag aften d. 6. juli 1966. Til familien (uddrag):
Det var rigtig lykke at høre nyt derhjemmefra igen. Der lå 2 dejlige breve på ambassaden fra den 23/6 og den 28/6. (…)
Ja længere kom jeg ikke med at skrive igår. Klokken var kun 9, men inden jeg vidste af det lå jeg i sengen og snork sov!!.Ja – sådan kan livet være som turist – man bliver dødtræt af at jokke rundt i disse storbyer – igår gik vi mindst 4-5 timer. Vi gik iland fra “LAOS” igår morges (idag den 7. july) og fandt med hjælp af en dansk hitchhiker (den anden vi har mødt på hele vor tur!) et billigt kinesisk hotel – kun ca. 5 kr. pr. nat med eget bad og rent sengetøj hver dag. Meget fint. Vi havde tænkt os at få noget arbejde her for at afhjælpe min økonomiske situation, men efter at vi har snakket med den danske ambassade og med en del hitshhikere er vi nu blevet klar over, at det er umuligt. Man er meget på vagt over for udenlandsk arbejdskraft, så det må vi vist desværre droppe. Men før vi tager 1000 km nordpå til en by der hedder Chiang Mai vil vi først kontakte en ven som Niels kender igennem en anden. Han arbejder på Ø.K’s kontor. Det kan være at ham kan hjælpe os. Vi får se – han var ikke på sit kontor i eftermiddags, så vi prøver igen i morgen.
Bangkok er ellers en meget moderne by. Man kan købe alt her fra fjernsyn til køleskabe – en uhyggelig trafik i gaderne og masser af mennesker, som ser meget kinesiske ud. Byen er ellers smuk bortset fra de helt smalle gader og et par kanaler som lugter, så man tror det er løgn. Vi har endnu  kun set templerne udefra. Vi har jo god tid, næsten for meget!! Men det ser ud til af forandre sig, når vi først kommer til Japan den 16/8! En uge i Japan så er det den 23/8. Flyvning i Rusland har vi også hørt, at det er billigt. – det skal vi nok finde ud af.
Med turen gennem Indien må jeg blankt indrømme, at det var Hr. Abrahamsen her der var bagefter med breve – det er problemet, at kunne tage sig sammen, når man har for megen tid og kun tid!! “Hva’ – jeg kan ligesågodt skrive i morgen!!” – o.s.v. Lad mig se! Vi tog fraBOMBAY den 30/5 med fut futter til MADRAS. Det er en ordentlig strækning og jeg tror kun vi gav 20 kr på anden klasse med 50% rabat –  begge som studenter. I Madras var vi i 2 dage – den var streng den by, lugtede fælt, et væld af tiggere. Ellers må man sige om Indien, at det er et fattigt land, mange tiggere, men – man forbavses samtidig over, hvor mange rige man finder, store flotte vogne og mægtige villaer. Der eksisterer et mægtigt skel og så det stupide i ,at de mangler føde og samtidig går tusindvis af køer rundt i gaderne. Ja – så tager man sig til hovedet og samtidig bruger regeringen op mod 3/4 af nationalindkomsten til de øgede militærudgifter p.gr. a. Pakistan og Kina. 
Efter Madras tog vi toget helt ned til Sydindien til en by der hedde RAMESWARAM for derfra at tage med færge til Ceylon. Her måtte vi vente 3 dage. Det er en herlig lille fiskerlandsby – ingen vestlig civilisation, helt primitivt, små hestevogne som taxa’er o.s.v. Alle hytter lavet af palmeblade. Spiser med fingrene med risene serveret på et bananblad. Vi badede hver dag, så på fiskerne komme ind med deres bytte bl.a. små hajer. Vi kiggede på Hindu templer –  dem er der masser af, da det er en pilgrimsby. Det er sådan en by, der i stemning overgår alle andre store byer, man har set. Hotellet kostede KUN 1,50 kr,MEN det var umuligt at sove om natten for lopper!!! Ja – har man ikke kakelakker, så har man minsandten noget andet!!! Den 6/6 sejlede færgen så endelig mod paradiset.
Fint at du har meldt mig til kemi – jeg er jo gået igang med opfriskningen af min kemi!! Iøvrigt er der ro med “blærehistorien”.
Lover at skrive snart. Hils alle. Breve tager kun 2 dage fra Danmark til Thailand.
Kys fra
Erik

Grand Palace Temple Area, Bangkok, Thailand. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

Brev nr. 42. Chiang Mai, Thailand, mandag 11/7-66. Til Familien:
Så er det med at skrive med det samme, så der ikke går for lang tid!!! Nu må jeg vist have lært det – o.k.
I øjeblikket er vi i Chiang Mai, der ifølge turistbruchuren er kendt for sine smukke kvinder. Vi kom hertil igår søndag. Tog toget fra Bangkok lørdag kl. 17 og ankom kl. 10 formiddag – en strækning på 750 km. Turen lidt for dyr (50 kr.), derfor tager vi og hitchhiker tilbage til Bangkok engang med tiden.
I BANGKOK var vi i denne omgang 3 dage – en så utrolig moderne by, at den kan konkurrere med U.S.A.! Alt kan man få her – fjernsyn, biler, transistor radioer, køleskabe til billige penge – selv den mindste træhytte her har fjernsyn og en transsistor  – økonomien må åbenbart være god nok – måske med amerikanernes hjælp! Pigerne er klædt vesteuropæisk – har nogle dejlige kroppe – og nogen skønne ansigter!!! Det ER de smukkeste kvindemennesker, vi endnu har set – tro mig – hver en kvinde der går på gaden her, skal man lede med lys og lygte efter der hjemmme!! Og der er jo blink i øjnene på de dejlige damer!!
I Bangkok har vi foreløbigt kun set det berømte “Grand Palace” – helt fantastisk smukt. Masser af templer i alle former uden at det virker “Micky-Mouse” agtigt!

Grand Palace Temple Area, Bangkok, Thailand. Foto: juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

 

Grand Palace Temple Area, Bangkok, Thailand: Et brudepar. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Grand Palace Temple Area, Bangkok, Thailand. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev nr. 42 fortsat:

Chiang Mai som ligger helt mod nord er en by på 70.000 indb. – Thailands næststørste by og ligger omgivet af bjerge i ca. 3-400 meters højde. Byen har 2 gange været hovedsæde for konger og ligeledes 2 gange blevet erobret af burmesere – det var for 2-300 år siden. Idag så vi på små templer – vel ca. 5 stk. og vi prøvede at sælge vores blod. De gav dog kun 4 dollars – så vi venter til Bangkok, hvor de giver 10 dollars.
Idag var vi så heldige at møde en mand herfra, som inviterede os til at bo gratis i hans hus hos hans kone og børn i en lille landsby 12 km. herfra. Det tog vi selvfølgelig imod og tager afsted i morgen d. 12/7. Han er lærer og har været på studierejse både i U.S.A. og i Europa – en tur på 2,5 år – alt betalt af de forskellige landes regeringer!! Der bliver vi i en uge. Så alt vel.
Kys fra Erik
 1

Grand Palace, Bangkok, Thailand. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Rejse til Nord Thailand med besøg i CHIANG MAI, 15 dages privat ophold landsbyen MAE-RIM og 4 – dages ophold og overnatning hos bjergstammen WHITE-MEO (MAEW)-GROUP fra den 10. juli til den 30 juli 1966:

 

Kort over THAILAND, BURMA, LAOS , CAMBODJA OG VIETNAM:

 

Thailand. Tak til SWISSAIR, SAS og ESSELTE MAP SERVICE, Stockholm 1965 for lån og brug af dette kort.

 

Mr. Suchat’s sommerbolig i MAE-RIM:

 

Mae-Rim. Mr. Suchat sommerbolig. Thailand. Foto: juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Mae-Rim. Mr. Suchat's kones lillesøster tilbereder maden for frokost. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Erik i hytten i Mae-Rim:

 

Mae Rim. Erik ud for hytten med Mr. Suchat kones lillesøsters 6 mdr. gamle dreng. Foto: Juli 1966 af Niels.

 

Mae-Rim. Frokost i Mr. Suchat sommerboilg. Hans kone og søn ses ti venstre i billedet. Jeg er bagest til højre bag Mr. Suchat. Foto: Juli 1966 Niels

 

Mae Rim. På tur til vandfaldene. Vi drikker kokosmælk i en landsby:

 

Mae-Rim.Vor tur til vandfaldene. Vi deler en kokonød og nyder kokosmælken. Fra venstre: Erik, Niels, Mr. Suchat søn, studen på 20 år og til højre Fru Suchat. Foto: 16. Juli 1966 Mr. Suchat.

 

 Klik på fotos og brug din zoom kontrol og du ser dem i fuld skærmstørrelse.

 

 

Brev nr. 43. MAE-RIM, nær Chiang Mai, Nord-Thailand, torsdag d. 14. juli 1966. Til familien:

Jeg skynder mig straks med det næste brev. I øjeblikket bor vi hos en thailandsk familie, hos ham jeg netop nævnte i sidste brev. Det er alletiders. Vi bor i hans sommerbolig i en rigtig typisk thailandsk hytte af træ, bygget på stolper med med tag af sammenflettede blade. Han har bygget den på en grund, han købte for 3-4 år siden. Grunden er bevokset med alle slags planter fra banan- til kokospalmer. Den ligger 2 km fra en lille landsby: MAE-RIM, midt inde i Thailands hjerte – et par hundrede km fra Vietnam og vel ikke mere end 50-100 km fra Burma og Laos. Omgivet at rismarker og skovklædte bjerge – det er et helt eldorado – lige hvad man har drømt om  – istedet for at bo på et skallet hotelværelse og sjokke rundt i en kedelig by.

Lad os se lidt på familien. Han er skolelærer – underviser bjergstammerne, som lever helt primitivt i de nærliggende bjerge – bjergstammer som strejfer om på grænserne mellem Burma, Thailand, Laos og Kina. Da kommunisterne er meget interesseret i netop at påvirke disse stammer er hans arbejde meget vigtigt. Derfor arbejder han også for amerikanerne, hvor han oversætter bjergstammernes sprog til engelsk. Har som sagt været på en 2-3 års studierejse jorden rundt. Han har den smukkeste kone, man kan tænke sig. Hun er 32 år, født 3 børn, en søn på 14 og 2 piger på 11 og 12 år – men hun ser ud som en på 20. De 2 piger er dog i Bangkok. Desuden bor her 2 små drenge på 8 og 6 år, som han har adopteret fra en bjergstamme, da faderen ikke havde råd til at underholde dem (han havde 9 børn). Desuden bor her konens mor og hendes søster på 19 år sammen med en lille søn på 6 mdr. Hun er skilt fra manden, da han ikke gad at arbejde, kun sprut og kortspil. Det var foreløbig 8. Dertil kommer en englænder på 32 år, boet i Thailand i 10 år og endelig os to, altså ialt 11. Vi sover allevegne på de bare brædder, kun en hømåtte som underlag og over os et mosquito-net. Det er mægtigt. Spiser ris 3 gange dagligt med alle mulige delikatesse – alle sidder vi i en rundkreds omkring fadene, med korslagte ben. Før vi starter vaskes fødderne. Efter måltidet får vi thailandsk kaffe og ryger tobak købt for mindre end 15 øre (100g) hos bjergstammerne. Om aftenen sidder vi og diskuteter fra kommunistisk infiltration til Thailandsk kultur i skæret af en petroliumslampe., mens radioen enten splller “Beatles” eller sender propaganda direkte fra PEKING eller HANOI. I kan godt se at det er idielt – vi betaler blot lidt til maden – 3 kr. pr. dag og vi bliver her nok mindst 10 dage. Om aftenen viser de os thailandsk dans – den traditionelle plus synger de små drenge thai- sange.

I morgen fredag 15/7 tager vi med DICK (husfaderen) op i bjergene for at besøge stammerne og overnatter i hans rigtige hus deroppe – det skal nok blive godt. Så som I ser – her er vi lige ved at kunne leve resten af vore dage!! Og vi slipper for at sy vore cowboybukser og vaske vore skjorter!! I kan roligt skrive brevene til ambassaden i Bangkok – senere vil jeg give jer adressen på “Messageries Maritimes”, når vi er ombord på “Vietnam” fra den 4/8 (Så bliver han vist de der 21 år) til den 16/8. Hils.

Kys fra Erik

Brev nr. 44. MAE-RIM, søndag d. 17. juli 1966. Til familien:

Vi fortsætter nu på 6′ dag med vores ophold hos den thailandske familie. Det er week-end, som iøvrigt spænder over BÅDE lørdag og søndag – fri fra skole BEGGE dage. Ikke dårligt! Derfor tog vi igår lørdag op i bjergene for at bade i et vandfald. Vi: Mr Suchat, hans kone, hans søn på 14 år, en ven student på 20 år og Niels og jeg. Gik over rismarker på jordvoldene, som omgiver markerne, som jo her i regntiden står i vand til langt over anklerne. Vi gik igennem en mængde små landsbyer, hvor vi bl. a. drak kokosmælk – en kokosnød koster 30 øre. Turen tog ca. 2 timer. Vi medbragte “madpakker”: ristede ris indpakket, ikke i papir men i banapalmeblade! Skønt at blive afkølet i koldt kildevand. Var heldig at få bil lejlighed hjem. Det var en mægtig udflugt.

 

Mae- Rim Distrikt. På tur til Vandfaldene:

 

Mae-Rim. Tå tur i distriktet over rismarker på vej til vandfaldene. Til venstre: Mr. Suchat, hans søn og Niels. Foto: 16. Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Mae- Rim. Arbejde i rismarkerne . Foto: 16. Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Mae-Rim Distrikt. Her passerer vi vandbøfler der bruges som trækdyr i risproduktionen. Foto: 16. Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Mae Rim Distrikt. Kvindelige arbejdere. Foto: 16. juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

MAE-RIM Distriktet. Badning ved Vandfaldene:

 

Mae-Rim distriktet. Badning ved vandfaldene. Fra venstre: Studenten på 20 år,Erik, så Mr Suchat, hans søn og hans hustru. Foto: 16. Juli 1966 Niels

 

Brev nr. 44. MAE-RIM, søndag d. 17. juli 1966. Til familien (Fortsat):

I dag søndag tager vi det så lidt med ro. Til gengæld skal vi i morgen, mandag d. 18/7 op i bjergene og besøge bjergstammerne (den sidste tur derop blev aflyst).  Mandag til torsdag (18/7- 21/7) bor vi i den landsby, hvor Mr. Suchat arbejder for amerikanerne, mens vi fra fredag til søndag (22/7 – 24/7) vil bo i hans egen landsby, hvor han underviser og har eget hus. Da der ikke er nogen postforbindelse vil der altså gå EN UGE, hvor I ikke hører noget fra os.

Vores Thailand plan ser altså sådan ud:

 

Plan over vor rejserute i Thailand fra 6. juli til 25. juli 1966.i i Brev nr. 44 af 17. juli 1966

Vi overnatter i selve bjergstammelandsbyen og da Mr. Suchat hat boet iblandt dem i 6 år har vi en alletiders guide. Han kender de fleste familier her, så vi får lov at komme indenfor. Desuden er han meget fin ven med VISMANDEN – sådan een har de også. De lever primitivt. Hvert år fælder de skov for at dyrke ris, man da de ikke bruger det at kultivere jorden bliver den hurtigt udpint – derfor fælder de ny skov næste år og planter ris der. Den gamle rismark gror så blot til igen. Først efter 10 år dyrkes der ris på der igen. Deres gifte skikke er også helt specielle m.m. Ligeledes ryger de opium, som de selv dyrker. Der bliver meget at se imorgen.

Lidt om Thailand. Det er jo et frit land, men ikke mere end at magten ligger hos militæret. Prime-ministeren er en general, mens 75% af hans ministre er militærmænd. Ikke for godt!!! Der er fri presse, men skriver redaktøren noget regeringen ikke kan lide, får han straks en advarsel, O.S.V. Der kan nævnes flere dårlige eksempler. Så mere frit og demokratisk er styreformen jo altså heller ikke. Akkurat det samme i Tyrkiet (ingen valg), Iran (Shahen udpeger Parlamentets medlemmer, ingen valg), Afghanistan, Pakistan. Det er et gennemgående træk i de fleste af Asiens lande, ligeså Vietnam med KY.

O.K. – Jeg stopper for denne gang  – men altså ingen breve den næste uges tid. Vi selv tager til Bangkok og henter breve engang sidst i juli. Hils alle.

Gensyn

Erik

Dette er stilen på hytten på stolper, hvor vi bor:

 

Mae Rim. Tegning af vor hytte, hvor vi bor. Tegning: 4 cm x 4 cm i brev nr. 44 af 17, juli 1966

 

5- dages besøg og overnatning hos bjergstammefolket WHITE – MAEW i landsbyen MAE-NAI:

 

Besøg i bjergstamme – landsbyen MAE-NAI-Village:

 

MAE-NAI landsby i junglen nær Chiang Mai i Nordthailand. 5 dages besøg og overnatning hos bjergstammen WHITE MAEW GROUP. Foto: juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev nr. 45. Mae-rim, Nordthailand, lørdag 23. juli -66. Til familien:

Så er vi ige tilbage i Mae-rim efter en alletiders tur, hvor vi boede i en bjergstamme – landsby fra mandag til fredag. De levede som i Danmark i Stenalderen, landsbyen lå i en rydning i skoven, hytterne mindede om dem, vi ser på Hjerl Hede. De lever som agerbrugere og jægere. Vi måtte først køre i jeep ca. 17 km op i bjergene, som helt er dækket af tæt skov og jungle. Derefter gik vi i ca. 2 timer før vi nåede frem, mødte heldigvis ingen vilde dyr, men andre har været mere “heldige”, da der findes tigre, vilde elefanter, jaguarer, vildsvine, aber og cobra-slanger!! Det er en pæn håndfuld plus forresten bjørne.Men normalt holder tigrene sig væk, sidst der blev skudt en i landsbyen var for 1 år siden. Mens vi boede der, var der et par stykker på bjørnejagt, da de spiste af kornet – men det er som sagt ikke hver dag man møder dem – så bare rolig!!

Alt i alt lever der ca. 300.ooo bjergstamme-beboere i Thailand fordelt over 12 grupper – hver med sit sprog og sædvaner, helt forskellig fra hinanden hvad angår klædedragt, åndetilbedelse, redskaber og husbygning. Den landsby vi besøgte består af 12 familier, ca. 100 personer og tilhører MAEW- stammen. De kom til Thailand fra LAOS og SYDKINA for 2-3oo år siden. Flyttede til denne landsby MAE-NAI for 8 år siden – før boede de lidt længere borte i en anden landsby, ca. 50 år gammel. Når de “bygger” en landsby fælder de en rydning i skoven, af tømmeret bygger de hytterne, dækker taget med blade – alt hvad de skal bruge får de fra naturen. Mr. Suchat har boet blandt bjergstammerne i 6 år og ved altså en masse om dem – alt har vi skrevet ned – det fylder blot om denne gruppe 26 helsider i mit kladdehæfte!  Alt er specielt: fødsel, giftermål, fester, død o.s.v.

De har ingen religion men åndekultur. Skal hele tiden sørge for at være gode venner med ånderne og sørge for drive onde ånde bort. Men alle de historier må I få, når jeg kommer hjem..

Iøvrigt er det herfra at OPIUM kommer – bjergstammerne dyrker det, derefter bliver det købt af kineserne og smuglet til Hong Kong!!! De ryger selv en masse af det. Det er en helt speciel måde man ryger det på – vi prøvede det selvfølgelig også,  men alt for lidt til at vi kunne mærke noget. Medicinmanden, ham vi prøvede det hos, har et årligt forbrug på 2 JOI = 3,2 kg. Hans årlige høst er på ca. 20 JOI = 32 kg. Han sælger det for 1000 BATH = 350 kr. pr. JOI (= 1,6 kg). En stor indtægt for ham. Han og flere andre ryger det HELE dagen – laver ikke andet – det er det nemlig KONERNE der arbejder! Mændene KØBER en kone for ca. 200 SØLV rupees = 2000 BATH = 700 kr. – han køber hende for at hun kan ARBEJDE for ham og han kan købe lige så mange, som han har råd til!!! Sølvsmedens bror har f.eks 3 stk. Af børn har de fleste 10-12 stykker. Flere af beboerne har dog taget på afvænning for opium på hospitalet og bliver som helt nye mennesker – der er en mærtig forskel på en der ryger og een der ikke. Nå – man I skal få et foredrag og lysbilleder, når vi kommer hjem.

Og imorgen  søndag 24/7 drager vi afsted til en anden gruppe af bjergstammer i 4 dage – til der, hvor Mr. Suchat har eget hus og underviser. (I den bjergstamme landsby vi bsøgte gør han kun studier). Det er 125 km. herfra – en gruppe med et helt andet sprog og sædvaneer bor ca. 250 familier – eller ca. 3000 personer.

Ca. den 29. Juli tager vi autostop til Bangkok – ca. 750 km. Vi sejler til Manilla den 4/8. Sender senere adressen på skibskompagniet. Håber alt vel. Hils alle. Niels hilser.

Kys fra Erik

 

Medicinmanden med sin kone og børn i Mae Nai bjerglandsby:

 

Medicinmanden med en af hans koner og 6 af hans ialt 14 børn. Mae-Nai-landsby. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Bjergstammerne i Thailand dækker et areal, der følger bjergene fra den nordvestlige del af Thailand helt ned til Malacca-halvøen. Den største koncentration af stammer ligger her i Nordthailand nær hovedbyen Chiang Mai, ialt 9 stammer ud af 12 alt i alt. Antallet af medlemmer er ca. 300.000 personer. De er kommet hertil for 2-300 år siden fra det kinesiske højland, redet hertil og båret deres pakker på ponyheste.

I det distrikt vi besøger ligger 4 landsbyer, som naboer med et par kilometers afstand mellem hver. Der bor fra 12-18 familier i hver landsby. Gruppen hedder White-Maew. De dyrker ris, majs og korn på områder i junglen, som de har ryddet for træer. Når jorden er udpint efter ca. 50 år flytter hele landsbyen til et nyt sted og begynder igen på samme måde. Efter at de har dyrket korn på en mark oversår de den med opiumsfrø. 6 mdr. efter er de klar til at høste saften fra opiumsfrugten. Den udvundne opium bruges dels til eget brug og til videresalg. Dette er landsbyens største indtægtskilde, idet opiumet bliver opkøbt af kinesere og smuglet til Hong Kong og derfra til U.S.A.’s vestkyst.

 

Medicinmandens kone med 3 af børnene:

 

Medicinmandens kone med 3 af hendes børn klædt i festtøj. Foto: juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Hvert hus har sine egne ånder: hus-, koge-, familie og hoveddørsånder. Hver dag ofres til ånderne bl.a. ris. I landsbyen eksisterer ingen love eller politi – enhver familie ordner sit. I Maew- gruppen er der på 10. år valgt en leder ved håndsoprækning. Han er blevet accepteret af den lokale provinsguvernør.

Både drenge og piger skal gå i skole mindst 4 år.

 

Et ungt ætepar bygger hus og hans kone viser, hvordan klædedragtens tråde fremstilles ud fra en plante, som de dyrker på deres marker:

 

Et ungt par hvor manden bygger sit hus og hans hustru viser den plante, som de fremstiller tråd for klædedragt fra. MAE-NAI-VILLAGE. Foto: juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Til jagt bruger både børn og voksne den gamle armbryst. Pile tilspidses og har i enden styrefinner lavet af blade. Med dem skyder de fugle og harer. De har også kraftige giftmidler, som kan bruges mod elefanter, tigre og bjørne, men disse dyr er meget sjældne nu. Derimod ikke aber og ræve, der er langt mere almindelige.

 

Fremstilling  af armbryst for jagt bue og pil med hjemmefremstillet gifte:

 

Fædre lærer sønner fremstilling af bue og pil til jagt. Bjergstammerne påfører gift på pilenes spids til brug mod store dyr. I baggrunden en ung mor der syr. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Musikinstrumenter er også hjemmelavede. Det er en slags banjo laver af en kokosnød og med strenge af kvindehår. Husholdningsredskaber laves af bambusstænger (skeer) of af specielle frugter (øsekar). Drikkevand ledes fra en kilde til hver af husene i landsbyen i halvoverskårne bambusstænger lagt på tværs af træpinde. Det giver alle familierne konstant rindende vand.

 

Mor syr i Mae-Nai bjerglandsby højt oppe i bjergene og junglen, ca. 20-30 km fra Chiang Mai i Nord Thailand:

 

En mor syr. Bjergstamme - landsbyen White-Meo-Village. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Bjerglandsbyens medicinmand ved landsbyens rindende vandingsanlæg, hvor vandet kommer fra kilde højere op i bjergene:

 

Bjergstamme - landsbyens medicinmand vasker sit bæger af kobber for afbrænding af væsken i opium, så den bliver mere fast for rygning på hjemmelavet vandpibe. Vandingsanlæggets bambusrør ses til højre i billedet og leder frisk rindende vand fra kilde til alle huse i hele landsbyen. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Landsbyens medicinmand ved landsbyen Mae-Nai ‘ s vandforsynings anlæg:

 

Mae-Nai landsbyens medicinmand vasker sit kobberkar for afbrænding af sin egen høst af opium til eget brug. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Oftest arbejder manden sammen med konen i markerne. Manden må gifte sig med så mange koner han vil, dog begrænses det af prisen til brudens familie og bryllupsfesten. Begge er dyre. Er manden afhængig af opiumsrygning må kvinden alene udføre alt det hårde mark- og husholdningsarbejde samt pasning af alle børnene, ofte 10 stk.

Både mandens og kvindens klædedragt syr de selv. Kvinderne bærer bukser, har forklæde samt et klæde om livet. Manden har hængebukser, bluse med en hvid undertrøje under, som er vævet fra linnedtræet, som de selv dyrker. Han bærer en kinesisk hat. Både mandens og kvindens smykker er lavet af omsmeltede indiske sølvrupees. De blev brugt i Thailand efter 2. Verdenskrig. De består af 95% rent sølv og er formet som store halskæder, ofte har de 3 kæder ovenpå hinanden – alt efter familiens rigdom. Alt er lavet i hånden af landsbyens  egen sølvsmed: bælter, kæder med emblemer, ørenringe, armlænker, knapper og bjælder.

 

Sølvsmedens hustru og hans 3 sønner med Mae-Nai bjerglandsby i baggrunden:

Landsbyen Mae-Nai sølvsmeds kone og 3 af hans sønner iklædt deres festdragt for "fotosession" til Niels og min ære. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Sølvsmedens hustru og hans 3 sønner og 2 piger med Mae-Nai bjerglandsby i baggrunden:

 

Mae-Nai landsby sølvsmeds hustru og børn stiller op i festdragt. Sølvsmykkerne på hals og dragt er fremstillet af ægte indiske rupee sølvmønter (ca. 80-90 procent ægte sølv). Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen. Copyright Erik K Abrahamsen 2013 All rights reserved.

 

2 ugifte unge piger i festdragt i Mae-Nai bjerglandsby:

 

2 ugifte unge piger i festdragt. Hele dragten er håndlavet: Alle klædestykker og tråde er farvet med hjemmelavede farver fremstillet af planter fra den omgivende natur. Foto: Juli 1966 Erik K Abrahamsen. Copyright Erik K Abrahamsen 2013 All rights reserved.

 

Landsbyens 3 største ceremonier er: Nytårsfesten over 3 dage, Dødsceremonien for afdøde samt Long-Pee ceremonien. Denne sidste bruges, når en i familien er syg og hvor man ønsker hjælp fra husfaderens fars ånd.

Det gælder for husfaderen om at få den afdøde faders ånd ind i sit eget legeme for på den måde at bede faderns ånds hjælp til det evnt. syge barn. Det sker gennem en indviklet ceremoni, som vi overværede og hvor husfaderen kom i en dyb og voldsom trance.

Det vi oplevede  her i landsbyen var NATUR-RELIGION, som er vidt udbredt i Asien, Afrika, Polynesien, Alaska, Grønland og Australien. Natur-religion er altid tilknyttet familien og den enkelte stamme. Den religiøse praksis udføres gennem mundtlig overlevering og oftest af en medicinmand, som her i denne landsby vi besøgte.

Der foregår åndetilbedelse til både gode og onde ånder samt forfædreånder. Der findes bl.a. hus.-, natur-, himmel-, jungle- og flodguder. Der ofres føde og dyr til ånder. Medicinmænd udfører magi og forfædre dyrkes bl.a. gennem ekstase. Shamanisme er vidt udbredt.

 

Brev nr. 46 af 29. juli 1966 afsendt fra Chiang Mai i Thailand.

 

Brev nr. 46. Chiang Mai, fredag 29 juli -66. Til familien (Uddrag):

Her sender jeg jer et par billeder, der er taget i Mae-rim, hos bjergstammerne og fra vores tur til vandfaldene. Hvis I syntes, at vi ser ekstra sjove ud i hovedet, er det ikke MAC’s tandpastas skyld der gør det, men vore elegante overskæg!!! I “hytten på stolper” i Mae-rim boede vi 11 (elleve) og der var magelig plads til alle – man sover jo pænt på en måtte på gulvet – så er der jo plads til lige så mange, som der er kvadratmeter gulv!! Og har man vænnet sig til at sove på en hø-måtte, så kan eh springmadras mageligt undværes.

Ellers er der ikke noget særlig udover det økonomiske. Det ser således ud:

30 dages ophold i Thailand                                            65 Dollars

Hong-Kong                                                                            3 dollars

Kobe, Japan                                                                           3 dollars

Om bord på passagerskibet “Vietnam”                           3 dollars

Japan (Yokohama), ca. 16/8-22/8, 7 dage                 20 dollars

Billet Japan-Helsinki, Finland                                   280 dollars

Helsinki-Danmark                                                            30 dollars

Ialt                                                                                       407 Dollars

Min beholdning                                                                270 dollars 

Jeg mangler altså:                                                            137 dollars = ca. 950 kr.

For at være på den sikre side ansøger jeg allerunderdanigst om et LÅN på  137 dollars,  ca. 950 kr., som du bedes sende til den Danske Ambassade i TOKYO, sådan at de straks kan udbetale mig pengene ved vor ankomst til Japan. Der bliver desværre ikke for meget tid, hverken til Japan eller Rusland – derfor må jeg også have nøjagtigt at vide, hvornår Universitetet begynder  og hvornår jeg har den FØRSTE forelæsning (sikkert en kemi-øvelse under Voight). O.K. – måske har du allerede svaret i et brev, der ligger i Bangkok.

I morgen lørdag 30/7 tager vi autostop til Bangkok og den 4. august glider vi ombord på “VIETNAM” ud af Bangkoks havn – jeg får da fejret min fødselsdag de mest mystiske steder – det er vist første gang ombord på en båd!

Hils nu alle rigtig mange gange – også fra Niels. Husk nu endelig at få det iorden med pengene – elles får I mig ikke hjem foreløbig !!!! Så bliver det vist som opvasker på en dansk båd engang i oktober!!  

O.K. Alt vel – alle sunde og raske!!

Kys fra Erik

På autostop fra Chiang Mai til Bangkok den 30-31. juli 1966:

 

Autostop fra Chiang Mai til Bangkok, ca. 950 km.Jeg er jeg i vejsiden 30-31. juli 1966. Foto: 30-31. juli 1966 Niels.

 

Lysegrønne nyplantede rismarker. Bøfler bruges som trækdyr.

 

På autostop fra Chiang Mai til Bangkok:

 

På autostop fra Chiang Mai til Bangkok. Grønne nyplantede rismarker med bøfler som trækdyr. Foto: 30-31. juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

 

Brev nr. 47. Bangkok, onsdag  3. aug. -66. Til Familien (Uddrag):

Vi ankom til Bangkok den 31. juli og var ude på ambassaden den 1. aug. – en ordentlig stak breve lå der – 3 fra mor, 2 fra Helle og et fra Gerda og et fra Marianne – 1000 tak for dem alle. Idag var vi også derude – endnu et brev fra mor og et fra mormor – det blev da til et par fødselsdagshilsner!!

 Angående min fødselsdag bliver den fejret her i Bangkok, da “VIETNAM” er forsinket een dag og først sejler den 5. aug. – det er mærtig fint!!

Vi starter dagen med et sælge vores blod – det får vi 70 dollars for hver – det er jo en hæderlig start på en fødselsdag!!!

Det er rigtig fint, at Helle bliver i Aarhus det næste år – så er vi igen samlede efter 2 år – det bliverhyggeligt. Som sagt reserverer jeg “Kommandobroen” på loftet. Der har jeg det lidt for mig selv og forstyrres ikke så meget af “rend på gangen” o.s.v.

Vi havde ellers en alletiders autostop tur ned gennem Thailand fra Chiang Mai til Bangkok den 30. og den 31. juli – ca. 950 km i alt. Vejene er halvdelen af vejen under AL kritik – ikke asfalteret, mest jord med huller overalt og da det samtidig er regntid, er de drøn fedtede. Derfor er det næsten kun jeeps og store lastvogne, der kører her – personbiler tør ikke vove sig ud på dem! Det gør trafikken temmelig sparsom, men heldigvis er folk mægtig villige til at tage os op -ALLE stopper om de så kun skal 2 km længere frem. De sidste 300 km blev vi inviteret gratis med en bus – vi fortalte dem, at vi ikke havde en nickel!! Landskabet et utrolig smukt – risene er netop plantet – derfor er her lysegrønt overalt.

Kys fra Erik

På stop fra Chiang Mai til Bangkok:

 

På stop fra Chiang Mai til Bangkok. Kvinder på vejene til arbejde og lokale marked. Foto: 30-31. juli 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev (kort) nr. 48. Manila, mandag 9. august -66. Til Familien:

I skal ikke skånes fra et afskyeligt turistkort!! Dette  er Manila i Philipinerne, der er en blanding af spansk rod og amerikansk endnu mere rod. So is is. Damerne er O.K. selvom de ikke har en chance overfor de thailandske.

Min fødselsdag fejrede vi over 2 dage – eller var det 3?? Det var på alle områder en succes. Her i Manila daser vi blot rundt, før vi sejler i aften kl.21. Hils alle.

Erik

Indsejlingen til Hong-Kong:

 

Indsejlingen til Hong - Kong. Set fra vor passagerskib "Vietnam" fra skibskompagniet Messageries Maritime, der betjener ruten Marseilles- Suez - Colombo - Bangkok - Yokohama (Japan) i pendulfart. Foto: 11-12. ausust 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev nr 49. Hong – Kong 12. aug. -66. Til familien:

Takker for brevet her i Hong- Kong. Fint du klarer det med pengene plus billetten fra Helsinki kan jeg jo kun tage imod med glæde. Det er godt at Universitetet først starter den 5. sept.- men datoer o. lign. kan jeg ikke sige noget om endnu, da det afhænger af, hvor lang tid turen tager gennem Rusland.

Vi ankommer Yokohama een dag forsinket den 18. aug. Send efterfølgende breve m.m. til konsulatet i YOKOHAMA, da vi ordner alt derfra.

Hong-Kong er en smuk, moderne by – masser af skyskrabere og utrolig ren. Indsejlingen var noget af det flotteste vi begge længe har set. Byen er på 4 mill. indbyggere, 99% er kinesere, masser af biler og mennesker i gaderne – det hele mægtigt “western-style”. Byen er næsten toldfri – alt er uhyggeligt billigt – under halvdelen af prisen derhjemme for foto, radio o.s.v. Men pengekassen er lukket – vi nøjedes med at købe en farvefilm!!

Ellers går livet sin gang – forresten savner jeg svar på, om jeg skal købe japansk silke til jer.

Hils alle.

Erik

Udsigt over Hong-Kong:

 

Udsigt over Hong-Kong. Foto: 11-12. august 1966 Erik K Abrahamsen

 

Kort over det sydlige JAPAN og SYDKOREA: 

 

Kort over Syd Japan med KOBE, OSAKA og KYOTO. Tak til Swissair, SAS og ESSELTE MAP SERVICE Stockholm, Sweden 1965 for lån og brug af dette kort.

 

Brev nr. 50. Yokohama 19. aug. -66. Til familien:

Hold da trille-bør, Helle hvor nogle dejlige billeder du sendte mig af dig og Nicole. I ser begge uhyggelig “farlige” ud for jeres omgivelser!! Sikke et par damer at komme hjem til  O-LI-HA. Det er slet ikke til at bære – specielt da jeg endnu engang er en stor filur, der må skuffe jer med min hjemkomst. Det med den 25. august må guderne vide, hvordan jeg skal kunne nå det, når jeg ankom til Japan igår den 18. aug. Men altså sådan ser det ud: båden der afgår fra Yokohama mod Rusland er optaget den 24. og 28. august!! Først den 1. september er der plads………( og da var vi endda heldige, da de 3 efterfølgende afsejlinger OGSÅ er optaget, hm, hm!!) Nå, det er ikke sådan at rejse jorden rundt, når det SKAL være de billigste forbindelser. Til gengæld går turen stærkt – vi står i Helsinki mandag den 5. sept.

Vi starter fra Yokohama torsdag den 1. sept. med båd til NAHODKHA med ankomst 2. sept. kl.18. Afgang samme aften kl. 22.35 med tog til KHABAROVSK med ankomst 3. sept. kl. 12.35. Stiger derefter ind i et JET-fly kl. 16.00 med ankomst MOSKVA samme dag (altså 3. sept.) kl. 18.30. Dernæst 1 dag obligatorisk ophold i MOSKVA. Om aftenen den 4. sept. vil vi tage toget til Helsinki med ankomst næste morgen den 5. sept. Hvis så alt klapper kan vi så enten tage båd (DFDS) direkte til København (24 timer) eller båd til Stockholm – alt afhænger af hvilken båd, der går tidligst. Held og lykke – måske ankomst København den 6. sept. morgen, men det er også tidligst og så start Universitetet onsdag den 7. sept.

Jeg har snakket med Niels om at mødes med dig, mor i København hos Niels’s forældre, men vi er begge mest stemt for at aflyse det, dels fordi vi ikke ved præcis hvornår vi ankommer og dels fordi jeg ønsker at komme hjem til Århus HURTIGST muligt og det er sådan set det vigtigste. Plus tror vi begge, at det bliver for megen snakken i munden på hinanden – Niels kommer hjem til sine forældre efter 1 år og jeg ligeså – vi syntes begge, det er bedst at gøre det hver for sig – så kan vi altid mødes senere.

Prisen til MOSKVA er 213 dollars, tog Moskva-Helsinki 24 dollars, ialt 237 dollars plus et tillæg – det bliver ialt ca. 250 dollars = 1750 kr. – fantastisk billigt og endda med jet-fly et så stort et stykke. Så alt er lutter idyl, specielt da vi er så heldige at få et ophold her i Japan på 14 dage – mægtig fint. Desværre glipper det endnu engang med at mødes med Nicole, men de få centimeter der er på kortet mellem Århus og Paris regner jeg efterhånden ikke for noget – jeg skal i hvert fald hurtigst muligt få pakket rygsækken og finde de veje, der fører til PARIS – vær sikker på det! Det ordner sig – vi har masser af tid. Giv hende venligst fra mig et ordentlig smask kys – på DANSK maner – ikke  det kedelige franske kys!!!

Og pengene fik jeg på bedste vis – meget fint – jeg hævede dem i banken lige under  Den Danske Ambassade. Ingen problemer overhovedet. 200 dollars. Silkestoffet skal jeg nok ordne –  japansk silke er dyrt, mindst 21 kr. pr. meter og kun 90 cm. bredt! Svar mig dog lige om det skal være mørke farver til aftenkjoler eller hvad – jeg venter med at købe det til jeg får svar – skriv til Ambassaden i TOKYO.

Og endnu en ting. Sikke et godt job du har fået, Helle – alletiders (det var godt du ikke tog til Tyskland!!!). Det med den japanske kimono skal jeg finde ud af. Jeg kan se, at der bliver ikke megen plads til at fortælle om alt, hvad vi allerede har oplevet i Japan. Vi ankom jo til KOBE allerede den 15. august og var der 2 dage og forlod skibet i Yokohama i går morges den 18. august. Lad mig hellere fortælle om vores planer i Japan.

Vi har bstemt os for at tage på autostop op til den nordligste ø HOKKAIDO, der er fyldt med vulkaner, søer, skove og varme kilder – skulle være det smukkeste sted i Japan. Der er 700 km derop. Vi starter i morgen tidlig. Deponerer al vor bagage i Yokohama og tager kun afsted med en lille håndtaske – ingen problemer med overnatning  – der er masser af super vandrehjem. Vi er nok deroppe på 3 dage, rejser så rundt på øen i ca. 6 dage og er tilbage i TOKYO mandag den 29. august, hvor visa og billet skulle være klar.

Jeg har ellers allerede lavet autustop – eller det blev nu lidt anderledes… Jeg ville på autostop til KYOTO over OSAKA og startede med at tage en bus for at komme UD af KOBE –  ud på landet. Der er 40 km til OSAKA. Efter at have kørt 1,5 time med bussen befandt jeg mig pludselig i centrum af mit bestemmelsessted OSAKA UDEN nogensinde at være kommet ud af bybebyggelse!!! Alle 3 byer går direkte over i hinanden, så jeg blev hurtigt træt af autostop og tog toget fra OSAKA til KYOTO!!! KOBE er på 1,2 mill. indb., OSAKA 3,5 mill. og KYOTO på 1,3 mill.

Men imorgen starter vi altså på det vilde “RACE”, først med tog LANGT ud af TOKYO og når vi så engang skimter lidt ubeboet landevej hopper vi af og tager på AUTOSTOP!!!

Hils nu alle mange gange – specielt Nicole – ked af at jeg ikke når at komme hjem. Næste brev følger hurtigst muligt. SKRIV til Ambassaden i TOKYO.

Masser af hilsner fra

Erik

 

Tempel i KYOTO, JAPAN:

 

Japansk Tempel i KYOTO, Japan. Foto: august 1966 Erik K Abrahamsen

 

På autostop i Japan fra TOKYO til HOKKAIDO:

 

Tegning i mit brev nr. 51 af  24. august 1966, JAPAN med HOKKAIDO:

 

Japan med øen Hokkaido længst mod nord. Vor rejserute på autostop fra Tokyo til Aomori. Tegning i mit brev nr. 51 af 24. august 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev nr. 51. Kuttakako Lake, Hokkaido, Japan, onsdag 24. aug. -66. Til familien:

Vi startede lørdag den 20. aug. fra Yokohama med et købe en togbillet, der gik mindst 50 km. bort fra Tokyo. — Stadig by!! –Der var ikke andet at gøre end at købe en NY billet endnu 75 km og først nu aner vi et par rismarker.  Alle er glade, vi hopper af toget og starter på autostop mod Hokkaido – der er endnu ca. 700 km. Mægtig fint at lave autostop. Omtrent alle standser – på et tidspunkt må vi begge flyve fra den ene vogn til den anden for at høre, hvor de skal hen. Under 4 dages autostop har vi max. ventet 5 min. (det var på en øde bjergvej!!). De inviterer os på vin og øl, giver os chokolade i massevis – der var endda een der forærede os 20. kr., fordi jeg fortalte ham tilfældigt, at vi ikke havde flere penge!!!

Nå – vi startede altså i ICHINOMIYA og var næsten ved at lave trafik-kaos, fordi alle bremsede. Vi kom op med en ung maler på 28 år, som skulle til NASU, som ligger 75 km derfra i en stor nationalpark, hvor han ville male. Han spurgte om vi kunne tænke os at overnatte med ham på et rigtigt japansk hotel – han ville betale alt (det er meget dyrt, som alt i Japan. Prisen ca. 30 kr. pr. nat pr. mand incl. aftensmad og morgenmad). Det kan man jo ikke sige nej til, selvom vi så kun havde lavet autostop 1 time den dag.Det blev en mægtig oplevelse. Først starter vi med et rigtig japansk bad. Jeg ved ikke om I kender det – men det er det bedste i verden. Det er et stort bade rum,, hvor der er et mindre svømmebassin 1 m dybt og ca. 5 m x 5 m. (oftest 10 m x 10 m) – helt fyldt op med BRÆNDENDE varmt vand. Først storetåen i 3 min. – så den anden o.s.v. !! Disse bade findes på alle hoteller og vandrehjem. Det er fællesbade  – dog seperat for kvinder! Man vasker sig først, skyller sig godt ren og ligger i det varme vand i 10-20 min. Op og have iskold vand over sig og så ned igen, for så endelig at slutte med iskoldt. Sådan et bad tager japanerne 1 x daglig. Niels og jeg gjorde det dog mindst 3 x i løbet af en eftermiddag og en aften!! Det er saligt.

Straks man ankommer til hotellet bliver man iført KIMONO og går i den hele aftenen til mægtig moro for alle – specielt da vi gik tur i byen. Jeg ved ikke, hvad vi lignede – folk lå flade af grin. Man bliver nemlig samtidig iført “klap-træer” (sandaler af træ), der er mindst 5 cm. høje . Så vi var dobbelt så høje som alle japanerne. Værelset lyst og lækkert – skydedøre og gulvet dækket med store sivmåtter. I midsten står et lavt bord ( 30 cm højt) med 3 måtter omkring – her får vi så serveret vor aftensmad, helt japansk, 8-10 små lækre skåle med alt “fidelifut” – lækkert. Vi sidder med benene over skrævs og skovler risen ind med pinde. Det er drøn hyggeligt.  Vi drikker varm japansk ris. Vin dertil (det var temmelig kraftigt!!!). Under hele mddagen er der så en dejlig japanerinde, der sidder ved bordet og varter op. Service!! Derefter fortsatte vi med vor japanske bad og ved 10-tiden blev der redt op – man lægger springmadrasser på gulvet og sover altså i en højde på 10 cm. Virkelig skønt. I værelset går man med bare fødder. Når  man går i resten af hotellet får man udleveret sut-sko og går man f. eks. på toilettet skifter man til nye sut-sko!! Det hele er en skiften sko!! Man går rigtig og tøffer rundt i sin kimono og sine sut-sko – sidder og snakker og evnt. ser lidt farvefjernsyn. Det varme vand får de fra de varme kilder, som der er mængder af her på Hokkaido. Det er en oplevelse.

Næste morgen starter vi kl. 7 og hitchhiker 600 km til AOMORI, hvor vi ankommer samme aften kl. 23 og tager straks med natfærgen (5 timers sejltid) til HOKKAIDO, hvor vi ankommer kl 4.30 og tager toget 20 km til ungdomsherberget i ONUMA, som ligger ved en smuk sø. Der bliver vi så hele mandagen  den 22. august. Universiteterne har ferie nu. Derfor er der mange vandrere. Hver dag bliver der fyldt helt op på Youth Hostels. Man har den skik på Youth Hostels at samles til sang og underholdning hver aften i 2 timer. Mægtig fint. Samtidig introducerer hver enkelt sig og fortæller om sin rejse.

Næste dag er vi så heldige at få et stop lige fra ONUMA til næste bestemmelsessted TOYA LAKE med 3 studenter. Den ligger i en stor nationalpark omgivet af AKTIVE vulkaner og varme kilder. Den aktive vulkan besteg vi igår d. 23 aug. – vi var næsten ved at få brændt benene væk under os!!! Det tog hele eftermiddagen. Om aftenen var der så lejrbål på Youth Hostels – 150 mennesker samlet. Der blev danset runddanse (OKLAHOMA) og ringdanse – Niels og jeg fjollede selvfølgelig rigtig i det – men skid skægt var det. Det er sjovt, at vi er så skid populære her – alle vil snakke med os og tage billeder af os. I dag besøgte vi en varm kilde og helt tilfældige mennesker spurgte, om de måtte tage billeder af os og 2 min. efter sted der 20 mennesker og klipsede løs!!! Det er nok Niels’s lange lyse lokker og mit enorme fuldskæg, der gør det!!! Man føler sig helt som naturstammer – vi overvejer kraftigt at tage gebyr!!!

Idag tog vi  på stop fra TOYA kun 55 km til en tidligere vulkan sø: KUTTAKAKO LAKE, hvor vi overnatter på vandrehjem lige ved søen med badning og kl. 5 japansk varmt bad – man kan glæde sig hele dagen til det!!!

I morgen tager vi til OTARU og den 27. august tager vi toget (ikke tid til autostop) til UTCHIMIYA, hvor vores ven, den japanske maler har inviteret os til at overnatte i hans hus. Mægtigt. Ankommer til TOKYO mandag den 29. august. Billeterne skulle da være klar og afsted mod Rusland 1. september. JU-HU. So lang – alt vel for os begge

Erik

 

HOKKAIDO, JAPAN, udsnit nr. 1 af ovennævnte tegning i brev nr. 51. Vor rejserute på autostop:

 

Hokkaido, Japan. Vor rejserute på autostop. Udsnit nr. 1 af tegning i brev nr. 51 af 24. august 1966 Erik K Abrahamsen

 

Brev nr. 51 med mit navn som afsender skrevet på japansk:

 

Brev nr. 51 med mit afsender navn Erik Abrahamsen skrevet på japansk. Klik på brevet og brug din zoom kontrol og du ser det i fuld skærmstørrelse.

 

Brev nr. 52. YOKOHAMA, onsdag d. 31 aug. 1966. Til familien:

Så er endelig alt i orden – idag fik vi vore gennemrejse tilladelses papirer til Rusland. Vi fik tilladelsen gennem en omvej med stor venlighed fra Den Russiske Ambassades side. Men derom senere. INTOURIST i Moskva ved ikke en døjt om, at vi kommer – de afviste os jo i brevet til os – men det brev er gemt godt væk. Men vi kommer afsted imorgen torsdag 1. sept. og det er hovedsagen. Turen ser sådan ud:

Afg. Yokohama   skib    tor. 1 .sept   kl.11.00

Ank. Nadhodka              lør. 3. sept. kl. 18.00

Afg. Nadhodka   tog      lør. 3. sept. kl.20.35

Ank. Khabarovsk           søn. 4. sept. kl.  12.35

Afg. Khabarovsk   fly    søn. 4. sept. kl. 16.00

Ank. Moskva                  søn. 4. sept.  kl. 18.30

Afg. Moskva           fly    man. 5. sept kl. 8.05

Ank. Stockholm             man.  5. sept. kl. 8.15

Kvikt ikke? – men om vi kommer med flyet til Stockholm allerede mandag morgen kl. 8.05 er højst usikkert – det afhænger af plads. Måske kan vi også blive 1 dag i Moskva, man ved aldrig – alt er usikkert – lav derfor ingen arrangementer – jeg kommer når i ser mig…

Hele turen til Stockholm kommer til at koste 325 dollars mod 250 dollars normalt. Det er altså 2275 kr. 

I sidste brev fra Hokkaido var vi vist kommet til LAKE KUTTAKAKO. Derfra tog vi næste morgen til OTARU – en by der ligger ud til Det Japanske Hav. Det var den 15. august. Vi var heldige at gøre det med kun 1 stop – det er nu heller ikke mere end 80 km. Nej – det var 1 stop til SAPPORO (60 km), hvor vi tog holdt og spiste rigtig japansk “SUKIJAKKI”, som er en “Geisha” tilberedt på et varmeapparet på bordet. Drønlækkert var det- mine tænder løber helt i vand, når jeg tænker på det. Og endelig 1 stop til OTARU. Sov på vandrehjemmet – som sædvanlig vældig kækkert – næste dag tog vi så hele dagen til stranden. Badede fra enorme klipper – lå rigtig og dasede (med min kemi-bog gemt langt væk…) De japanske fiskerbåde fiskede omkring os – det var rigtig idyl. Nå, det blev aften d. 26 aug. Og da vi som sagt havde en stående invitation fra den japanske maler (ham der betalte vort hotelophold) til at overnatte i hans hus, måtte vi se at komme afsted i en fart – og det måtte altså blive med tog – desværre – fordi det er temmelig dyrt – men hitchhike kunne vi ikke nå. Turen til ICHINOMIYA tager exactly 24 timer fra 26. aug kl. 17 til lørdag 27. aug. kl.17. Så klappede alt også – han hentede os på stationen i bil. Kørte hjem til hans hus og hilste på hans kone plus 2 børn. Boede i helt japansk stil, lille træhus med 2 pæne stuer. Alle sover på gulvet – derfor optager dumme senge ingen plads. Helt ideelt – jeg regner med at gøre forsøget efter, når jeg skal til at indrette min knaldhytte på loftet! Store glas skydedøre ud til haven – det giver et mægtigt lys om dagen – om natten skydes skodder for. Huset koster kun 20.ooo kr. – mens grunden til gengæld koster 25.000 kr. Og den var mindre end en urtehave – en ko kan ikke vende på den!

Vi kom jo ved aftenstid og fik os et godt japansk bad. Dernæst skulle vi ud og more os. Jeg må hellere bemærke nu, at trods vore protester betalte han ALT for os i de 2 nætter og dage vi boede hos ham og det blev til ikke så lidt. Til aftensmad skulle vi smage det berømte japanske SUSHI . Det er alle mulige slags RÅ fisk. Det er skid godt. Man får det helt råt med lidt ris og det smager bedre end den bedste engelske bøf. Dertil drak vi SACCAE – varm risvin. Derefter tog vi på japansk bar forskellig fra andre barer ved, at der kommer en GEISHA (japansk dame i kimomo) og sætter sig ved hver mand, underholder ham og skænker op til ham – tænder hans cigaretter – med andre ord rigtig NUSSER om een, uden at de er ludere. Jeg var så “heldig” at få MAMA på 40 år til bord! Var hjemme ved 23-tiden. Næste dags søndag kørte han os til NIKKO sammen med een af han “veninder”. NIKKO er japansk skatkiste af templer. Massevis – et væld af udskæringer o.s.v. Om eftermiddagen er vi så rundt på alle hyggelige steder, kaffebarer, barer, restauranter – han betaler alt- trods vore protester. Endelig om aftenen er vi på ny på japanske barer og ender til en mindre privat fest. Om eftermiddagen nåede vi da forresten at få vort daglige japanske bad på et offentligt badehus. Det var en dame og IKKE en mand som overvågede om alt gik rigtig til – interessant ikke!!! Vi vænnede os hurtigt til tanken….Han maler iøvrigt skid godt – har haft stor udstilling i TOKYO. Samtidig laver han en masse reklametegning + dekorerer barer kunstnerisk. Så det var 2 mægtige dage, vi havde hos ham. Kimono havde vi selvfølgelig også på. Japanerne har været mægtige overfor os – pigerne er gennemgående ikke så smukke, men drøn kvindelige og livlige – har man snakket med dem i 2 min. føler man, at man har kendt dem altid.

Endnu engang tak for brev – det lyder godt med dit arbejde, Helle. Hvem pumper min cykel så den er klar, når jeg kommer hjem!!! O.K. Hils alle og på gensyn meget snart.

Kys fra Erik

SLUT på breve.

 

Tempel i KYOTO, JAPAN:

 

Tempel i KYOTO. Foto: august 1966 Erik K Abrahamsen

 

Fra min dagbog “Asien rundt”:

Ichinomiya, mandag den 29. august 1966.

Tager med tog mod TOKYO kl 11. Ankommer kl. 13. Vi tager straks ind på skibskompagniet, som står for salg af billetten fra Yokohama med skib til Nadhodka i Rusland, videre 1200 km med den Transsibiriske Jernbane til Chabarovsk og herfra med fly direkte til Moskva. Ingen hotelplads i Moskva. Dårlige nyheder. Vi overnatter i Yokohama.

(Slut dagbog).

 

Niels og jeg er dybt frustrerede, da vi får beskeden om, at vi ikke kan købe billetten hjem til Danmark via Moskva. Billetten inkluderer et obligatorisk natophold på et hotel i Moskva og Intourist i Moskva oplyser Skibskompagniet om, at alle hotelpladser er optaget i Moskva den dag, vi planlægger at ankomme.

Vi opsøger Den Russiske Ambassade i Tokyo, som er dem som skal udstede os et visa. Kun med tilladelse fra INTOURIST i Moskva kan Den russiske Ambassade i Tokyo udstede visa til Niels og jeg. Vi insisterer på, at vi kan sove på en bænk hvor som helst i Moskva – på banegården, i en park m.m. Men ingen ting hjælper. Vi fortæller dem om vore problemer med, at vi ikke kan vente 3-4 uger før der er plads på båd til Rusland og overnatningsmuligheder i Moskva. Jeg skal starte på Universitetet i Århus den 7. sept. og en forsinkelse vil betyde, at jeg går glip at 1. semester på det medicinske studie og derved en forsinkelse af mit studie på et helt år.

Personalet på Den Russiske Ambassade forstår vor vanskelige situation og efter nogen tid kommer en overordnet funtionær og giver os adresse på en villa i Tokyo, hvor der bor personer, som er de eneste som kan udstede en gennemrejsetilladelse gennem Rusland uden en overnatning på hotel i Moskva! Niels og jeg hopper ind i en taxi og med stort besvær finder vi den givne adresse. Det er en stor flot villa og en høflig og venlig russer i civil møder os og inviterer os indenfor. Han er blevet sat ind i vor situation via Den Russiske Ambassade og i løbet af en halv time har han udstedt separate rejse papirer for indrejse og gennemrejse i Rusland. Det var et lille mirakel. Disse papirer blev lagt ind i vort pas, som ikke fik hverken visa eller  et eneste stempel overhovedet hverken ved indrejse eller udrejse af Rusland. Alle stempler blev sat i disse separate ind- og udrejsepapirer. Med disse papirer blev vi nærmest båret igennem Rusland: Alle døre åbnede sig, og alle toldere var venlige. Bemærk vi rejste igennem hele Rusland fra øst til vest UDEN visa kun med de helt ekstraordinære papirer udstedt af  – ja gæt engang! Det russiske hemmelige politi: KGB!

Torsdag den 1. sept. afsejler vi kl.11 med M/S BAIKAL fra Y0kohama til NAHODKA. Vi sejler op langs HONSHU’S kyststrækning og passerer Tsugaru Strædet ved Hokkaido på vej ind i Det Japanske Hav.

Lørdag den 3. sept. kl 16 ankommer vi med “Baikal” til Nahodka med en meget smuk indsejling til en  forholdsvis stor havn. Vi tog på sightseeing, hvor vi oplevede at folk var meget triste og gik utrolig gammeldags klædt. Byen har få biler og gamle modeller. Byen har store åbne pladser, hvor der hang kommunistiske slogans overalt. Gammeldags udseende lejligheder med få altaner.

Vort tog med Den Transsibiriske Jernbane afgår kl. 20. Vi skal overnatte i en lækker liggevogn med tæpper på gulvene.

Vi kører langs Amorfloden tæt på den kinesiske grænse og på alle stationer hvor vi standser om formiddagen søndag den 4. september, står kvindelige sælgere og tilbyder os alle slags softdriks, te og søde lækkerier.  Vi ankommer til Chabarovsk kl 12.25 efter en 16 timers togrejse på 1200 km. 

Chabarovsk er en væsentlig større by med masser af mennesker i gaderne specielt i hovedgaden. Der er dog kun få butikker og folk er også her triste og med en dødkedelig påklædning.

KL. 16 afgår vi med 4 – motores propel jetfly til Moskva.  Propellerne er 8 – bladede og flyets fart er 8-900 km i timen. Vi flyver de næste 7 timer over hele Sibirien, hvor vi fra flyet kan se meget store skovstrækninger med floder, søer og store bjergkæder. Vi ankommer til Moskva kl. 18.30. Vi har ekstremt småt med penge, så vi veksler kun 1 dollars til rubler. Den officielle pris er en dollar for en rubler. Og det fik vi så.

Så med en rubel hver betaler vi en busbillet fra Indenrigslufthavnen til Moskva’s centrum – en strækning på 40 km. Vi bliver sat af bussen helt tæt på Den Røde Plads ud for et stort elegant hotel. Vi kan se den Røde Plads med Kremls store katedraler og alle statsbygningerne. Det er halvmørk, men alle gader og den Røde Plads er fuldt oplyst med mange mennesker. Vi er næsten kun lige stået af bussen før et russisk ægtepar henvender sig til os på engelsk og spørger om de kan hjælpe os. Ja – siger vi,  vi mangler et sted at overnatte her i Moskva. De skriver et h0tels navn og adresse på en lap papir og vinker en taxi hen til os. Vi siger, at vi ikke har rubler til at betale for kørslen og den russiske ægtepar betaler straks taxachaufføren for at køre os til anbefalede hotel. Sikken en høflighed og sikken en russisk venlighed! Det var helt overvældende for os.

Vi ankommer efter 15 min’s kørsel til et højhus af et hotel: AEROFLOT – HOTEL. Vi viser alle vore rejsepapirer i receptionen og fortæller dem, at vi ikke har nogen som helst rubler. Det skal vi ikke bekymre os om – alt ordner sig i morgen og vi får udleveret nøgler  til et dobbeltværelse.

Med en udsigt ud over hele Moskva indretter Niels og  jeg os i vor luksus suite med radio, tv, telefon, bad og entre. Sikken en aften og sikken en dejlig søvn i store russiske dyner!

Næste morgen tjekker vi ud og de spørger os i receptionen, om vi har penge at betale med. Vi siger som det er, at vi ingen rubler har og deres svar er, at så har vort ophold været gratis og vi skal ikke betale en øre!

Sikken en overraskelse. INTOURIST havde stoppet for vort ophold i Moskva, da vi stod i Tokyo, fordi alle hotelpladser var optaget. Og her har vi sovet gratis på “toppen” af Moskva uden en øre på lommen – SIKKEN EN RUSSISK GÆSTFRIHED. En stor tak til den russiske folk!

Mandag den 5. sept. tidlig formiddag flyver vi med et SAS Caravelle fly fra Moskvas Internationale Lufthavn direkte til Stockholm. Vi ankommer kl. 10.15 men når ikke  det direkte tog til København. Vi venter til en aftenafgang kl 20.20. Vi går en lang tur i Stockholm og ser en film med Anthony Quinn og Alain Delon.

Vi sejler over Øresund Helsinborg-Helsingør kl. 6 morgen tirsdag den 6. september, hvor solen står op  i de flotteste røde farver over “Øresunds Skyline”. Sikken en velkomst til Danmark. En frisk klar tidlig september sol med Kronborgs volde, spir og kobbertage knejsende op mod himlen – dog uden nogen form for kanonsalut!!! Det er heller ikke nødvendigt – vi VED, at vi er velkomne tilbage til Danmark efter 1 års vidunderlig rejse på stop, til vands, til vejrs og til fods  over 5 kontinenter og 5 verdenshave. Vi er vel tilbage – glade og sunde og raske uden nogen former for ulykker  eller alvorlige kedelige episoder. Vi er blevet båret igennem af menneskers enestående hjælpsomhed overalt i verden.

Vi ankommer med toget til Københavns Hovedbanegård kl. 6.45. Vi køber hver en kop kaffe + 2 halve rundstykker med smør på, pris ialt 4 kr. pr. mand!!!! Vi tager sammen en taxi til Niels’s forældre på Frederiksberg, hvor hans mor, far og lillesøster ønsker os velkommen og serverer et skønt morgenmåltid.

 Jeg tager tog mod Århus kl. 10.10.

 

Gentoftevej 21. Aarhus. Birthe (1916-2000) foran vort hjem fra 1949 til 1968. Min mor, Birthe Ursula blev gift med min far (Poul Kristian Abrahamsen 1903-62) i marts 1942. Foto: September 1966 Erik K Abrahamsen

 

Og så er det ellers mig, der får den helt store velkomst, da jeg arriverer på Gentoftevej 21.

Onsdag den 7. september møder jeg op på Århus Universitet for det første introdutionsmøde.

Nu er det hverdag igen – 1 år  “på langfart” er gået og med et år i Søværnet på Grønland  er det nu snart 2 år siden at “jeg har haft lektier for”!!!

På med vanten kammerat OG DET ER JO EN HEL ANDEN HISTORIE…

 

“På stop jorden rundt ” 1965-66. Vor rute:

Klik på kortet og brug din zoom kontrol og du ser det i fuld skærmstørrelse.

 

Jorden rundt på stop 1965-66. Tegning 1966 Erik K Abrahamsen

 

Oversigt over alle vore rejseudgifter og afstande “Asien Rundt”, april – september 1966:

 

Alle rejseudgifter " Asien rundt " med bus, tog, skib og fly. April - september 1966 Erik K abrahamsen

 

Klik på fotos og brug din zoomkontrol og du ser dem i fuld skærmstørrelse.

 

Copyright text and photos Erik K Abrahamsen 2013 

All rights reserved

Her er jeg på Grønland i maj 1965 – 3 mr. FØR min jordomrejse:

 

Erik som marinesoldat på Flådestation Grønnedal, Grønland i maj måned 1965. Foto: Allan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

– Og her er jeg i Århus som studerende i december 1966-  3 mdr. EFTER  min rejse:

Erik K Abrahamsen, født 4. august 1945 i Skagen. Århus den 6. december 1966. Foto: WEEG i Århus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den 21. Januar 2013

Enjoy life – be happy!

Bedste hilsner

Erik

 

 

 

 


3 Comments

  1. Kære Erik

    Sikken en lørdag eftermiddag jeg har her. Jeg har set dine fotos og tegninger fra Århus og foreløbig læst 21 af dine breve “hjem” fra din og Niels’s rejse rundt om jorden. Det er skidegodt skrevet og en fantastisk og fængslende historie. I øvrigt historien, billederne af dig i marineuniform vækker en utrolig masse fantastiske minder og følelser i mig så jeg er dybt koncentreret, griner og gnider mig i hænderne. Herligt at læse 47 år efter.

    Grunden til at jeg faldt over dine breve var, at jeg egentlig sad og søgte efter din adresse og telefonnummer, jeg ved at du har været i kontakt med Pia i løbet af sommeren, hvilket jeg ikke fulgte op på, på grund af rejser og at jeg i hverdagen jo stadigvæk bor i Bruxelles.

    Imidlertid jeg har i år haft et par hyggelige samtaler med din nevø Thomas og ved at du bor i Tisvilde eller et andet sted på den sjællandske nordkyst. Pia og jeg har en lejlighed i Nyhavn og er dér fra den 15. til den 22 december, så Erik var det ikke en ide at vi mødtes” her eller hisset”?

    Mange kærlige hilsener fra din gamle ven og kammerfælle, Jens-Henrik

  2. Hej Jens-Henrik!

    Tusind tak for din opmuntrende hilsen og dit overraskende telefonopkald til mig i toget på vej til juleshow i København lørdag eftermiddag den 1. december.
    Så kort er der mellem vort 9 mdr.´s værnepligtophold 1964-65 i Søværnet på Flådestation Grønnedal, Grønland og den første snevejrsdag i Danmark idag den 2. december 2012.
    Jeg glæder mig til at mødes med dig og og Pia i København mellem 15-20 december 2012 og høre om tiden imellem!!
    På gensyn.
    De bedste hilsner
    Erik

  3. Hej Erik

    Her på en meget kold februar søndag fik jeg endelig læst om hele din rejse.
    Det er skønt at få sat datoer og beskrivelser på rejserne og havne opholdene

    Jeg var maskinassistent og 3. mester på Gautatyr under hele jeres rejse med os (og lidt længere), og må indrømme at min dagbog desværre ikke er så omfattende som din.
    Jeg fik et langt og fantastisk erhvervsforløb som maskinmester – Dog ikke meget til søs, hvor sidste hyre var Aarhus – Kalundborg i 1969.
    Jeg var i mange år udstationeret for DANIDA til Kenya og Indien, og sluttede ved Aalborg Værft (Aalborg Boilers), hvor jeg i længere perioder arbejdede i Indonesien, USA, Mozambique, Egypten og Grækenland, samt ind imellem udlandsopholdene, direkte for hoved firmaet i Danmark

    Nu nyder jeg mit otium som pensionist og enkemand på mit landbrug med juletræer og fedekvæg her i Vesthimmerland.

    Mange hilsner Knud